Alvorlige huller i skoleelevers retssikkerhed, viser ny UNICEF-rapport. Louises datter mærkede konsekvenserne

”Skal vi ikke se på min datters og lærerens relation?”
”Nej, det skal vi ikke. Fordi der er ikke noget at komme efter. Dit barn skal bare opføre sig ordentligt.”

Sådan lyder to sætninger i en samtale mellem Louise og den faglige leder på hendes datters skole.

Forud for samtalen er gået et flere år langt forløb, hvor Louises datter i stigende grad mistrives i skolen. Særligt én lærer har hun det svært med. Hun føler sig mobbet og forfulgt af læreren. Skolens løsning bliver at tvangsflytte Louises datter til en anden skole. Den afgørelse træffer skolelederen uden hverken høring eller inddragelse af Louise eller hendes datter. Begrundelsen for, at hun skal skifte skole, er ’grænseoverskridende adfærd’. Om den begrundelse så holdt, vender vi tilbage til senere i artiklen.

Forløbet for Louise og hendes datter er ikke enestående, konkluderer en ny rapport fra UNICEF Danmark. Organisationen har analyseret retssikkerheden på folkeskoleområdet ved at gennemgå cirkulærer, forskrifter og vejledninger. Herudover har man set på data fra offentlige klageinstanser og gennemført en række interviews med forældre og eksperter. Rapporten oplister en lang række kritikpunkter af elevernes retssikkerhed, når skolen træffer vidtgående afgørelser om eleverne.

”Retssikkerheden på skolen er udfordret, viser vores analyse. Når vi taler om børns retssikkerhed i skolen, skal det forstås som de principper og mekanismer, som sikrer, at børnene får deres rettigheder respekteret, når skolen træffer afgørelser eller væsentlige beslutninger. Så det er vigtigt, at de ikke kun står på papir, men at de rent faktisk også bliver respekteret i praksis,” siger Kristina Helland Strandby, der er chef for børns rettigheder og inddragelse hos UNICEF Danmark.

Rapporten lander midt i en ophedet skoledebat

Rapporten om retssikkerheden i skolen kommer midt i en ophedet debat om skolen, hvor emner som skolefravær, børnesyn og lærernes autoritet har fyldt meget i debatten.

”Der er jo ingen tvivl om, at i alle de skoledebatter, der foregår i øjeblikket, er vi optaget af, at der også er en beskyttelse, fordi der rent faktisk foregår en myndighedsudøvelse. Der foregår selvfølgelig en masse debatter på de her områder, som er pædagogiske, og som ikke nødvendigvis handler om, at det er en styrket retssikkerhed, der skal løse det. Men der er ingen tvivl om, at det for os også handler om, at vi også lige hejser flaget for at sige, at vi også skal huske at beskytte de grundlæggende rettigheder,” siger Kristina Helland Strandby og fortsætter:

”For mig er der er ingen tvivl om, at når politikere og medier begynder at tale om børn som overgrebs- og gerningspersoner, så bliver de jo anklaget for noget. Som er eksempler fra den offentlige debat. Enhver anden vil jo kunne sige, at hvis jeg bliver anklaget for noget, så skal jeg have en mulighed for at efterprøve anklagen, og jeg skal kunne komme med mit perspektiv. De afgørelser, som skolen kan træffe, har væsentlig betydning for børns liv og udvikling. Derfor skal vi have blik for elevernes retssikkerhed. Samtidig er det en del af skolens demokratiske opgave at være med til at skabe en forståelse af vores retssamfund og den beskyttelse og inddragelse, man som borger har ret til.”

Rapporten peger på tre hovedudfordringer for retssikkerheden. Den første udfordring handler om skolelederen, der har en særlig dobbeltrolle, når der træffes afgørelser om eleverne, og hvor der særligt kan rejses tvivl om, hvorvidt det er hensynet til skolen, læreren eller eleven, der er i fokus. En anden udfordring er manglende inddragelse af eleverne, og den tredje udfordring, som UNICEF peger på, er en utilstrækkelig og uklar klageadgang over skolens afgørelser.

Skolelederens dobbeltrolle udfordrer retssikkerheden

Skolelederens rolle er en af hjørnestenene i den kritik, som UNICEF rejser i forhold til retssikkerheden for eleverne.

UNICEF har i arbejdet med rapporten kortlagt 77 retssikkerhedsbestemmelser for skoleelever, og ud af dem lægger 66 bestemmelser bemyndigelsen hos skolelederen til at sikre rettigheden – eller til at beskytte eleven mod, at rettigheden krænkes. De øvrige 11 ligger hos kommunalbestyrelsen.

