Det er en myte, at der er plads til alle i foreningslivet

Hulahopringe. Bolde i alskens farver. Og en flok glade børn, der tumler rundt sammen med deres forældre. Den ugentlige tigerheltetræning er godt i gang i beboerhuset i det almene boligområde AAB Afdeling 58 på Nørrebro i København.

Både børnene og deres forældre ser ud til at føle sig trygge og hjemmevante i salen i beboerhuset. Men for flere af familierne har det ikke ligget lige for at finde vej til beboerhuset. Det er noget, de skal opfordres til, fortæller Laila Hammouti, der er boligsocialmedarbejder hos NørreBrobyggerne, der er en boligsocial helhedsplan på Nørrebro.

”Jeg stemmer blandt andet dørklokker der, hvor jeg kan se, at der er flyttet en ny familie ind, og opfordrer dem til at være med, og så sender jeg remindere. Nogle gange henter jeg også familien inden træning og hjælper med at få børnene i flyverdragter. Det første skridt herned kan været ret svært,” siger hun og fortæller, at de fleste familier efterhånden bliver glade for træningen og fællesskabet.

Tigerheltetræningen for de små børn og deres forældre i AAB Afdeling 58 og i andre almene boligområder på Nørrebro er et af flere initiativer, som den lokale fodboldklub Nørrebro United har iværksat for at gøre foreningslivet bedre tilgængeligt for mindre ressourcestærke familier på Nørrebro. De kunne nemlig se, at disse familier ikke fandt vej til foreningen, herunder heller ikke til de tigerheltetræninger, klubben tilbyder på ’almindelige’ foreningsvilkår.

Håbet er, at træningen kan inspirere familierne til at blive en del af en idrætsforening på sigt.

”Det, at det foregår tæt på, hvor de bor, mindsker nogle af de mange barrierer, der kan være for at blive en del af Nørrebro United eller en anden forening. Men der er også masser af andre barrierer, som vi arbejder på at nedbryde,” fortæller Lisbeth Urfe, der er projektleder for blandt andet tigerheltetræningen i fodboldklubben Nørrebro United, der siden 2008 har arbejdet for, at børn med forskellige forudsætninger kan mødes på banen. Målet er, at medlemmerne af Nørrebro United skal afspejle befolkningssammensætningen i bydelen.

Inden vi dykker ned i de barrierer, der kan stå i vejen for at blive en del af en sportsforening – og hvordan man kan overkomme dem – så lad os lige slå fast, hvorfor det overhovedet er vigtigt at være en del af den lokale fodboldklub eller en anden idrætsforening.

Ifølge flere forskningsstudier er der gevinster på både den fysiske og psykiske sundhedskonto, når man er aktiv i en idrætsforening. Og også de sociale og kognitive kompetencer udvikles. Man lærer at samarbejde, kommunikere og løse konflikter, og ofte er det også her, man udvikler venskaber og socialt netværk, som er vigtigt, når man er barn.

”Samtidig viser studier, at aktivitet forbedrer koncentrationsevnen og hukommelsen. Ofte vil aktive børn klare sig bedre i skolen – og vil måske udvikle karaktertræk som vedholdenhed og ansvarlighed,” fortæller Aske Tybirk Kvist, der i foråret har forsvaret sit erhvervs-ph.d.-projekt om tilgængeliggørelse af foreningsidræt og gennem flere år har arbejdet i Nørrebro United.

En bumpet vej hen til foreningslivet

Da Aske Tybirk Kvist i 2018 begyndte at arbejde i Nørrebro United, var det, på trods af klubbens sociale profil, især de ressourcestærke familier, der havde opdaget klubben. Og der var lange ventelister til klubbens hold, hvilket igen forstærkede uligheden. Det var nemlig forældrene med overskud, der først skrev deres børn op.

”Vi har været ude for, at forældre ringede fra fødegangen, så snart barnet havde fået sit cpr-nummer, fordi de var opmærksomme på, at det kunne svært at få plads,” fortæller han.

