Forældres traumer kan sende deres børn i massiv mistrivsel. Sådan bliver vi bedre til at spotte og hjælpe børnene

Koncentrationsbesvær. Angst. Depression. Eller hyperaktivitet.

Da seniorforsker hos VIVE, Nina Thorup Dalgaard, i forbindelse med sin ph.d. interviewede børn og forældre i 30 flygtningefamilier fra Mellemøsten, stod det klart, at mange af børnene var påvirkede af, at en eller begge deres forældre var så stærkt traumatiserede af oplevelser i deres hjemland, at de nu var i behandling for PTSD.

”Alle børn var født i Danmark og havde altså ikke som deres forældre oplevet krig og utryghed i hjemlandet, men vi kunne se, at de fleste af de her børn var mere sårbare end danske børn i almindelighed. Det kom til udtryk gennem forskellige former for mistrivsel,” siger Nina Thorup Dalgaard.

Hun fortæller, at det viste sig, at børnenes sårbarhed hang sammen med, at de ikke havde fået den omsorg, de havde brug for fra deres forældre og derfor havde udviklet det, man kalder en utryg tilknytningsstil.

”Forældrene havde måske ikke været følelsesmæssigt tilgængelige, fordi de kæmpede med svære traumer og havde deres tanker et andet sted, eller de var meget udadreagerende og havde på den måde skabt utryghed. Den utrygge tilknytning kan opstå på mange måder. Blandt flygtningeforældrene var der også eksempler på forældre, der havde svært ved at give slip på børnene,” siger hun og fortæller om en mor, der havde set sine forældre dø og derfor helst ikke ville lade sine børn ude af syne. Morens udfordringer med at sende sin børn ud i verden betød, at datteren ikke turde gå nogen steder alene.

Hjælp til familierne

Det er nogle år siden, at Nina Thorup Dalgaard lavede sin ph.d., men indsigten i de konsekvenser, det kan have at vokse op med PTSD-ramte forældre, er ikke blevet mindre relevant. Rigtig mange børn i Danmark vokser op i hjem, hvor forældrene er traumatiserede, og de familier kan vi, ifølge Nina Thorup Dalgaard, hjælpe, hvis vi bliver bedre til at få øje på dem.

Men vi har, ifølge forskeren, ikke haft nok fokus på, hvad forældres traumer betyder for børns trivsel.

”Når forældrenes omsorgsevne bliver nedsat, skal noget andet tage over, men mange af de børn, der lever med traumatiserede forældre, har vi ikke haft øje for. Det gjaldt også for flygtningebørnene. Fordi de var født i Danmark, så man dem ikke som en risikogruppe,” siger Nina Thorup Dalgaard.

Hun understreger, at det ikke er sådan, at børnene overtager deres forældres traumer eller anden psykisk sygdom en til en, men at børnene på grund af forældrenes reaktioner, nedsatte ressourcer og måske indbyrdes konflikter bliver mere sårbare – og dermed kommer i større risiko for selv at udvikle psykiske lidelser.

Selv om PTSD ofte er en kronisk lidelse, kan man, ifølge Nina Thorup Dalgaard, gennem terapi hjælpe forældrene til at blive bevidste om, hvad der er svært for dem, og til at udvikle copingstrategier, der gør, at børnene bliver mindre påvirket.

”Blandt flygtningeforældrene kunne vi se, at forældre, der scorer højt på PTSD-symptomer og også har andre psykiske sygdomme, godt kan lykkes med at være gode forældre, hvis de er bevidste om deres udfordringer, og hvordan de skal håndtere dem,” siger hun.

Arbejde med den utrygge tilknytning

Rikke Yde Tordrup er psykolog, og i sin klinik har hun blandt andet børn, der af forskellige årsager selv er traumatiserede eller har forældre, der er traumatiserede, i terapi. Ligesom Nina Thorup Dalgaard peger hun på, at forældres traumer kan betyde, at der opstår en utryg tilknytning mellem barn og forælder.

”Selv om barnet ikke har været direkte påvirket, så bliver det det indirekte, fordi det har nogle forældre, der pga. traumer ikke kan være en tryg og stabil base for deres barn. Det kan være, at de er indadvendte, apatiske eller ængstelige og derfor har understimuleret barnet,” siger Rikke Yde Tordrup.

Ifølge Rikke Yde Tordrup er flygtninge og soldater, der udsendes, blandt de grupper, der er i særlig risiko for at få traumer. Men også forældre, der er vokset op med omsorgssvigt eller har været udsat for seksuelle overgreb, kan bære på traumer.

”Det at være udsat for omsorgssvigt og overgreb er også traumatisk og kan føre til PTSD,” siger Rikke Yde Tordrup og fortæller, at noget af det, hun arbejder med i sin klinik, er at sikre, at omsorgssvigtet ikke overføres til næste generation.

”Man siger, at tilknytningsmønstre nedarves. Forstået sådan, at har man et utrygt tilknytningsmønster, som man ikke er bevidst om, så vil man sandsynligvis også skabe et barn, der har et utrygt mønster, medmindre der er beskyttende faktorer. Det kan fx være den anden forælder, der har et trygt tilknytningsmønster,” fortæller hun.