”Det betyder jo, at hvis der er truffet en væsentlig beslutning, for eksempel meget gentagende sanktionering, eftersidning, overflytning til en anden undervisning, omgående udelukkelse fra undervisningen, eller hvis der er manglende indsatser ved skolevægring, så er det også skolederen, som ved en klage igen skal vurdere, om der er truffet den rigtige beslutning,” siger Kristina Helland Strandby og peger på, at skolelederen derved har en problematisk dobbeltrolle.

”Det betyder, at skolelederen både er første og anden instans og dermed har ret store beføjelser for myndighedsudøvelse. Når man bliver meget uenige om, hvorvidt man synes, at det er den rigtige afgørelse i forhold til barnets trivsel og den støtte, barnet har behov for, så er der ikke et andet sted at gå hen og få nogen til at kigge på det uvildigt,” siger Kristina Helland Strandby, der ser det som en særlig status for skolelederen, som der ikke er andre i den offentlige forvaltning, der har på samme måde.

”Skolelederen er lærernes chef og forvalter også elevernes rettigheder. Den dobbelthed i at både skulle have det pædagogiske ansvar, myndighedsansvaret, være personaleleder og beskytte børns rettigheder for hver enkelt elev – det er jo en kompleks rolle,” siger Kristina Helland Strandby.

Louise, som du mødte i begyndelsen af artiklen, har selv oplevet, hvad det vil sige, når skolelederen sidder i den dobbeltrolle, som Kristina Helland Strandby og UNICEF kritiserer.

Hendes datter har hen over de seneste år været i mistrivsel og ikke været glad for at gå på skolen. Særligt én lærer har datteren det svært med.

”En uge inde i starten af skoleåret i 9. klasse bliver jeg ringet op af en i skoleforvaltningen, som beder mig om at komme til møde. Og da jeg spørger, hvad det drejer sig om, får jeg at vide, at vi skal finde et nyt skoletilbud til min datter, fordi min datter ikke længere kan gå på skolen. Så fortæller jeg, at det ønsker min datter ikke, så det vil jeg ikke komme til møde om. Men beskeden er, at hun ikke kan blive gående på skolen. Jeg får samtidig at vide, at det ikke er noget, som jeg skal drøfte med min datter, fordi det – som skolens faglige leder formulerer det – er en ”voksenbeslutning”. Min datter skulle gå på skolen, til der var fundet et nyt skoletilbud, blev jeg fortalt,” siger Louise og fortæller videre:

”Efterfølgende fortæller jeg om skolens beslutning til min datter, der bliver meget ked af det. Hun ønskede virkelig at gøre sin skole færdig sammen med kammeraterne.”

Louises datter skriver samme aften om skolens beslutning i en klassechat på Snapchat. Og da én af kammeraterne spørger, hvorfor hun ikke længere kan gå på skolen, svarer Louises datter i en snap ”det er, fordi lærerne er psykisk ustabile.” Den snap ser en lærer, der var en del af gruppen, og tager et skærmbillede af beskeden.

”Dagen efter bliver min datter bedt om at komme op på skolelederens kontor og tage sin taske med. Hun får at vide, at hun øjeblikkeligt er bortvist i fire dage. Han sagde bare til hende, at han havde dokumentation på, at hun havde psykisk mobbet lærerne. Hun fik ikke et ord indført, og vi blev ikke partshørt. Der var ikke nogen forudgåede advarsler, og der gik op mod en time, før skolelederen ringede og informerede mig om beslutningen,” fortæller Louise, der senere blot får tilsendt et notat om beslutningen.

Her skal det vise sig, at inddragelse kunne have ændret hele forløbet for Louises datter. Det vender vi tilbage til.

Inddragelse skal være systematisk

Netop inddragelse er en vigtig del af elevernes retssikkerhed, fortæller Kristina Helland Strandby og henviser blandt andet til Børnekonventionens artikel 12.

”Det er et grundlæggende retssikkerhedsprincip og ekstremt vigtigt for den enkeltes retsfølelse at blive anerkendt som en part i en sag, så man som barn selv kan fortælle om oplevelsen fra ens eget perspektiv. Det i sig selv kan føles som en form for beskyttelse. Og modsat føles det ekstremt krænkende, hvis det er andre, der definerer og beskriver situationen eller konflikten og antager, hvad man enten tænkte, følte eller gjorde,” siger Kristina Helland Strandby.

UNICEFs undersøgelser viser dog, at elevinddragelse ofte sker usystematisk og uden kvalitet. Det skyldes ifølge rapporten, at lovgivningen er uklar. Rapportens kortlægning af retskilder viser, at der er inkonsekvens i, hvilken type inddragelse der forventes.

