Samspillet mellem kost og hverdag er en vigtig del af behandlingen

”For mig spiller kosten en langt større rolle, end mange måske forestiller sig. Det handler ikke kun om mad og ernæring, det handler om struktur, tryghed, relationer og identitet. Måltiderne fungerer som et fast holdepunkt i beboernes hverdag og skaber mulighed for forudsigelighed og nærvær,” siger hun.

Zarminah Faizi er miljøterapeut på Skovgården, som er et af Granhøjens 16 botilbud for borgere med fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne, og har specialiseret sig i ernæringsbehandling af borgere med psykisk sygdom. 

”Mit arbejde foregår i et samspil mellem kost, fællesskab, følelser og fortællinger. Formålet er at støtte beboeren i at genfinde håb, skabe mening og genopbygge sin fortælling om sig selv og sit liv,” siger hun.

Ernæringsfagligt perspektiv i behandlingen

Det ernæringsfaglige fokus på kost, relationer og følelsesregulering går hånd i hånd med den systemiske og narrative tilgang, som er grundlaget for Granhøjens pædagogik, fortæller Zarminah Faizi. Og det giver rigtig god mening i arbejdet på Skovgården, hvor beboerne har nedsat psykisk funktionsevne og – for nogles vedkommende – en dobbeltdiagnose (psykiatrisk diagnose og misbrugsproblematik, red.).

”Når en beboer deltager i planlægning, valg af menu eller madlavning, styrkes deres oplevelse af ejerskab og kompetence. Det kan være små ting som at vælge sin livret eller snitte grøntsager sammen med en anden, men det er netop i de små hverdagsøjeblikke, at nye identiteter og fællesskaber opstår. Det vil sige, at beboeren i de små hverdagsøjeblikke får mulighed for forandring i små skridt, og efterhånden kan deres fortælling udvikle sig i en ny retning,” siger hun.

Sammen med kollegerne i Skovgården arbejder hun ud fra en fast struktur, der skaber forudsigelighed i hverdagen.

”Fx serveres aftensmaden mellem kl. 18 og 19, men inden for den ramme er der plads til fleksibilitet og individuelle hensyn. På den måde får beboeren medindflydelse og oplevelsen af, at deres behov og præferencer bliver taget alvorligt,” siger hun og tilføjer:

”Samtidig ser jeg spisemønstre og vaner som tæt forbundet med relationer og tidligere erfaringer. Maden bliver en indgang til både samtaler og fortællinger. Det narrative arbejde giver her mulighed for at fokusere på styrker, værdier og håb, som beboeren måske har mistet kontakten til.”

Mennesket, ikke diagnosen, i centrum

En central metode i Granhøjens pædagogiske arbejde er ’eksternalisering’, dvs. at man ser problemet som adskilt fra mennesket.

”Jeg ser problemer som noget, man har – ikke noget, man er. I stedet for at betragte problemet som en del af personen, ser jeg det som noget udefrakommende, der kan udfordres og ændres. Hvis en beboer fx bruger sukker til at regulere svære følelser, kan vi sige: ’sukkertrangen kommer ofte om aftenen og prøver at tage kontrollen.’ Det skaber afstand og åbner mulighed for at undersøge, hvornår problemet fylder meget eller mindre, og hvad beboeren kan gøre for, at sukkertrangen mister sit greb.”

Samme metode gælder i arbejdet med beboere med dobbeltdiagnose.

”Jeg personliggør ikke problemet, men siger ’hvornår kommer trangen på besøg’ eller ’hvad trigger den’. Vi stempler ikke nogen, men kigger på problemerne sammen og prøver at finde en løsning. Det er små sproglige ændringer, som kan få stor betydning, fordi de bunder i en anerkendelse af det menneske, jeg arbejder med. Det er med til at bygge en tillidsfuld relation.”

Anerkendende tilgang

Netop det at bygge anerkendende, tillidsfulde relationer er en kultur, der gennemsyrer Granhøjen som arbejdsplads, oplever Zarminah Faizi:

”De værdier, vi arbejder med i forhold til beboerne, gælder også i hverdagen mellem os kolleger og ledelsen. Vi støtter og hjælper hinanden, og der bliver lyttet, hvis jeg foreslår at gøre tingene på nye måder. I de to år, jeg har været ansat i Granhøjen, har jeg udviklet mig rigtig meget både fagligt og personligt. Det gør mit arbejde ekstra meningsfuldt,” siger hun, der ud over kost og samtaler lægger stor vægt på følelsesmæssig regulering og ’low arousal’ i sit arbejde med beboerne.

”Jeg bruger naturen og parallelle aktiviteter som gåture til at skabe ro og nærvær. Jeg er bevidst om det, man kalder affektiv smitte: Den ro, jeg selv udstråler, kan overføres og ’lånes’ af beboeren, når vedkommende befinder sig i høj arousal og har svært ved at finde ro,” siger hun.

At møde beboeren dér, hvor vedkommende er, med respekt og tilstedeværelse, er afgørende for Zarminah Faizi.

”Nogle gange handler det ikke om at have en lang samtale, men om at være der med ro og uden krav. Det er først, når det følelsesmæssige system falder til ro, at der bliver plads til tænkning, kommunikation og refleksion,” siger hun og tilføjer:

”Jeg ser altid beboeren som ekspert i sit eget liv. Det betyder, at jeg lytter nysgerrigt og anerkender, at beboeren selv rummer viden, erfaringer og perspektiver, som er vigtige i arbejdet med udvikling og forandring. Min rolle er ikke at overtage styringen, men at støtte, spejle og skabe mulighed for refleksion, så beboeren får øje på egne ressourcer og valg.”