En af grundene til den store efterspørgsel var, ifølge Aske Tybirk Kvist, at man på Nørrebro er 40.000 indbyggere pr fodboldbane, mens københavnergennemsnittet er omkring 5000.

I hvert fald, hvis vi taler om de store baner. For netop presset på banerne fik Aske Tybirk Kvist og hans kolleger til at tænke i alternativer. De begyndte at få øje på, at der ved de almene boligområder i bydelen var mange boldbure og grønne arealer og fik den idé at tage dem i brug til træning. Det var mindre arealer end ordinære fodboldbaner, men på den måde kunne de lave foldboldtræning tæt på de børn, der ikke kom af sig selv.

I første omgang var det dog ikke så stor en succes, som de havde forestillet sig.

”Alle de ressourcestærke forældre rullede ind med Christianiacyklerne i den almene boligforening klokken 16.15 og ud igen klokken 17.15. De, der boede der, kom også. I hvert fald i starten, da der blev gjort en indsats for at få dem derhen. Men vi fik ikke rigtig skabt det møde på tværs, som vi drømte om,” siger han og fortæller, at det var det, der fik ham til at lave sin erhvervs-ph.d., hvor han tog udgangspunkt i Nørrebro United.

”Jeg har forsøgt at lægge ansvaret over på foreningen, kommunen og andre lokalsamfundsaktører frem for – som det ofte sker – at tale om børn, der ikke er motiverede og træningsparate. Nogle gange kan der ligge et helt samfund mellem barnet og aktiviteten, som skaber en masse barrierer, som vi er nødt til at nedbryde, hvis vi skal have børnene ind i klubberne,” siger han.

Kortlagde foreningsrejsen

Aske Tybirk Kvist fortæller, at han begyndte at skrive ned, hver gang han hørte en forklaring på, hvorfor man ikke var en del af en sportsforening, eller hvorfor man havde meldt sig ud igen. Han satte det hele ind i et regneark og skabte det, han har kaldt foreningsrejsen.

”Fra forskningslitteraturen ved vi, at kontingent og afstand er vigtigt. Og det oplever vi også i Nørrebro United. Men vi kunne se, at selv om vi fjernede kontingentet, fik dem uden om den lange venteliste og rykkede træningen tæt på dem, så var det ikke nok. Der er rigtig mange forhold, der bestemmer, om et barn kan deltage,” siger han og fortæller om nogle af de 24 skridt i den foreningsrejse, han har skitseret, der alle kan udgøre en barriere.

”I det nære omkring familien kan det handle om, at ens forældre ikke har kendskab til foreningsliv og foreningskultur, at familien ikke har kropslig formåen i forhold til idræt, eller at man skal passe sine små søskende eftermiddagen. Det kan også være, at ingen af ens venner går til fodbold, og at man derfor ikke bliver inspireret. Eller at man ikke tillader sig at drømme om det, fordi det nok ikke er noget, familien har penge til. Det kan handle om økonomi, køn, klasse, etnicitet og familiestrukturer,” siger han.

Og selv om man når dertil, hvor man kommer hen i klubben, er der ingen garanti for, at man bliver. Der er nemlig, ifølge Aske Tybirk Kvist, også her mange forhold, der kan udgøre en barriere.

”De fleste foreninger er drevet af dem, der har mest overskud, og det kan være, at man har høje krav til forældreinvolvering, som de mindre ressourcestærke ikke har mulighed for at honorere. På et mere lavpraktisk plan, kan det være en udfordring at finde ud af at bruge den app, hvor man kan se kamptidspunker – eller melde sig ind i gruppen på Facebook. Der er tonsvis af barrierer,” siger han.

Han fortæller, at han nogle gange bruger et citat fra den britiske forsker Sara Ahmed, der har sagt, at ’en institution tager form af dem, der har formet den, og en institution er lettere at iklæde sig, hvis du har samme form som dem, der kom før’.