”Når vi kigger på lovgivningen, så er det ikke helt systematisk, hvornår og hvordan elever og forældre skal høres. Så på den måde er det svært som elev og forældre at vide, om man egentlig har ret til at blive hørt. Og for skolen kan det være svært at vide, hvad man skal efterleve. Vi kunne godt ønske os, at det var lidt mere ensrettet, at selvfølgelig skal skolen inddrage og lytte,” siger Kristina Helland Strandby, der også peger på selve kvaliteten i den inddragelse, der sker på skolerne.

”Loven sætter ikke indgående rammer og kriterier op for, hvordan du laver god børneinddragelse. Det kan jo være ret svært, når det er nogle vanskelige samtaler og dialoger, skolen skal have med forældre og børn. Særligt hvis forholdet måske allerede er sådan lidt betændt, og man ikke har de stærkeste og tætteste relationer mellem forældrene og børnene og så lærerne eller skolelederen. De familieinterviews, som vi har lavet i forbindelse med vores rapport, peger på, at forældrene ikke oplevede, at skolen var reelt nysgerrig på, hvad der lå bag børnenes adfærd, eller hvordan de oplevede situationen. Mange af dem oplevede, at de bare blev hevet ind til en orientering om, hvad beslutningen egentlig var. Og det er jo lidt for sent i forhold til, at ens perspektiv kan tages med i en afgørelse,” siger Kristina Helland Strandby.

UNICEFs rapport henviser desuden til, at flere borgerrådgivere netop peger på manglende inddragelse som baggrund for klager fra forældre. Københavns Borgerrådgiver udgav eksempelvis i slutningen af 2024 en undersøgelse af elevers skolefravær og fandt, at elevers og forældrenes perspektiver i en stor del af de gennemgåede sager ikke var inddraget tilstrækkeligt. Borgerrådgiveren så gerne, at der bliver arbejdet mere konsekvent med en tidlig indsats med særligt fokus på inddragelse af barnet og forældrene, og at folkeskolerne udviser en større nysgerrighed omkring, hvilke faktorer i miljøet på skolen, i fritiden og/eller derhjemme, der udfordrer barnet.

”Der er behov for, at både skoleledelse og forvaltninger får både en større viden og konkrete redskaber, så de også har fokus på, at børneinddragelse ikke kun er en pædagogisk opgave, men også er forvaltningsretlig. Vi anbefaler desuden, at Børne- og Undervisningsministeriet konsekvensretter skolelovgivningen, så reglerne om elevers ret til partshøring fremgår mere tydeligt, ensartet og anvendeligt,” siger Kristina Helland Strandby.

Mangler muligheder for at klage

Louises datter er i dag færdig med folkeskolen. Men i stedet for at færdiggøre skolen sammen med sine klassekammerater, tilbragte hun det sidste skoleår på en ny skole. I dag arbejder hun og er ikke i gang med en ungdomsuddannelse.

”Lige nu vil hun bare gerne have en kort uddannelse. Hun har ikke tillid til undervisningssystemet,” fortæller Louise, der selv gik i gang med et omfattende forløb med både aktindsigt i sagen og en klage til Dansk Center for Undervisningsmiljø (i dag ”Den Nationale Klageinstans mod Mobning”).

”Jeg ville jo ikke optrappe en konflikt, så jeg klagede først, efter min datter blev smidt ud af skolen og var begyndt på den nye skole. Så uanset resultatet af klagen ville den ikke få betydning for min datters skolegang. Det vidste jeg godt. Men jeg vil have sagen frem, så jeg stod fast på klagen hele vejen,” fortæller Louise.

I dag er der reelt to klageveje for elever og deres forældre. Det er i sager om mobning, hvor man kan klage til ”Den Nationale Klageinstans mod Mobning” og i sager, der omhandler specialundervisning, hvor man kan klage til ”Klagenævnet for Specialundervisning”. Herudover kan visse sager påklages til kommunen.

”Den klageadgang, der er i dag, betyder, at en lang række beslutninger og afgørelser skal påklages hos skolelederen, som jo så også har truffet beslutningen i første omgang, eller været med til det. Det betyder, at hvis forældrene fx er utilfredse med en særlig indsats for barnet eller en sanktion som fx bortvisning, så er skolelederen reelt den instans, man kan klage til. Det rejser også tvivl om, hvorvidt det er hensyn til personalet eller barnet, der vejer tungest ved en klage,” siger Kristina Helland Strandby.

Samtidig er der ifølge hende ikke en praksis i dag, hvor forældre bliver vejledt i, hvilke klagemuligheder de har.

”Det betyder reelt, at det afhænger af forældrenes kendskab til klagemulighederne. De står helt alene, og konsekvensen er, at de familier, der måske er ressourcesvage, ikke har samme retssikkerhed som andre,” siger Kristina Helland Strandby.

