Fællesskabet skal skabes af civilsamfundet– ikke psykiatrien

Der er behov for indgående og forpligtende samarbejder mellem det offentlige og civilsamfundet, hvis vi skal skabe fællesskaber, der kan forebygge og bekæmpe de udfordringer, der leder til og fastholder mennesker i psykisk mistrivsel og dermed til belastning af det psykiatriske system. Psykiatrien skal styrkes, men der er også brug for at styrke civilsamfundets fællesskaber og lette adgangen til dem. Vi gentager fortidens fejl, hvis vi laver totalinstitutioner, der adskiller sårbare borgere fra vores fælles samfundsliv og fastholder dem i udsathed.

5. januar 2023

Af Boris Lauritzen, aktivitetsmedarbejder og projektleder, Foreningen Outsideren, cand.pæd. i pædagogisk filosofi

Del indlægget

Det er befriende at læse, at de to psykiatriske overlæger Anders Lindelof og Kristian Sloth fra psykiatrisk afdeling i Randers i artiklen i Socialt Indblik den 7. december giver udtryk for, at der er behov for at skabe bedre betingelser for de mennesker, der ikke trives i vores samfund, og at der i den forbindelse ikke er brug for mere psykiatri, men brug for mere fællesskab. De to psykiatere siger desuden, at psykiatrien er blevet samfundets skraldespand for alle, der ikke trives i samfundet. Jeg kan kun give dem ret i, at den udbredte og tilsyneladende stigende psykiske mistrivsel i befolkningen ikke bare er udtryk for sårbarhed hos enkeltpersoner, men hænger sammen med samfundets generelle indretning. Det er altså ikke simple, men sammensatte problemer vi har at gøre med her. Og den slags kræver sammensatte løsninger.

Hvis jeg eller en af mine kære skulle indlægges, så måtte det godt blive på deres afdeling eller noget tilsvarende. Mindre fokus på medicin og mere på livssammenhæng og mening, og på at skabe de bedste forudsætninger for at blive en del af samfundet eller af et meningsfuldt fællesskab.

Alligevel er jeg lidt bekymret. Jeg mener nemlig, at der er to vigtige spørgsmål, der er oversete her. Det ene er, hvor langt man kan gå ud ad den vej og samtidig være psykiatri? Og det andet er, hvis psykiatrien skal danne ramme for sårbare borgeres fællesskaber, hvordan finder folk så ud af psykiatrien igen?

Inddrag civilsamfundet

Som de to psykiatere også siger, så er der brug for traditionel psykiatri, da nogle mennesker har brug for psykiatrisk intervention i perioder af deres liv. Det nytter dog samtidig ikke noget at tro, at alle problemer forsvinder med terapi eller medicin. Så hvad gør man, når der er brug for psykiatrisk intervention, for socialfaglig støtte, og samtidig for tætte relationer i trygge, inkluderende fællesskaber?

Jeg mener ikke, at det er et særligt godt svar at lade psykiatrien, herunder socialpsykiatrien, stå for det hele alene. Psykiatrien løfter en vigtig velfærdsopgave ved at yde behandling og støtte til mennesker i udsatte positioner. Men hvis vi lægger alle ressourcerne i at udvide psykiatriens opgave til også at dække behovet for fællesskab, så svarer det til – med førnævnte analogi ­– blot at udvide skraldespandens kapacitet og bekvemmelighed. Vi må kunne finde på bedre løsninger end det.

Det gode svar er at inddrage civilsamfundets foreninger, der i forvejen danner ramme om fællesskaber for psykiatribrugere og psykisk sårbare. Der er behov for mere indgående og forpligtende samarbejder mellem det offentlige og civilsamfundet, hvis vi skal forebygge og bekæmpe de udfordringer, der leder til og fastholder mennesker i psykisk mistrivsel og dermed til belastning af det psykiatriske system. Psykiatrien skal styrkes, men der er også brug for at styrke civilsamfundets fællesskaber og lette adgangen til dem. For selvom det er en dårlig idé at lade fællesskaber være afhængige af offentlige indsatser, betyder det selvfølgelig ikke, at der ikke skal lægges offentlige ressourcer i fællesskaber udenfor psykiatrien, når det er det, der indlysende er brug for.