Blandt de forældre, hun har i terapi, oplever hun, at når det går op for dem, at deres traumer påvirker deres børn, er de meget villige til at arbejde med dem.

”Hvis de bliver bevidste om, at de har utrygge tilknytningsmønstre som følge af deres traume, som de videregiver til deres børn, er de fleste ret hurtigt til at arbejde med dem. Selvfølgelig alt efter hvad de har været udsat for. Men de fleste er båret af en meget stærk motivation. Nemlig ønsket om ikke at skade deres barn,” siger hun.

Conspiracy of silence

I forbindelse med sin ph.d. blev Nina Thorup Dalgaard optaget af at finde ud af, hvilken betydning det har, om forældrene taler med børnene om deres traume. Hun opsøgte derfor den litteratur, der rummer den største viden om traumer på tværs af generationer, nemlig holocaustlitteraturen.

Mange af de studier, der har undersøgt trivslen hos børn af holocaustoverlevere, peger på, at børnene på de objektive parametre klarede sig lige så godt som andre børn. De var fx ikke mere tilbøjelige til at komme i kontakt med psykiatrien. Imidlertid viser kliniske undersøgelser af børn af holocaustoverlevere, som udviklede psykiske vanskeligheder og opsøgte behandling, at de havde en oplevelse af at have lidt forfærdeligt under, at deres forældre undgik at tale om de oplevelser, de havde haft i koncentrationslejrene.

”De oplevede det som et tomrum, at forældrene ikke talte om det. De kunne jo godt se, at forældrene havde det dårligt. Men først som voksne forstod de, hvorfor deres forældre havde reageret, som de gjorde. Der var også nogle af dem, der som voksne fandt ud af, at de havde søskende, der var døde i lejrene,” siger hun og forklarer, at når børn ikke får en forklaring på det, de oplever, vil de typisk selv prøve at finde mening. Måske er det deres skyld, at mor eller far har det dårligt?

Holocaustoverlevernes tavshed er siden blevet kaldt conspiracy of silence, og kom, ifølge Nina Thorup Dalgaard, til at spille en stor rolle for den terapi, man forsøgte at lave med holocaustoverlevernes børn, hvor man søgte at italesætte traumet for derigennem at bearbejde det.

Det, man siger eller ikke siger

Blandt flygtningeforældrene kunne Nina Thorup Dalgaard se, at der var stor forskel på, hvor meget de talte med deres børn om de traumatiske oplevelser, de havde haft i deres hjemland.

”Der var nogle, der fortalte deres børn alt. Og andre, der havde den her conspiracy of silence. De var meget bevidste om ikke at fortælle børnene noget, og om at de ikke skulle se tv fra deres hjemland. Og så var der dem, der havde en modelleret strategi, hvor de fortalte noget, fx at de havde helbredsproblemer,” sigerNina Thorup Dalgaard.

Hun fremhæver, at der ikke var noget, der tydede på, at de, der talte meget med deres børn, havde børn i bedre trivsel. Men der var en gruppe af familier, hvor forældrene ikke var bevidste om, hvordan de kommunikerede, og her var børnene generelt mere påvirkede.

”De sagde: Vi fortæller ikke børnene noget. Og når jeg så kom hjem til dem på besøg, sad barnet og lyttede med. Det var helt klart dem, jeg var mest bekymret for,” siger hun og peger på, at det ligger i tråd med noget af det, holocaustoverlevernes børn har fortalt om. Nemlig, at det var, når forældrene fik et flashback eller talte med den anden forælder, at de fik brudstykker af information, som de prøvede at stykke sammen.

En af de flygtningeforældre, som Nina Thorup Dalgaard talte med, var en mor, der var flygtet til Danmark, da hun var gravid med sin nu syvårige søn. Gennem hele sønnens levetid havde hun fortalt ham, at hans far var i hjemlandet, selvom hun godt vidste, at faren højst sandsynlig var død, for han havde været forsvundet i mange år.

”Og det vidste sønnen jo også godt. Det kunne jeg se, når jeg betragtede hans lege, der handlede om far og død. Men han vidste også godt, at det var for svært for mor at tale om det. Man behøver ikke give børnene en detaljeret forklaring, men de har brug for en forklaring, de kan forstå, og som matcher deres alder og det, de oplever,” siger Nina Thorup Dalgaard.

Det vigtige er, hvad man signalerer

At sætte ord på, hvad det er, der gør mor eller far kede af det, er også noget, Rikke Yde Tordrup arbejder med. Men faktisk er det, ifølge Rikke Yde Tordrup, ikke ordene, der er det afgørende. Det vigtigste er, hvad mor eller far signalerer, når de taler om deres traumer.

”Jeg taler meget med forældrene om, hvilke ord de kan bruge, som føles ok, og som ikke får dem til at krakelere eller skrige fx. Hvordan er deres mimik og deres vejrtrækning, når de fortæller deres børn, hvad der gør dem kede af det? Det er jo ikke ordene, barnet reagerer på, men hvordan mor er, når hun siger det. Børn ser på deres forældre for at aflæse, hvor slem situationen er,” fastslår Rikke Yde Tordrup og istemmer med Nina Thorup Dalgaard. Det, man siger og gør som forælder, skal være autentisk.

