Etiske retningslinjer for Socialt Indblik

Socialt Indblik er et medie, der er redigeret uafhængigt af kommercielle eller politiske interesser.

Det overordnede grundlag for vores etiske retningslinjer for journalistikken er de vejledende regler for god presseskik. Vi er tilmeldt Pressenævnet og er omfattet af Medieansvarsloven.

Kilder

Kilder skal altid være orienteret om, at de medvirker i et journalistisk produkt, og at de har fået mulighed for at gøre deres viden og holdninger tydelige i artiklen.

Kilder skal vide i hvilken sammenhæng deres oplysninger og citater bliver brugt.

Som hovedregel kan kilder ikke rette i det, der er blevet sagt i et interview med mindre, det handler om misforståelser eller faktuelle fejl. Men i visse tilfælde giver vi mulighed for, at kilder godkender citater inden publicering. 

I tilfælde, hvor det af hensyn til kilden skønnes nødvendigt at tilbyde anonymitet, kan redaktionen alene træffe beslutning om dette. I givet fald skal kildens fulde navn og identitet være redaktionen bekendt.

Socialt Indblik vurderer altid uafhængigt af kilden, om der er tungtvejende grunde til, at vi vælger at lade en kilde optræde anonymt.

Foto og illustrationer

Socialt Indblik respekterer ophavsrettigheder og krediterer alle i forbindelse med fotos og illustrationer.

Fotos kan redigeres som almindelig billedredigering. Ved fotomanipulation eller collage skal dette oplyses.

Vi anvender ikke AI-genereret indhold medmindre dette er markeret.

Ved fejl og rettelser

Vi retter fejl så hurtigt som muligt. Ved stavefejl eller mindre formuleringsfejl bliver fejlen rettet. Har fejlen betydning for artiklens vinkel eller indhold, markeres ændringen i artiklen ved en note efter artiklen.

Sponsoreret og betalt indhold

Socialt Indblik bringer annoncer, betalt indhold, sponsoreret indhold og partnerindhold.

Det skal altid markeres tydeligt, når journalistikken er en del af de kategorier.

  • Annoncer skal være tydeligt adskilt fra journalistisk indhold.
  • Annoncørbetalt indhold er artikler, der er betalt af andre. Det et at betragte som en annonce.

Annoncørbetalt indhold markeres altid øverst i skærmbilledet med et skilt, der tydeligt markerer, at det er annoncørbetalt indhold uanset hvilken platform, artiklen bliver bragt på. Artiklen layoutes desuden, så det i font og udtryk adskiller sig fra det redaktionelle indhold.

I linket til artiklen skal det altid fremgå, at det er annoncørbetalt indhold.

Alle kilder, der medvirker i annoncørbetalt indhold, skal være bekendt med at det er betalt indhold.

  • Partnerindhold er journalistik, der er betalt af andre aktører. Det er altid markeret, når journalistik er lavet i et partnerskab. Artiklen layoutes desuden, så det i font og udtryk adskiller sig fra det redaktionelle indhold.

Ved partnerskaber har Socialt Indblik altid den redaktionelle frihed.

  • Sponsoreret eller samarbejder er arrangementer, kampagner og journalistiske produktioner, der er finansieret af andre parter enten helt eller delvist.

Det er produceret af redaktionen efter samme retningslinjer som almindelig journalistik. Alligevel markeres det som Sponsoreret indhold.

Habilitet

Alle medarbejdere samt freelancere, der arbejder med redaktionelt indhold for Socialt Indblik, er forpligtet til at deklarere for redaktionen, når de har interessekonflikter i en historie, som de eller andre på redaktionen arbejder med.

En interessekonflikt kan være at personen:

  • Løser eller har løst kommercielle opgaver for en virksomhed/organisation/myndighed enten i Socialt Indblik regi eller som freelancer
  • Har tæt personlig involvering med ansatte i virksomheden, organisationen eller myndigheden
  • Har medlemskab af et parti eller en forening, der kan skabe tvivl om medarbejderens/freelancerens habilitet i arbejdet med en konkret historie

Klager

Mener du, at Socialt Indblik har overtrådt vores etiske retningslinjer eller de vejledende regler for god presseskik, skal du rette henvendelse til den ansvarshavende redaktør.

Har du spørgsmål til vores etiske retningslinjer og journalistik, er du altid velkommen til at rette henvendelse til den ansvarshavende redaktør.