Indgå forpligtende samarbejde

Det er altså både godt og vigtigt, at psykiatrien har fået øjnene op for vigtigheden af meningsfulde fællesskaber og for det helende potentiale i kunst og kreativitet. Men vi genskaber fortidens totalinstitutioner i nye former, hvis psykiatriske afdelinger og ambulatorier står for både behandling og for fællesskabsdannende og kreative aktiviteter. Psykiatrien bør i stedet indgå forpligtende partnerskaber med en eller flere foreninger om de fællesskabsdannende og kreative aktiviteter. På den måde får patienterne kendskab og tilhørsforhold til varige fællesskaber udenfor behandlingssystemet. Og de får adgang til relationer, hvor det ikke er rollen som patient, men som engageret medmenneske, der er bærende. Endnu en fordel er, at det faktisk er brugernes egne kræfter, der løfter fællesskabet i civilsamfundet. Man bærer hinanden. Og der er faktisk foreninger i civilsamfundet, der allerede nu danner ramme for den slags fællesskaber og gør det i samarbejde med psykiatrien.

Foreningen Outsideren, der er et tidsskrift og en forening af og for mennesker med egne erfaringer med psykiatri og psykisk sårbarhed, har i nogle år lavet såkaldte brobygningsaktiviteter i Huset for Psykisk Sundhed på Nørrebro i København i partnerskabsprojekterne Getting Back og Broen til fællesskabet, finansieret af henholdsvis Sundhedsstyrelsens satspuljemidler 2019-2022 og Region Hovedstadens Social- og psykiatriudvalgs’ pulje til styrkelse af tværsektorielle samarbejder i Region Hovedstaden. Projekterne er eksempler på, at en civilsamfundsorganisation kan inviteres ind i en offentlig behandlingssammenhæng, ikke for at løfte den offentlige indsats, men for at danne ramme for og vise vejen til fællesskaber i civilsamfundet. Det kan nemlig mindske behovet for hjælp i det offentlige.

Det kan nok siges at være en succes, og både patienter, frivillige, medarbejdere og ledere ønsker, at vi fortsætter aktiviteterne. Outsideren er desuden aktuelt i dialog med andre psykiatriske ambulatorier i København om at udbrede aktiviteterne til dem også. Vi prøver simpelthen at realisere en rigtig god og virksom idé, der betaler sig for alle parter. Men vi er stødt på det problem, at der ikke findes lokale budgetmidler på ambulatorierne til samarbejdet med civilsamfundet. Til trods for, at alle ønsker samarbejdet, så risikerer vi, at det går i vasken, da der ikke er adgang til ressourcer til at videreføre aktiviteterne.

Deler gerne erfaringer

Så selvom det er opmuntrende at læse om de to psykiateres tilgang, så er det ikke den bedste løsning at lade psykiatrien stå for det hele. Ret skal være ret, de to psykiatere siger faktisk selv, at de ville ønske, at flere ressourcer blev givet til andre, der er mere egnede til at løse opgaven.

Det er de foreninger, der i forvejen danner ramme om fællesskaber for psykisk sårbare. Så lad dette være en invitation og en opfordring, ikke blot til de to psykiatere i Randers, men også til regionerne og resten af landets psykiatriske centre, om at indgå samarbejder med foreninger om at lave brobyggende aktiviteter, så patienterne får direkte adgang til varige fællesskaber udenfor behandlingssystemet. Foreningen Outsideren huserer godt nok ikke i Randers, men vi deler gerne vores erfaringer, og jeg er sikker på, at der også i det østjyske findes organisationer, der vil indgå samarbejde med de psykiatriske afdelinger.

Civilsamfundets foreninger er klar til at danne ramme om varige kreative og fællesskabende aktiviteter i psykiatrien, men vi kan ikke gøre det uden ressourcer og en bred forståelse af, at fællesskaber for psykisk sårbare også skal findes udenfor psykiatrien, hvor rollen som engageret medmenneske er bærende.