”Det er okay, at man fortæller, at der er noget, der har været svært. Børn kan jo godt mærke forældres ængstelighed. Men det er vigtigt, at intonationen i stemmen også går op til sidst og på den måde signalerer, at det går fint nu, og vi er trygge,” siger hun og fortsætter:

”Jeg arbejder rigtig meget med børn, der er med deres mor på krisecenter. Det at komme ind på et krisecenter og opleve, at ens trygge base går i opløsning for øjnene af en, er frygteligt traumatisk. Her er det netop afgørende, at personalet hjælper mor med at fortælle barnet, at selvom mor er ked af det nu, bliver det godt igen.”

I det hele taget er Rikke Yde Tordrups hovedfokus, når hun har de traumatiserede forældre i terapi sammen med deres børn, at få dem til at skrue op for kontakten til barnet. Det er nemlig helt afgørende, hvis de igen skal kunne udgøre en tryg base for barnet. Hun bruger blandt andet en metode, der hedder Theraplay.

”Det kan være, at vi leger forskellige lege med øjenkontakt for at vænne barnet til, at det er ok at have øjenkontakt med mor eller far. Hvis forældrene er meget lukkede, arbejder jeg med at få lukket deres ansigt, stemme og vejrtrækning op, så barnet igen kan blive tryg og få en base at regulere sig op ad, for det er jo det, de mangler, hvis de ikke kan aflæse deres forældre,” siger hun og fremhæver, at der kan være nogle forældre, der er så hårdt ramt, at nogle andre må tage over for en tid.

”Så kan det være, at der skal nogle sekundære omsorgspersoner ind, som kan give den her tryghed, mens vi arbejder på at få forældrene til at blive trygge baser igen,” siger hun og fortæller, at sideløbende med at hun arbejder med kontakten mellem børn og forældre, vil forældrene også gå i egen terapi for at arbejde med deres traumer.

Kig på barnets tilknytning

En af vejene til at blive bedre til at opdage og hjælpe de børn, der lider under deres forældres traumer, er, ifølge Nina Thorup Dalgaard, at man som fagprofessionel, fx pædagog, lærer eller socialrådgiver, spørger ind, når man ved, at en forælder lider af PTSD, men også hvis man fornemmer mistrivsel i familien.

”Hvis forældrene selv italesætter, at de har PTSD og samtidig fortæller, at børnene har fx langt skolefravær eller separationsangst, så kan det være, at der er en sammenhæng. Hvis vi snakker vold i familien, kan det også være en vej ind til at hjælpe dem at finde ud af, at der ligger et traume bag. Det øger risikoen for partnervold, hvis en af forældrene lever med PTSD. Ligesom det øger risikoen for misbrug,” siger hun.

Og så opfordrer hun til at kigge på børnenes leg.

”Børn bearbejder de ting, de oplever gennem deres leg. Hvis man indgår i en samtale eller en leg med dem, kan man prøve at være opmærksom på, hvordan forældrenes fortid og traumer spiller ind. Kommer der noget frem, kan man tale om, at ’det var nogle frygtelige ting, der skete for dine forældre. Det er godt, det ikke er sådan her,’” siger hun.

Opdager man, at børnene har en viden, som man ikke ved, om forældrene ved, at barnet har, så er det, ifølge Nina Thorup Dalgaard, ligesom ved alt andet bekymrende adfærd, en god idé at tale med forældrene om det.

Rikke Yde Tordrup peger på, at man særligt, når barnet køres ind i daginstitutionen, kan have øje for, hvordan det reagerer. Det siger nemlig meget om dets tilknytningsstil.

”Et trygt tilknyttet barn er kritisk over for det nye børn og pædagoger i starten, og det kigger på sine forældre for at finde ud af, om det her er en god idé. Når forældrene med lidt overdrevet mimik bekræfter, at det er det, bliver barnet trygt. Når basen er tryg, bliver barnet trygt ved det nye og tænder sit udforskningssystem,” forklarer hun og fortæller, at har børnene en utryg tilknytningsstil, vil de typisk gå mere ukritisk til de nye børn og voksne og ikke søge bekræftelse hos deres forældre, heller ikke hvis det fx falder ned efter at have kravlet op i legepladsens højeste tårn. Barnet klarer sig selv.

”Der er også børn, der vender i kontakten. De bruger måske den trygge base lidt, men så afviser de den. Her er der tale om en ambivalent tilknytningsstil. Er barnet meget angribende på relationer og meget aggressiv, så har det måske en desorienteret tilknytningsstil,” siger hun og tilføjer:

”Det er selvfølgelig ikke altid, at det handler om traumer. Det kan også godt være, at barnet er neurodivergent eller noget andet. Men det er nogle risikofaktorer, man kan holde øje med. Og så skal det selvfølgelig sammenholdes med, at man også taler med forældrene,” siger hun.