
Granhøjen har udviklet mig som menneske – både privat og på jobbet
En livsforandrende beslutning. Det kan man kalde det, da Eva Albæk søgte job hos Granhøjen for 15 år siden. Det har været 15 år med stor personlig udvikling. Og udvikling er præcis det, som Granhøjen står for, fortæller Eva Albæk. Både for ansatte, borgere og for virksomheden.
26. juni 2025
”Jeg var til jobsamtale om mandagen og begyndte om onsdagen. Og selvom jeg nu har været her i 15 år, så tager jeg gerne 15 år mere, fortæller Eva Albæk, der i dag arbejder i sagsbehandlerteamet hos Gran Recovery And Health (GRH) som socialrådgiver.
Det var ellers ikke den vej, som Eva Albæk troede, hun skulle, da hun for 15 år siden søgte job i Nygårdens Gårdbutik, som er en del af Løvdalens beskæftigelse for borgerne. At kalde det en gårdbutik er i dag måske nok en underdrivelse, eftersom stedet rummer en lang række af forskellige aktiviteter og er blevet et yndet udflugtsmål for både lokale og sommerhusgæster i Odsherred.
”Jeg drev selv en tøjbutik. Men blot en måned efter, jeg åbnede butikken, kom finanskrisen, og efter to år måtte jeg smide håndklædet i ringen og lukke. Så da jeg søgte hos Nygården, troede jeg, at jeg skulle noget med salg. Men de manglede ikke ansatte, og i stedet blev jeg tilbudt job i Tjørneparken, som stadig den dag i dag er et botilbud,” fortæller Eva Albæk.
Granhøjen er en del af Gran Recovery and Health (GRH), som foruden Granhøjens botilbud omfatter psykiatrisk privathospital, krisecenter, herberg samt flere socialt ansvarlige virksomheder.
Ny forståelse af sig selv
Efter kort tid blev Eva Albæk tilbudt Granhøjens interne uddannelse, som er et treårigt uddannelsesforløb i blandt andet den systemisk narrative tilgang, som er kernen i Granhøjens arbejde.
”Den uddannelse ændrede meget for mig. Vi begyndte med en introdag, hvor vi fik hele historien om Granhøjen. Som lokal har jeg gennem årene hørt meget om Granhøjen, så det her med at få den samlede historie og baggrund var meget inspirerende. Jeg kan roligt sige, at jeg blev meget betaget af den måde, som Granhøjen er skabt på, hvor Grete og Torsten (Granhøjens stiftere) med egne hænder og knofedt har bygget det hele op fra bunden, og hvor genbrug har været centralt hele vejen igennem. Den ånd og tilgang har fulgt med i alle årene siden,” siger Eva Albæk, der fik en helt ny forståelse af sig selv på uddannelsen.
”Det gav mig en faglig ballast i mit arbejde med borgerne, men det gav mig også nogle refleksioner om mig selv og selvfølgelig også om andre mennesker. Hvis ikke du kan arbejde med dig selv, så kan du heller ikke arbejde med mennesker. Det lærte jeg på uddannelsen. Jeg er et menneske, der udvikler mig meget i sociale fællesskaber, og jeg får energi af at være sammen med mennesker.”
Gjorde en forskel
Jobbet på botilbuddet Tjørneparken var spændende, og Eva Albæk følte hurtigt, at hun gjorde en stor forskel hver dag, hun gik på arbejde. Alligevel valgte hun efter en kort periode på Tjørneparken at skifte til et andet job i Granhøjen.
”Jeg har stor respekt for dem, der arbejder i det pædagogiske arbejde. Det er ikke bare et job, der kræver stor faglighed, det er også personligt et meget krævende job. Så de måneder, jeg var på Tjørneparken gav mig utrolig meget. Jeg gik jo på arbejde her hver dag for at gøre en forskel for nogen af de mest udsatte borgere i vores samfund. Da jeg stod i min egen butik og lagde tøj sammen hver dag, gjorde jeg jo ikke en forskel. Så det var en stor kontrast for mig, men en fed kontrast også,” siger Eva Albæk, der alligevel takkede ja, da hun fik tilbud om at komme over i afdelingen for salg og marketing.
Her var hun i en række år, inden det igen var tid til at prøve sig selv af i nye rammer.
”Jeg fik muligheden for at tage en socialrådgiveruddannelse ved siden af mit arbejde. Det var en mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg arbejdede fuld tid, mens jeg tog uddannelsen, hvor vi var afsted på skolen,” siger Eva Albæk og fortsætter:
”Det var lidt angstprovokerende at skulle tilbage til skolen. Det er noget, som jeg jo nok altid har haft en lille smule svært ved. Og det her var også både svært og hårdt. På de fire et halvt år, som uddannelsen tog, gik vi fra at være 30 i begyndelsen til 10, da vi var færdige. Men jeg havde hele vejen igennem en tro på, at jeg godt kunne. Og det boostede virkelig min selvtillid, da det gik op for mig, at jeg godt kunne. På den måde fik jeg ikke bare meget fagligt ud af det. Det var også en fantastisk selvudvikling for mig,” fortæller Eva Albæk, der i dag sidder som socialfaglig konsulent i visitationsteamet i GRH.
Det vil sige, at når der kommer en henvendelse fra en kommune om en borger, der skal visiteres til et tilbud i GHR, så er det Eva Albæk og visitationsteamet der tager dialogen med kommunen om at finde det helt rigtige tilbud, og når den proces så er afsluttet, så er det hendes tætte kollegaer i sagsbehandlerteamet der tager over.
Granhøjen ændrer sig hele tiden – ligesom samfundet
De 15 år på Granhøjen har for Eva Albæk været 15 år med stor personlig udvikling. Og netop det kendetegner Granhøjen, mener hun.
”Jeg har udviklet mig utrolig meget personligt, siden jeg begyndte her. Det har været noget af en rejse for mig, hvor jeg i dag kender mig selv på en helt anden måde. Og hvor jeg har fået et langt større selvværd og tro på mig selv. Det handler jo også om, at Granhøjen virkelig skaber rammerne for, at du som medarbejder udvikler dig. Det ligger dybt i kulturen, tror jeg,” siger Eva Albæk, der også har bemærket Granhøjens store udvikling side om side med sin egen.
”Granhøjen ændrer sig hele tiden, men det gør samfundet også, og jeg synes, at Granhøjen har været dygtig til at følge med tiden. Vi er et andet sted i dag, og jeg mærker særligt, at vi får mere og mere anerkendelse udefra, for det vi kan. Men selvom der er sket meget, så er den ånd, som jeg mærkede for 15 år siden, der stadigvæk. Vi er her for at gøre en forskel for nogen af de mest udsatte borgere i vores samfund.
Så selvom det i dag er en stor virksomhed med mange forskellige aktiviteter, så er vi fortsat en dansk familieejet virksomhed. Det er specielt i en tid, hvor vi ser, at så mange store udenlandske firmaer kommer ind på socialområdet,” siger Eva Albæk, der intet har imod at tage 15 år mere i GRH.
”Jeg tænker, at jeg om 15 år nok sidder samme sted. Men jeg er jo også et menneske, som udvikler mig hele tiden, så mon ikke jeg har lidt flere og andre opgaver. Jeg kan jo godt lide at have mange bolde i luften. Det skaber udvikling, forandring og faglighed. Og selvom du har været samme sted i 15 år, så er der stadig forandring. Det tror jeg ikke ændrer sig.”