For flere unge er sex blevet en vej til selvskade. Ofte ligger der store traumer bag

Det var, da Rosa gik i 3.g, hun begyndte at have sex med ældre mænd for penge. Når hun kom hjem efter et møde med en af mændene, følte hun sig på den ene side skamfuld og trist, og på den anden side lettet over, at hun havde givet sig selv den straf, hun følte, at hun fortjente. Med tiden udviklede det sig til, at hun havde sex med mændene på måder, der tilførte hende skade.

Rosas historie handler om seksualiseret selvskade og kommer fra bogen I tusind stykker, som de to psykologer og eksperter i selvskade, Lotte Rubæk og Bo Møhl, netop har udgivet. Her stiller de skarpt på selvskade anno 2025 – på den, man selv udfører, når man fx skærer i eller brænder sig selv, men også den selvskade, man får andre til at påføre sig. Blandt andet gennem sex.

”Motiverne og funktionerne er nogenlunde de samme. Nemlig, at man bevidst eller ubevidst ønsker at komme væk fra nogle svære følelser og blive bragt i en anden tilstand. Den eneste forskel er, at det oftest er en anden, man får til at påføre skaden,” forklarer Lotte Rubæk, der er psykolog og leder af Klinisk Akademisk Gruppe Selvskade og faglig leder i Team for selvskade på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden.

Hun fortæller, at seksualiseret selvskade kan komme til udtryk ved at have sex, hvor man ønsker, at den anden skal påføre én fysisk smerte, men også ved, at man dyrker sex med nogen, man ikke har lyst til og føler ubehag ved.

”Det kan være, at man har sex med mange på en gang, at man som homoseksuel har sex med det modsatte køn, eller at man er sammen med en, der er meget ældre, og som man ikke tænder på. Det afgørende er, at man gør det, uden at det er drevet af lyst,” siger hun og fortæller, at hun i forbindelse med et forskningsprojekt for nylig hørte om en, der opsøgte børnepornografisk materiale. Ikke fordi personen havde lyst til det eller tændte på det, men for at straffe sig selv.

”Og så kommer man jo faktisk i en krænkerposition, fordi det er ulovligt. Der er en stor kompleksitet knyttet til den seksualiserede selvskade,” fastslår Lotte Rubæk og understreger, at det er undtagelsen snarere end reglen, at der er tale om noget kriminelt.

Indtil for nylig var seksualiseret selvskade et ubeskrevet blad i Danmark. På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, hvor Lotte Rubæk arbejder, er de endnu ikke begyndt at screene for det. Men de oplever fra tid til anden, at helt unge piger bliver samlet op af ældre mænd, som de har arrangeret et seksuelt møde med og måske solgt en seksuel ydelse til. Langt de fleste af disse piger har allerede brugt traditionel selvskade.

”Selvskade har en tendens til at leve et nomadeliv, hvor formerne erstatter hinanden. Måske skærer man i sig selv og opdager så, at der er nogle fordele i den selvskade, man får andre til at påføre. Når et ungt menneske skærer, brænder eller slår sig selv til blods, er vi ikke i tvivl om, at det er selvskade. Sex som selvskade er mere usynligt, fordi det ligger på grænsen til det ’normale’. Måske bliver man bare opfattet som vild eller frisindet,” siger hun og fremhæver, at det også er derfor, at mange fagpersoner ikke har haft øje for den seksualiserede selvskade.

”Man har måske troet, at et ungt menneske var velbehandlet og ude af sin selvskade, men har ikke set, at han eller hun nu bruger sex til at skade sig selv med,” siger hun.

Flere traumatiserede unge

Mens vi i Danmark endnu ikke har nogen tal på, hvor mange der er seksuelt selvskadende, har svenske forskere, herunder Cecilia Fredlund, der er speciallæge i psykiatri på psykiatrisk afdeling ved Linköping Universitet, de sidste ti år beskæftiget sig med den del af den seksualiserede selvskade, hvor man enten selv eller via en anden, påfører fysisk skade.

