Autistiske unge mangler sociale fællesskaber. Det får alvorlige konsekvenser for deres trivsel og udvikling

Alle børn og unges trivsel og udvikling forudsætter, at de deltager i sociale fællesskaber, relationer og samfundets institutioner, da det er denne deltagelse, som skaber adgang til et meningsfuldt voksenliv, hvor man kan realisere potentiale, kompetencer, ønsker og drømme.

Det gælder selvfølgelig også for autistiske børn og unge. 

Alt for meget støtte og indsats er fortsat domineret af en 1-1 model, hvor autistiske børn og unge tages ud af de almene fællesskaber, når deltagelsen bliver svær. Det sker blandt andet, fordi autistiske børn og unges mistrivsel netop ikke bliver mødt og forstået i perspektivet af det manglende fællesskab.

Var det tilfældet, ville vi have et samfund, som i langt højere grad end nu var indrettet til, at neurodivergente mennesker også kunne deltage, ligesom vi ville have et organisatorisk hjælpesystem i kommune og stat, der i langt højere grad end nu iværksatte hjælp, sparring og støtte til, at autistiske børn og unge kunne forblive i samfundets uddannelsesinstitutioner og dermed også forblive i de vigtige børne- og ungefællesskaber.

Det er langt fra tilstrækkeligt, at vi kan formulere gode intentioner om, at “ingen skal holdes udenfor” eller “alle må være med her”.

Det, der skal til, er et paradigmeskifte i, hvordan vi forstår og tænker om autisme, så det i langt højere grad end nu er logisk og nemt for samfundet at identificere og imødekomme behov hos autistiske mennesker.

Det vil ligeledes kræve et langt større fokus på, samt prioritering af, hvordan de voksne kan skabe en kultur i de almene børne- og unge fællesskaber, hvor børn og unge hjælpes til at få en naturlig viden om, opmærksomhed på og ikke mindst accept af neurodiversitet.

Ikke udtrykt gennem eksempler med det enkelte autistiske barn eller teenager i gruppen, men tværtimod formidlet som mere generel social viden og kultur, som fællesskabet kan trække på i situationer, hvor behovene opstår.

Efter min mening ligger der et ansvar hos både fagfolk og politikere i forhold til at varetage opgaven med at udbrede mere korrekt og opdateret viden om autistiske børn og unges behov, samt at gøre denne viden endnu mere tilgængelig for den offentlige samfundsdiskurs.

Hvorfor autistiske unge bliver særlig sårbare

Nutidens børne- og ungefællesskaber er generelt udfordret af, at mange oplever fællesskabet som mere utrygt. Blandt andet pga. det øgede forbrug af online-aktiviteter i stedet for analogt samspil og kommunikation. Denne stigning i utryghed i fællesskaberne skaber ringe vilkår for muligheden for at turde skille sig ud og være anderledes. Noget som i forvejen er ekstra angstprovokerende, når man er teenager, hvor alt handler om at være “lige som alle andre”.

Det er ofte mere reglen end undtagelsen, at autistiske unge føler sig utrygge i de almene ungefællesskaber. Denne utryghed udvikles blandt andet på baggrund af utallige misforståelser og manglende mestringserfaringer i de sociale fællesskaber op gennem barndommen, hvor det autistiske barn har været nødt til at deltage i ikke-tilpassede neurotypisk organiseret fællesskaber og undervisningsaktiviteter.

Når autistiske unge oplever vanskeligheder i sociale fællesskaber, ved de ikke, at udfordringerne primært skyldes den manglende tilpasning af fællesskabet. I stedet tror de (og andre) i mange tilfælde, at vanskelighederne skyldes deres autisme, og at det er forbundet med noget forkert eller skamfuldt. Denne fejlantagelse øger utrygheden og fører til, at den unge i højere grad forsøger at maskere og skjule sine udfordringer i et forsøg på at fremstå mere neurotypisk og dermed passe bedre ind i flokken. Dette gør det endnu sværere for omverdenen at få øje på, hvor den manglende tilpasning skaber udfordringerne for den unge.

Når deltagelse i de neurotypiske sociale fællesskaber dermed ofte er forbundet med både utryghed og mental udmattelse, bliver den uheldige konsekvens, at autistiske teenagere oftere begynder at trække sig og vælge de sociale fællesskaber fra, både i skole og fritid. Med øget risiko for udvikling af isolation og generel mistrivsel som følge.

