Fokus på diagnoser risikerer at overskygger traumer, opvækst og tilknytningsmønstre

Vi lever i en tid, hvor diagnoser inden for det psykiske og pædagogiske felt får stadig større opmærksomhed. Særligt udviklingsforstyrrelser som ADHD, ADD og autisme – ofte samlet under samme paraply – er blevet alment kendte både i offentligheden og i professionelle kredse. Udviklingen har mange fordele, ikke mindst fordi flere får hjælp og adgang til specialpædagogiske tilbud. Men der er også grund til bekymring for, at vi ofte overser andre – og måske mere grundlæggende – forklaringer på adfærdsvanskeligheder og kognitive udfordringer.

Som 39-årig blev jeg diagnosticeret med ADHD i 2014, og siden har jeg fulgt feltet tæt – ikke som fagperson, men som menneske med egne erfaringer. Min udredning afdækkede ikke opvækstrelaterede forhold, og min egen læge betragtede mig primært gennem ’ADHD-briller’, hvor behandlingen udelukkende bestod af medicin. Jeg stoppede med ADHD-medicin efter syv måneder. Med dette debatindlæg vil jeg belyse, hvorfor vi har brug for en bred, traumeinformeret tilgang – til gavn for både det faglige arbejde og de mennesker, der befinder sig i udsatte situationer.

Diagnoser inden for det psykiske og pædagogiske felt får stadig større opmærksomhed, særligt er diagnoser som ADHD, ADD og autisme blevet alment kendte i både offentlighed og professionelle kredse. Men vi risikerer at overprioritere ADHD og samtidig overse og underprioritere andre årsager til adfærdsvanskeligheder og kognitive udfordringer, som også kan stamme fra sociale, psykologiske og relationelle faktorer.

Når et barn eller en voksen har udfordringer som koncentrationsbesvær, uro, impulsivitet eller hyperaktivitet, bliver det i mange pædagogiske og sundhedsfaglige sammenhænge ofte først undersøgt, om barnet eller den voksne har ADHD. ADHD er velkendt for de fleste, der arbejder i skolesystemet, i behandlingspsykiatrien eller i socialpædagogiske tilbud. Med en ADHD-diagnose følger der ofte håndgribelige tilbud som medicinsk behandling, specialpædagogiske tiltag og ekstra støtte i klassen med. Men traumer, prægning fra opvæksten og tilknytningsforstyrrelser (samlebetegnelsen for disse tilstande forkortes som TOT) kan give samme symptomer. Med fokus på ADHD risikerer vi at overse de relationelle faktorer. Derfor er en bred, traumeinformeret tilgang afgørende – både for vores faglighed og for mennesker i udsatte situationer.

Traumer, opvækst og tilknytning – TOT som overset faktor

En række forskningsstudier inden for udviklingspsykologi og neurovidenskab peger på, at vedvarende stress og tidlige traumatiske oplevelser kan ændre mønstrene i hjernens stress-response system og reguleringen af neurotransmittere. Det betyder, at også TOT-relaterede vanskeligheder har en ’neurologisk komponent’ – men ikke nødvendigvis en medfødt eller genetisk betinget en. I praksis er det således vanskeligt at adskille ’klassisk ADHD’ fra TOT-betingede adfærdsforstyrrelser på et rent symptomniveau.

Når vi taler om traumer, opvækstprægninger og tilknytningsforstyrrelser (TOT), er der derfor ofte en tendens til at undervurdere, i hvor høj grad sådanne faktorer kan påvirke hjernens udvikling og funktion. Børn, der vokser op med konstante stresspåvirkninger, kan udvikle et nervesystem, der reagerer. Deres hjerne lærer at være i alarmberedskab, og det kan vise sig som rastløshed, koncentrationsproblemer og hyperårvågenhed. Det er alle symptomer, der også kan være fremtrædende ved en ADHD-diagnose. Ligeledes kan børn med utryg tilknytning blive meget impulsive eller få udfordringer med følelsesregulering, fordi de mangler den dybe oplevelse af at kunne ’falde til ro’ i en tryg relation.