Í 2014 lavede de svenske forskere en undersøgelse blandt 5750 unge. Den viste, at 3,2 procent af pigerne og 0,8 procent af drengene havde erfaringer med denne type selvskade. I 2021 var tallene steget til ni procent for pigerne og to procent for drengene. Undersøgelsen viste desuden, at flere havde bevæget sig ind i noget, der grænser til prostitution, hvilket også undersøgelser i Danmark peger på.

Ifølge Lotte Rubæk skyldes det blandt andet, at det er blevet langt nemmere end tidligere at sælge seksuelle ydelser.

”Man skal ikke have en bagmand eller stå på en flise, man kan bruge online-fora som Only Fans og starte i det små, og så gradvist overskride sine egne grænser,” siger hun og forklarer, at man på den måde kan gå fra at sælge sex til at bruge det til at straffe sig selv, fordi man føler sig ulækker bagefter.

En anden årsag til stigningen i tallene, mener Lotte Rubæk, kan findes i, at flere unge end tidligere har oplevet seksuelle krænkelser. For i langt de fleste tilfælde ligger der et traume til grund for den seksualiserede selvskade.

”Det er kendetegnende for denne gruppe, at de har et stort had til deres egen krop, typisk fordi de har været udsat for seksuelle overgreb. Ved at gøre noget, der minder om det, de engang blev udsat for, men som de nu selv bestemmer, hvornår det skal ske, forsøger de at genvinde kontrol over deres krop. Man kalder det re-enactment, når man genskaber sine traumer for at få kontrol,” siger hun og peger pilen mod de sociale medier for at forklare, hvorfor flere unge bliver udsat for seksuelle krænkelser.

”Du kan nærmest ikke møde en pige på 13 år, der ikke har fået tilsendt nøgenbilleder eller et dick pic fra ældre mænd. Der er også flere, der bliver udsat for seksuel afpresning, hvor ældre mænd presser nøgenbilleder ud af dem og truer med deling af dem, hvis de ikke sender flere,” siger hun og fortæller, at når de unge forsøger at genvinde kontrol gennem den seksualiserede selvskade, sker der i virkeligheden det modsatte. De får mindre og mindre kontrol.

Alle udsat for overgreb

At traumer spiller en stor rolle i den seksualiserede selvskade, kan Dorte Mølgaard Christiansen, psykolog på Syddansk Universitet (SDU), bekræfte. For et år siden tog de de første spadestik til det, der skal blive det første danske forskningsprojekt inden for seksualiseret selvskade.

Ud af skyggerne, som forskningsprojektet hedder, skal bygge videre på den viden, der findes i blandt andet Sverige. Men Dorte Mølgaard Christiansen og hendes forskerteam ønsker også at undersøge den del af den seksualiserede selvskade, hvor man opsøger sex uden at have lyst, da de har en hypotese om, at det er her, den seksuelle selvskade oftest starter. Centralt i forskningsprojektet står de levede erfaringer.

De seksuelt selvskadende erfaringspersoner, som Dorte Mølgaard Christiansen ind til videre har talt med, fortæller alle, at de har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen eller den tidlige ungdom.

Mens de fleste af dem godt kan se, når de efterrationaliserer, at den seksualiserede selvskade var en vej til at regulere svære følelser, så har de fleste af dem svært ved at svare på, hvad de følte undervejs.

”Når ens grænser igen og igen bliver overskredet, er det svært at mærke, hvordan man egentlig har det. Men når jeg spørger dem, om de havde lyst til at have sex med den her person på den her måde, så svarer de fleste ret tydeligt ’nej’. Og de fortæller også, at de bagefter følte sig ulækre og havde lyst til at gå hjem og tage et bad,” siger hun.

Udover traumer har en del af de erfaringspersoner, Dorte Mølgaard Christiansen har talt med, borderline-personlighedsforstyrrelse. Andre har PTSD-symptomer eller bipolar lidelse.

”Vi forventer også at støde på autismespektrum-forstyrrelser og ADHD som medvirkende faktorer. Vi ved, at det kan gøre det svært at mærke sig selv før bagefter, hvor man så fortryder,” siger hun og fremhæver, at der blandt de seksuelt selvskadende, hun ind til videre har talt med, er en klar overvægt af kvinder. Ligesom der er en overvægt af LGBT+ personer, hvilket flugter med de svenske studier.