De familieinterviews, som UNICEF har lavet i forbindelse med rapporten, viser da også, at de forældre, som har forsøgt at klage til en instans udenfor folkeskolen og kommunen, er kendetegnet ved, at de har en faglig baggrund inden for jura eller forvaltning og umiddelbart har gode ressourcer til selv at dokumentere sagsforløbet og skabe skriftlighed omkring deres børns oplevelser i skolen.

UNICEF ser derfor et behov for en mere både ensartet og tilgængelig klageadgang for elever og forældre. Organisationen peger i rapporten blandt andet på en mulighed for at gentænke klagemulighederne på skoleområdet, når den særlige klageinstans mod mobning efter planen bliver nedlagt i 2027.

”Alle børn skal have en reel mulighed for at få behandlet en klage, der omhandler deres trivsel eller rettigheder i undervisningen og på skolen, af en uvildig instans. Hvordan det konkret skal skrues sammen, går vi ikke ind i, men vi anbefaler, at Børne- og Undervisningsministeriet tager initiativet og går ind i denne problematik,” siger Kristina Helland Strandby.

Inspiration til konkrete ændringer

Louise er i dag glad for, at hun valgte at klage og holdt fast i sagen, selvom det ingen betydning fik for hendes datters skolegang.

Dansk Center for Undervisningsmiljø undersøgte sagen, ligesom kommunens borgerrådgiver gik ind i sagen. De konkluderede, at der var tale om mobning fra læreren, og at Louises datter ikke var den eneste, der havde oplevet mobningen. Borgerrådgiveren kritiserede i skarpe vendinger skolen og kommunen for ikke at lytte til forældre og sikre elevens trivsel og skriver, at ”det fremstår mere som om forvaltningen og skolen lukker sig om sig selv for at beskytte medarbejdere, skolen og forvaltningen.”

Samtidig kom kommunalbestyrelsen med en skriftlig undskyldning og har tilbudt psykologhjælp til Louises datter. Men selvom Louise er glad for undskyldningen, så kommer reaktionen alt for sent, mener hun.

”Jeg synes, en klage skal have opsættende virkning. Så skal der træde nogle eksterne ind og vurdere, så det ikke er kommunen selv. Børn er ikke ludobrikker, som man rykker rundt på. Du kan ikke bare tage dem ud af spillet, fordi de voksne ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt,” siger Louise.

Kristina Helland Strandby håber, at UNICEFs rapport om retssikkerheden vil inspirere til konkrete ændringer, men også at retssikkerhed kommer mere i fokus i skoledebatten.

”For os er det vigtigt at hejse det store flag, og sige: ’Hey, husk lige Børnekonventionen. Husk lige, at børn har rettigheder’. Det er de voksne, der har ansvaret for, at børns rettigheder bliver respekteret. Det er ikke børnene. Det er politikerne, der skal få det skrevet ordentligt frem i lovgivningen. Og det er forvaltningerne, der skal sørge for det i praksis,” siger Kristina Helland Strandby.

”Som jeg ser det, har det aldrig været mere vigtigt at stå på de grundlæggende menneskeretlige værdier. Vi skal ikke vakle, men stå fast på, at disse værdier stadig er relevante og meningsfulde. Og det er vigtigt at stå fast på, at rettighederne og Børnekonventionen er vores kompas. Også i skoledebatten. Så når vi laver lovgivning, så skal vi lige have kompasset med, så politikken selvfølgelig også kan rummes inden for de bestemmelser og grundværdier, der ligger i Børnekonventionen.”

Kristina Helland Strandby ser ikke, at Børnekonventionen står i vejen for, at skolen kan udvikle sig.

”At stå fast på børns rettigheder handler ikke om, at lærerne skal give efter for den enkelte eller ikke skal tage hensyn til fællesskabet. Og det betyder heller ikke, at børn skal træffe alle beslutninger. Men det betyder, at vi skal opretholde en værdighed i den måde, vi går til beslutninger omkring børn og deres liv og udvikling på. Hvis du skal bygge en kultur, der baserer sig på menneskeretlige værdier, så kræver det jo også, at du respekterer andres rettigheder,” siger Kristina Helland Strandby, der også ser en vigtig demokratisk dannelse i, at børn oplever, at de har rettigheder.

”Når vi laver kendskabsundersøgelser blandt børn i forhold til, hvor meget de kender deres rettigheder, så ser vi faktisk en sammenhæng mellem, at de børn, som har et højere kendskab til deres rettigheder, også er dem, som i højere grad respekterer andres rettigheder. Og dem, som i højere grad siger fra over for krænkelser – også på andres vegne. Vi kan ikke bygge et fællesskab, hvor rettigheder kun respekteres, hvis de handler om en selv,” siger Kristina Helland Strandby.