Fra pseudoinddragelse til genklang. Når beboernes stemme får reel betydning

Det er onsdag, og der er strategidag på det socialpsykiatriske bosted Lindevang. Kaffekopperne står spredt på bordene, og der ligger papir klar til noter. Rikke sidder i en lænestol lidt tilbagelænet. Hun har boet på Lindevang i syv måneder. Helle sidder ved siden af hende, og de taler sammen, mens vi venter på, at alle finder en plads. Der er både beboere og medarbejdere i rummet, i alt er vi ca. 20.

Emnet for dagens møde er: Hvordan er det at flytte ind på Lindevang?

Rikke fortæller, at det ikke var let at flytte ind – slet ikke midt i sommerperioden. Hun savnede struktur. Samtidig betød det meget, at hun fik et fast netværk på tre bostøtter.

”Det var vigtigt, at det var de samme personer,” siger hun. ”Så kunne jeg bygge ud stille og roligt og lære flere at kende. Jeg har svært ved at stole på nye mennesker. På mit gamle botilbud havde jeg ti kontaktpersoner på ti måneder.”

Helle interviewer Rikke i 30-40 minutter, mens beboere og medarbejdere lytter.

Efterfølgende skriver vi breve til Rikke. Ikke referater – breve. Breve om, hvad vi har lagt særligt mærke til, og hvad det minder os om fra vores eget liv. Katrine skriver blandt andet:

“Jeg lagde særligt mærke til, at du ikke bryder dig om, når man siger ‘det kan du godt selv’, når du siger, at du ikke kan. Det ramte mig, fordi jeg godt kender følelsen af ikke at blive taget alvorligt, når jeg siger fra. Så føler jeg mig også lille.”

Nogle læser deres brev højt for Rikke. Alle sidder med gåsehud. Og oplevelsen af genklang og resonansfællesskab.

Rikke har været i psykiatrien i mange år. Hun siger, at det her bosted er nyt for hende. Her er vi i øjenhøjde. Det, vi taler om, er hendes liv – men også noget dybt almenmenneskeligt. Og det er rart at mærke, at vi ikke er så langt fra hinanden. 

Inddragelse af borgernes stemme er blevet et centralt ideal ikke kun på det specialiserede socialområde, men også på de øvrige velfærdsområder. Alligevel oplever mange – både borgere, medarbejdere og ledere – at inddragelsen let bliver symbolsk: et beboerråd uden reel indflydelse, en spørgeskemaundersøgelse uden opfølgning eller en dialog, der allerede har et svar på forhånd. Eller sagt på anden måde:

”… Borgerinddragelse kræver mere end en god invitation, en stak post-it’s og en PowerPoint-præsentation” (1).

På Lindevang, et selvejende socialpsykiatrisk bosted i Helsingør, har vi de seneste år arbejdet målrettet med at bevæge os væk fra pseudoinddragelse og hen imod reel indflydelse via samtaler, hvor beboernes erfaringer faktisk får betydning – både i den pædagogiske praksis og på det strategiske niveau. Det har ikke været et ”easy fix”, men en læringsproces, som i høj grad også har forandret vores egen selvforståelse som medarbejdere og ledelse.

Fra input til samtale

En grundlæggende erfaring for os er, at det gør en afgørende forskel, hvordan vi inviterer beboerne ind. I stedet for at bede om input har vi arbejdet med at invitere til samtaler og gensidig bevidning. Samtaler, hvor det ikke kun er beboernes udsagn, der undersøges, men også vores egne antagelser som fagprofessionelle.

Et konkret eksempel er, at alle Lindevangs faglige kurser for medarbejdere er åbne for beboerne. Det gælder kursusrækker om blandt andet samarbejde og faglighed, motivation, narrativ praksis, perspektivskiftemetoden og medicinpædagogik om psykofarmaka. De beboere, der har lyst, deltager på lige fod med medarbejderne.

For mange – også eksterne undervisere – har det været overraskende, at denne form for fælles læring ikke blot er mulig, men dybt meningsfuld. I dialogerne bliver vi som medarbejdere udfordret på vores forestillinger om, hvad der virker, og hvad et andet menneske har brug for. Samtidig får vi noget, som ellers kan være svært at få adgang til: konkret viden om, hvordan vores samarbejde med beboerne opleves, og hvilken effekt den pædagogiske tilgang rent faktisk har for dem.

Beboernes stemme er ikke begrænset til den nære praksis. I arbejdet med Lindevangs strategiske retning for de kommende fem år har både medarbejdere og beboere været involveret i strukturerede samtaler om, hvad der er vigtigt for bedring, når man bor på et bosted. Samtalerne har et direkte afsæt i en del af vores strategiske målsætning: ”intet om os uden os”.

Disse samtaler viste sig at være uvurderlige. De betød, at vi måtte gentænke både formuleringer og indhold i strategien. Små, nære erfaringer fra hverdagen på bostedet fik betydning for de overordnede pejlemærker. Det blev tydeligt, at strategisk arbejde ikke kan adskilles fra borgernes levede liv – og at reel beboerindflydelse også udfordrer ledelsens forestillinger om, hvad der er vigtigt.

Et opgør med snævre professionelle roller

Under arbejdet med inddragelse ligger en mere grundlæggende kulturforandring. På Lindevang har vi udfordret det dogmatiske skel mellem det professionelle, det personlige og det private – de såkaldte tre P’er. I stedet har vi arbejdet med en mere almenmenneskelig tilgang, som vi med et glimt i øjet kalder de tre M’er: Meget Mere Menneske. Men der er både alvor og fagprofessionelle værdier bag.

Når medarbejdere og beboere deler erfaringer, lytter til hinandens fortællinger og bliver berørt, opstår der en genkendelse som mennesker. Det er i denne gensidige narrative bevidningspraksis, at vi oplever det, sociologen Hartmut Rosa beskriver som resonans – en verden, der svarer. Der er plads til stilhed, musik, tårer og knus. Er det professionelt? Ja. For relationen og lysten til at deltage forudsætter, at man bliver set og anerkendt som et menneske med værdi, egen stemme og handlekraft.

En beboer opsummerede et kursusforløb på fire dage:

”I er ikke til eksamen. I skal ikke være bange for at lave fejl. Tag den professionelle kasket af og snak med os.”

I dét øjeblik genkendte alle i rummet hinanden som uperfekte mennesker, der var sammen om noget vigtigt.

Når vi som professionelle træder et skridt tilbage og giver plads til, at beboerne træder frem – og samtidig selv tør træde frem som mennesker – opstår der en genklang, der styrker både håb, handlekraft – og resonansfællesskaber.

Fra fortællinger om til fortællinger med

I den offentlige debat findes mange fortællinger om mennesker med svære sindslidelser: farlige, utilregnelige, udadreagerende. På Lindevang insisterer vi på at skabe fortællinger med beboerne. Vi tror på, at støtte og omsorg giver mening og har værdi, hvis borgeren oplever en positiv forskel. Den viden kan vi kun få gennem dialog, der giver mening for dem, det handler om.

Vi har ikke fundet svaret. Men vi øver os. Og vi oplever, at beboernes stemme – i praksis, på kurser og på strategisk niveau – ikke kun har forandret vores arbejde. Den har forandret vores kultur og vores måde at være mennesker sammen på. Det er ikke altid helt let. Men vi holder fast, fordi beboerens stemme og indflydelse er afgørende for, at vores samarbejde gør en forskel i beboerens liv.