”Det har været middelklassen, der har drevet fodboldklubberne – og andre sportsforeninger. Og så kan man godt blive blind for, at foreningerne passer bedst til en bestemt gruppe af børn. Det kan fx være, at man vægter en høj grad af forældreansvar og forventer frivillighed for at holde kontingentet lavt, men det er ikke alle, der har mulighed for at tage det ansvar,” siger han.

Han peger på, at der mange steder også findes det, han med inspiration fra den amerikanske sportssociolog, Jay Coakley, kalder en sportsmyte, som kan stå i vejen for at få øje på, at børn og forældre dukker op med forskellige forudsætninger.

”Man har en antagelse om, at lige netop denne sportsgren i sig selv er en løsning på mange ting. ’De skal bare spille noget bold’, kan man høre nogle sige. ’Kampsport er godt for disciplinen’ osv. Antagelsen er, at sportsgrenen automatisk vil gavne dem, der deltager. Der er så stærk en kausalitet, at man ikke får kigget på, hvor mange der ender med at have negative oplevelser,” siger han og tilføjer:

”I stedet for at sige: ’Hvad blev der af Aske? Han røg nok ud i noget lort’, burde man kigge på, at man ikke fik skabt det rum, hvor han kunne være med. At man ikke fik mødt ham på den rette måde,” siger Aske Tybirk Kvist.

Link til det sociale arbejde

Den sidste gruppe af barrierer, som Aske Tybirk Kvist har identificeret, er de strukturelle. En af udfordringerne her er, ifølge forskeren, at vi stadig tænker det sociale arbejde adskilt fra det folkeoplysende arbejde, som idrætsforeningerne er en del af.

”Og så kan det være svært for socialforvaltningen eller socialpædagogen at understøtte foreningslivet,” siger han og peger på, at både tigerheltetræningen og fodboldtræningen for de ældre børn, som Nørrebro United arrangerer ved de almene boligområder, er gode eksempler på, hvad der sker, når man bygger bro mellem de to verdener.

”Når der er en boligsocial medarbejder, der kan gå i dialog med familierne, skabe tryghed og hjælpe med at skabe de nødvendige ringe i vandet, så familier anbefaler træningen til andre familier, vokser succesraten,” siger han.

At den boligsociale medarbejder er afgørende, kan projektleder Lisbeth Urfe skrive under på.

”Vi kan se, at det lykkes at tiltrække familierne der, hvor man har en lokal og social forankring. De boligsociale medarbejdere kan forklare, hvorfor det er relevant at deltage, de kan lave hyggedage for familierne, hvor man har mulighed for at lære hinanden at kende, og de kan være opsøgende over for nye familier. På den måde har NørreBrobyggerne været det link, vi havde manglet,” siger hun og fortæller, at de steder, hvor der ikke er en boligsocial helhedsplan, har man forsøgt sig med opslag og Facebook-grupper. Men der kom stort set ikke nogen.

Et af de steder, hvor der ikke var en boligsocial medarbejder, har Lisbeth Urfe for at forankre tigerheltetræningen lokalt ansat en ung kvinde fra Kenya, der bor i det almene boligområde, som instruktør. Her kommer familierne ikke blot til træningen. Deres børn har legeaftaler, og forældrene opbygger netværk.

”Det viser, hvor vigtigt det er, at der er en lokal forankring,” fastslår hun.

Aber i junglen

I beboerhuset i AAB Afdeling 58 er børnene i gang med at klatre i fiktive træer og indsamle frugter til deres forældre. Der er altid en fortælling, der sætter rammen i tigerheltetræningen, og som skaber en mening med at skulle løbe efter og kaste med eller sparke til boldene. Ofte er der et dyr, de små helte kan identificere sig med. I dag er de aber i junglen.

Ifølge Aske Tybirk Kvist er fortællingen med til at fremkalde børnenes motivation.

