Appel til regeringen: Vær mere ambitiøse, og træf valg, som reelt gavner børnene, de unge og deres familier

Jeg ville ønske, vi turde være mere ambitiøse. Det er den tanke, jeg sidder tilbage med efter at have læst regeringens nye lovprogram, som blev offentliggjort i tirsdags den 7. oktober 2025. Ikke fordi ambitionerne mangler på de store dagsordner – forsvar, økonomi, klima – men fordi de mangler dér, hvor fundamentet for vores fælles fremtid egentlig bygges: Hos børnene, de unge og deres familier.

For når jeg søger på ordet ”forebygge” i lovprogrammet, får jeg – med undtagelse af enkelte hits på sundheds-, miljø- og konkursområdet – intet resultat. Det ord, der burde være selve nøglen til vores velfærdssamfunds bæredygtighed og stabilitet, er ganske enkelt undladt. Væk.

Det har jeg svært ved at se kun skal tolkes som en sproglig forglemmelse. Det er et politisk signal. Et ærgerligt et af slagsen, hvis du spørger mig.

Et land uden forebyggelse er et land uden retning

Når man fjerner forebyggelsen fra lovprogrammet, fjerner man retningen for et samfund, der vil lykkes med at skabe trivsel og tryghed på de indre linjer.

Det står i stor kontrast til de alt for mange børn og unge, som i dag først får hjælp, når skaden for længst er sket. Når mistrivslen har sat sig dybt. Når skolen er blevet et utrygt sted. Når fattigdom er et grundvilkår gennem opvæksten. Når stof- og alkoholmisbrug og vold bliver tilsvarende. Når psykiatrien bliver den eneste løsning, vi tilbyder – og endda ofte en voldsomt hullet en af slagsen. Når familier er faldet fra hinanden, og kommunen står tilbage med brandslukkeren i hånden. Nærmest tom for indhold. Og jeg kunne blive ved, for formerne for udsathed er mange, og mange børn, og unge og familier har brug for, vi i fællesskab leder dem i en bedre retning.

I Børnesagens Fællesråd arbejder vi hver dag med medlemsorganisationer, som kender børnene og familierne tæt. Som hver dag tilsammen har flere tusinde børn i hænderne og forældre i røret. De ved, hvor skoen trykker, og de ser alle tegnene, før systemet gør. De står klar med omsorg, fællesskab og relationer, længe inden der bliver udarbejdet en handleplan. Og også bagefter. Og de ser potentialet – potentialet i tidlig forebyggelse af høj kvalitet. Men det kræver politisk vilje at løfte potentialet fra ord til handling og skabe mulighed for, at vi reelt kan lykkedes med at forebygge frem for at brandslukke. Og chancen for at indfri det potentiale må jeg bare desværre erkende, at regeringen ikke griber.

Forebyggelse er ikke en luksus – det er en menneskelig og samfundsøkonomisk nødvendighed

Vi er vant til at forbinde forebyggelse med sundhed og miljø: Kost, motion og energiforbrug. Fordi det er noget, der er store økonomiske potentialer i, noget der er let målbart, og noget der er slående nødvendigt. Hvorfor ser vi ikke det sammen behov på børne- og familieområdet? Potentialerne er mindst lige så store, behovet mindst lige så presserende – og ofte er det langt billigere.

Når et barn eller en ung får adgang til madpakke i skolen og en fuld mave at gå i seng på, bliver en del af et værdifuldt fællesskab og kommer til fritidsaktiviteter ligesom vennerne, når de får en støttende voksen og en hånd i ryggen og familien får relevant støtte – eller i det hele taget blot bliver mødt af rammer, som barnet kan trives i – så reduceres risikoen for udsathed markant.

Tallene er veldokumenterede. Men det er, som om de aldrig rigtigt får politisk lydhørhed og ejerskab.

Vi ved, hvad der virker, så gør det nu

Der findes allerede mange konkrete forslag og projekter, der både belyser behovet for en ny forebyggelseskultur og leverer løsningerne. Både med os og flere af vores dygtige samarbejdspartnere som afsendere. Nyligst er anbefalinger til kommunalvalgskandidaterne om, hvor de bør sætte ind for at lykkedes langt bedre og tidligere. Og for under et år siden skrev jeg et debatindlæg med en titel, der mindede umiskendeligt meget om titlen på indlægget her – og med tilhørende anbefalinger. Men meget lidt er der siden sket.

Det undrer mig. Og det undrer vores medlemmer. For vi har meget viden om, hvad der virker, og hvad der er god ansvarlig politik på området. Vores medlemsorganisationer har tilsammen over tusinde års erfaring med netop det og kender værdien af de tidlige indsatser i alt fra økonomisk støtte og mentorforløb, over rådgivningstilbud til fritidsklubber og gode anbringelsesforløb.

Paletten er bred, og vi ved, det gavner. Frugterne er mildest talt lavthængende. Men det kræver fokus og en regering, som reelt ønsker at gribe dem.

Tidlig forebyggelse kræver kvalitet og sammenhæng

I Børnesagens Fællesråd insisterer vi på en ny retning: Et samfund, hvor børn og unge mødes tidligt, helhedsorienteret og menneskeligt. Hvor forebyggelse ikke reduceres til et teknisk begreb, men forstås som en kvalitet i alle led – fra daginstitution og skole til fritid, familie og lokalmiljø. Og hvor stabile strukturer og gode overgange er en selvfølgelighed. En fælles børnesag.

Det kræver, at vi som samfund tænker på tværs: Mellem kommuner, civilsamfund og stat. Mellem daginstitutioner, skoler, socialforvaltninger og foreninger. Mellem stærk faglighed og frivilligdrevet omsorg. Vi kalder det stærke sammenhænge og styrkede værdifulde fællesskaber. Fordi børnene, de unge og deres familier har brug for det og fortjener det. Men vi kan ikke løfte opgaven alene.

Når forebyggelse ikke nævnes i lovprogrammet, er det et bevidst valg; et valg om, hvad der skal prioriteres, og hvad der må vente. Men vi har ventet længe nok og kan ikke vente længere. Børnene kan ikke vente længere. For hver dag vi venter, bliver problemerne større, mistrivslen vokser, og udsatheden rykker tættere på og udvikler dybe rødder.

Min og vores appel til regeringen lyder derfor: Vær mere ambitiøse, og træf valg, som reelt gavner børnene, de unge og deres familier. Ret fokus mod den tidlige forebyggelse og væk fra brandslukningen. For lige nu leger I så meget med ilden, at huset risikerer at brænde ned – og det skal vi for alt i verden gerne forebygge.

Husk på, at forebyggelse ikke er et projekt. Det er et samfundssyn. Og hvis vi virkelig vil have et stærkt Danmark – også på de indre linjer – så er det dér, vi skal begynde. I dag.