Ubevidst selvskade

Mens man typisk er meget bevidst, når man skader sig selv ved skære med et barberblad eller slå hovedet ind i en væg, så forholder det sig anderledes med den seksualiserede selvskade.

Både de svenske studier og Dorte Mølgaard Christiansens samtaler med erfaringspersonerne peger på, at en stor del af de seksuelt selvskadende ikke er bevidste om, at de bruger sex til at skade sig selv. Og stort set alle dem, Dorte Mølgaard Christiansen har talt med, fortæller, at det var undrende spørgsmål udefra, der åbnede deres øjne.

”Når man ikke rigtig kan mærke sig selv og måske bevæger sig i en mediekultur og en ungdomskultur, hvor der er cool at have et vildt sexliv, kan man være tilbøjelige til købe ind på, at der ikke er noget galt med ens adfærd. Især hvis der ikke er nogen, der spørger omsorgsfuldt ind til en,” siger hun.

De seksuelt selvskadende får det – ligesom andre selvskadende – mere og mere skidt, blandt andet vokser selvhadet, og derfor har de brug for hjælp. Men i stedet møder omverdenen dem ofte med stigmatisering og slutshaming. Og også blandt fagprofessionelle er der berøringsangst, fortæller Dorte Mølgaard Christiansen.

”De ved ikke, hvad de skal stille op, når en person fortæller, at han eller hun har grænseoverskridende sex. Hvad kan de tillade sig at spørge om? Og hvilke svar kan de forvente? Og det kan betyde, at personen, der måske kun lige har erkendt sin selvskade og føler stor skam, aldrig nævner det igen,” siger hun og fastslår, at det er sindssygt vigtigt, at vi som samfund bekæmper dette dobbelte tabu, hvor hverken den fagprofessionelle eller den selvskadende tør tale om det.

Bagom adfærden

Lotte Rubæk hilser det meget velkomment, at der med forskningsprojektet på SDU, endelig kommer mere viden om den seksualiserede selvskade i Danmark. Det har der manglet – ikke mindst i børne- og ungdomspsykiatrien.

”Særligt på døgnafsnittet, hvor vi har de mest belastede børn og unge, er der brug for viden, så personalet har større mulighed for at være opmærksomme på de unges adfærd og undersøge, hvad der ligger bag,” siger hun og fremhæver, at der bag alt selvskade ligger en mistrivsel, som vi er nødt til at nå ind til for at kunne hjælpe.

”Jeg tror, at man skal gå til det med nysgerrighed og respekt og skabe et ligeværdigt samarbejde med den unge om at finde ud af, hvilken funktion adfærden har. Og hvordan man kan få behovet tilfredsstillet på en anden og mere sund måde,” siger hun.

Endnu er der ikke lavet meget forskning i, hvilke behandlingsformer der virker i forhold til seksualiseret selvskade. Men ifølge Dorte Mølgaard Christiansen er der her et positivt budskab.

”Både svensk forskning og dem, jeg har snakket med i forbindelse med forskningsprojektet, peger på, at når man først tør tale om det, så virker den psykoterapi, vi normalt bruger i arbejdet med affektregulering. Man behøver altså ikke en specialiseret seksualiseret selvskadeterapi, for at det har en effekt. Men det er vigtigt, at man arbejder med de traumer, der oftest ligger bag og med personens forhold til sin krop og seksualitet,” siger hun.

Dog skal man ved den seksualiserede selvskade være opmærksom på, at der ofte er en anden person involveret, supplerer Lotte Rubæk.

”Hvis fx en partner tror, at de i forholdet begge har en seksuel præference for SM eller godt kan lide smerte under sex, kan det være virkelig svært og komplekst at forholde sig til at være blevet brugt til at påføre sin partner skade. Og så er det måske ikke bare individuel terapi, der er brug for, men også parterapi. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ofte er en udførende part i den seksualiserede selvskade,” siger hun.

På SDU håber Dorte Mølgaard Christiansen, at vi med forskningsprojektet om nogle år har større viden om både, hvad der ligger bag den seksualiserede selvskade og konsekvenserne af den.

”Det kan forhåbentlig bidrage til at mindske stigmatiseringen og ruste fagprofessionelle til bedre at forstå og reagere på den seksualiserede selvskade,” siger hun.