”Der er en historie, børnene kan relatere til, og som skaber et forløb. Noget af det, jeg kan mærke på ældre børn, er, at det er vigtigt at være ’rigtige fodboldspillere’. De vil gerne leve sig ind i den rolle. De vil have rigtige fodboldtrøjer og fodboldstøvler. Det er lidt det samme her. Det at være en tigerhelt er noget, de kan leve sig ind i,” siger han.

Et andet greb i tigerheltetræningen som, han vurderer, er med til at nedbryde barrierer, er, at man stille og roligt arbejder med det at blende ind med andre forældre og lege med sine børn.

”Det handler om at forstå, hvor deltagerne er henne og så lige så stille og roligt løsne op. Og så tror jeg også, at det kan være inspirerende at se, hvordan andre forældre gør,” siger han.

Det er Laila Hammouti enig i. Hun oplever ofte, at forældrene inspirerer hinanden på tværs.

”Både børn og forældre lærer noget af at være med. Blandt andet nye sproglige begreber. For nogle af forældrene kan det være grænseoverskridende at skulle lege med deres børn, og her kan det være til inspiration at se, hvordan andre gør – og også hvordan de sætter grænser og siger ’nej’ eller ’stop’. At det ikke betyder, at man er en dårlig forælder eller får fjernet sit barn,” siger hun.

Ifølge Aske Tybirk Kvist er der i forhold til nogle af skridtene på foreningsrejsen tale om lavthængende frugter, der, hvis man altså bliver opmærksom på dem, er nemme at høste. Han peger blandt andet på at gøre tilmeldingen nem.

”I stedet for at skulle ind på en hjemmeside, hvor der er en masse formularer, man skal finde frem, kan instruktøren tage en tablet med til træning og straks få barnet meldt ind. Det kan også være, at man reklamerer højt og tydeligt for, at man kan få kontingentstøtte, og dermed fjerner en økonomisk barriere,” siger han.

Svært at komme videre

Det kan lyde, som om Nørrebro United har knækket koden til, hvordan man får de mindre ressourcestærke familier ind i foreningslivet. Men de står stadig med en udfordring, der er svær at løse.

”Når børnene bliver fem år, kan de ikke længere være med til tigerheltetræning på projektholdet. Hvis vi ikke skal tabe dem ud af foreningen, skal de fortsætte til fodbold på ordinære vilkår, og det kan være svært, fordi ventelisten stadig er lang. Der står 1300 børn på venteliste til at spille fodbold i Nørrebro United,” fortæller Lisbeth Urfe.

Lige nu er de i Nørrebro United i gang med at undersøge, om de kan lave en brobygning til andre klubber.

”For os er det ikke afgørende, hvilken forening børnene kommer videre til. Det vigtige er, at de faktisk får mulighed for at fortsætte i foreningslivet. For nogle af børnene er det heller ikke nødvendigvis fodbold, der har deres interesse. Men det kræver samarbejde og koordinering – og at foreningerne, vi bygger bro til, har ressourcerne,” siger hun og fortæller, at der særligt for de større børn, der går til træning i deres almene boligområde, også kan mangle incitament for at skulle bevæge sig hen til en klub, hvis man er blevet glade for træningen i de trygge rammer ved hjemmet.

Aske Tybirk Kvist er stadig tilknyttet Nørrebro United, men han arbejder også for en sammenslutning af fem fodboldklubber i København, herunder Nørrebro United, der kalder sig Brobold.

”Klubberne er gået sammen om at se på, hvordan man kan gøre det, vi kalder breddeidræt, til noget andet. Hvordan man fx kan rykke aktiviteterne ud, hvor børnene er, og hvordan kan man tilpasse aktiviteterne til børnene og lave nogle sociale partnerskaber. Jeg håber, at vi her kan udvikle nogle modeller, der også kan bruges i andre typer af foreninger. Det er jo de samme udfordringer, der gør sig gældende i rollespilsklubben eller taekwondo-foreningen,” siger han.