Alt for mange autistiske børn, unge og voksne forsøger fortsat at klare

hverdagen ved hjælp af det, jeg kalder “presse-mig-selv-strategien”, som betyder, at man presser sig selv til at være i situationer, der opleves som uklare, overvældende, ubehagelige og udmattende, men samtidig lader, som om man har det fint, og alt er godt.

Denne strategi kan også beskrives som en form for “maskering”, fordi man på en måde tager en maske på over for omverdenen, som skjuler, hvordan man har det indeni. Strategien anvendes primært, hvis man har en frygt for at skille sig negativt ud og fremstå anderledes end resten af gruppen. Eller hvis man oplever fællesskabet som utrygt. Begge forhold som desværre ofte dominerer fællesskaberne i teenagealderen i dag.

Konsekvenser af manglende tryghed

Det er min erfaring, at alt for mange børn og unge på spektret bruger det meste af deres mentale energi i forsøg på at presse sig selv og lade, som om de ikke har brug for hjælp og tilpasning i de sociale fællesskaber. Ofte fordi de har skullet deltage i neurotypisk organiserede institutioner, skoler og fællesskaber, hvor det ikke har været muligt at få hjælp til at udforske det som var svært, hvorfor det blev svært, og hvad man kunne ændre.

Det er ligeledes min erfaring fra min kliniske praksis, at når disse autistiske unge bliver voksne, så tager de samme strategi med sig ud på arbejdsmarkedet ud fra en forventning om, at det ikke er muligt at skifte strategi, eftersom de ikke har erfaringer med andet.

Ingen mennesker kan holde til altid at skulle presse sig selv og lade, som om alt er godt, hver gang en situation føles svær eller overvældende.

I klinisk praksis ses alt for mange eksempler på, at en konsekvent brug af maskering stort set altid fører til alvorlige burnouts, stress, sygemeldinger og anden psykisk lidelse. Med andre ord; det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt krop og sind kollapser, det er kun et spørgsmål om hvornår.

Der ligger derfor en stor udfordring for både forældre og professionelle voksne, der møder autistiske børn og unge: Hvordan får vi skabt øget motivation og tilstrækkelig tryghed hos børn og unge på spektret til at turde slippe maskeringen og i stedet tage samtalen om de nødvendige tilpasninger i deres sociale fællesskaber?

Håb for fremtiden

Vi ser heldigvis en positiv udvikling på et mere generelt samfundsplan i forhold til, hvordan vi forstår autisme. Selvom det fortsat går (for) langsomt, er det vigtigt at bemærke, at der trods alt sker en bevægelse inden for området. Det giver anledning til at nære håb for fremtiden, så samfundets tilpasning kan blive meget bedre end den, vi ser i dag.

I min kliniske praksis har jeg udviklet følgende læresætning til mine autistiske klienter:

“Being autistic in a neurotypical world becomes a big thing if you act as if it’s not.”

Med andre ord: At have autisme i en neurotypisk organiseret verden bliver omfattende, besværligt og til tider blokerende, hvis du opfører dig, som om det ikke er det.

Hvis det omvendt lykkes dig at anerkende, indrette dig og prioritere ud fra præmissen om, at det er omfattende, besværligt og til tider blokerende at have autisme i en neurotypisk organiseret verden, vil det øge mulighederne for den nødvendige tilpasning af hverdagen og fællesskaberne, så det matcher en neurodivergent hjerne bedre.

Med en tilpasset hverdag og fællesskab vil man opdage, at det at have autisme ikke behøver at blive besværligt på samme måde, som hvis man fortsatte med at overbevise sig selv om, at man sagtens kan deltage på samme måde som neurotypiske hjerner.

En kombination af opdateret viden om autisme og flere samtaler i de sociale børne- og ungefællesskaber, der kan signalere, at det er socialt acceptabelt at være forskellige og have forskellige behov, vil hjælpe autistiske børn og unge med at udvikle den tryghed og nysgerrighed, som er en forudsætning for, at de kan indgå i samarbejdet om den nødvendige tilpasning. Og dermed sikre at deltagelse og plads i samfundets fællesskaber kan blive en reel mulighed for alle, uafhængig af den enkeltes neurologiske organisering.