Konsekvenser af ensidigt fokus på ADHD

Når ADHD bliver ’førstevalg’ i diagnosticering eller forklaring af adfærdsproblemer, har det en række konsekvenser på både individuelt, fagligt og samfundsmæssigt niveau. Konsekvenserne er:

1. Risiko for fejldiagnosticering: Det kan i værste fald føre til, at man får en behandling (ofte medicin), som ikke kan håndtere de underliggende psykosociale og relationelle behov.
2. Mangelfuld eller forsinket traumeinformeret behandling: Når TOT ikke bliver identificeret tidligt, går muligheden for tidlig indsats tabt.
3. Stigmatisering og identitet: En ADHD-diagnose kan både være en hjælp og en belastning. For nogle giver det ro at få sat ord på deres vanskeligheder, men for andre kan diagnosen resultere i en låst selvopfattelse.
4. Samfundsøkonomiske og politiske aspekter: Det giver i Danmark ofte adgang til ressourcer, specialpædagogisk bistand og støtteordninger at få stillet en diagnose. Det kan naturligvis være en fordel. Men samtidig øger det presset for at få stillet en ’anerkendt’ diagnose som ADHD, frem for at fagpersoner søger at få foretaget en mere nuanceret udredning.

Adfærd kan være reaktioner på miljø og relationer

En traumeinformeret tilgang (at kunne genkende tegn på traumer og aktivt kunne opspore traumer) anerkender, at adfærd ofte er meningsfulde reaktioner på fx tidlige relationer, stress, frygt eller svigt. I stedet for at tolke uro, koncentrationsbesvær og impulsivitet som ’biologisk forstyrrelse’ alene, forholder en traumeinformeret praksis sig aktivt til, at miljø og relationer kan være altafgørende bidragydere.

At arbejde på den måde forudsætter, at sundhedsfaglige og pædagogiske professionelle systematisk screener for traumer, hvis der er mistanke om ADHD eller tilsvarende tilstande. Det kræver også et tværfagligt samarbejde mellem psykologer, pædagoger, lærere, socialrådgivere og psykiatere for at skabe en helhedsforståelse af den enkeltes situation. Endelig skal fagprofessionelle være åbne over for, at der kan være et overlap, dvs. at den enkelte kan have både medfødt neurodivergens og TOT. Derfor kan det være relevant at anvende både medicin, specialpædagogik og traumeorienterede tiltag.

Hvordan hjælper vi bedst?

Jeg har fire forslag til, hvordan vi i praksis kan skabe forandring:

1. Først og fremmest bør sundhedspersonale og pædagogiske fagfolk have adgang til opdaterede kurser om traumer, tilknytningsteori og mentaliseringsbaserede interventioner, så de ikke kun ’genkender’ ADHD, men også kan identificere TOT-belastninger.
2. For det andet kræver det ressourcer til differentieret udredning. En grundig afdækning af TOT kræver ekstra tid og ressourcer. Hvis diagnosticeringssystemet og de økonomiske incitamenter er gearet til hurtige konklusioner, øges risikoen for, at ADHD bliver ’standardløsningen’. De faglige miljøer bør arbejde for, at der afsættes tid og midler til at foretage kvalitative og dybdegående udredninger.
3. Det kræver en ændret diskurs og bevidsthed. Derfor bør debatten også adressere, hvordan vi taler om ADHD i offentligheden. Hvis ADHD fremstilles som den mest almindelige og nærmest eneste forklaring på rastløs eller ukoncentreret adfærd, mister vi nuancerne. Fagpersoner har et ansvar for at kommunikere, at (tilsyneladende) ADHD-lignende symptomer kan skyldes et komplekst samspil af biologiske og/eller psykosociale (herunder miljømæssige) faktorer.
4. I både pædagogiske og kliniske sammenhænge bør der være en tæt dialog med pårørende og klienter. Det er værd at inddrage familiehistorie og personens egen oplevelse tidligt. Når eventuelle traumer og relationelle konflikter bliver belyst i god tid, er det muligt at forebygge, at ADHD-mærkatet ’fastfryser’ opfattelsen af, hvad der er på spil.

Jeg har fokuseret på de udfordringer, der kan opstå, når ADHD-diagnosen får automatisk prioritet, og andre årsagsforklaringer for eksempel TOT (traume-, opvækst- og tilknytningsfaktorer) i ringe grad bliver inddraget i udredning og behandling. ADHD som forklaringsramme passer ikke nødvendigvis på alle, der ved første øjekast ligner et ’typisk ADHD-tilfælde’. Derfor må det være af afgørende betydning at fastholde en bred og nuanceret tilgang, der ikke reducerer komplekse adfærdsproblematikker til ét altoverskyggende fokus, så man ikke risikerer at overse betydningen af TOT som mulig forklaring.

Vi bør i stedet stræbe efter en integreret model, hvor både biologiske og psykosociale mekanismer tænkes ind ligeværdigt. Hermed giver vi plads til en dybere forståelse af den enkeltes vanskeligheder og øger chancen for at tilbyde en helhedsorienteret indsats. Det er på høje tid at åbne vores diagnostiske systemer og praksisser, så de i højere grad afspejler kompleksiteten i menneskers liv og trivsel.