Giv erhvervslivet bedre muligheder for at skabe sociale forandringer. De vil faktisk gerne

Der sad jeg, omringet af erhvervsledere i lyseblå skjorter og jakke. Jeg i min t-shirt med min næsering og tatoveringer. Vi sad sammen en aften i Aarhus midt i en sparringssession om, hvordan vores frivillige forening kunne gøre mere for unge uden for arbejdsmarkedet og skabe bedre bånd til erhvervslivet. Set udefra så vi måske forskellige ud. Men jeg kunne hurtigt mærke, hvor lettende det var at sidde med de her mænd og kvinder fra erhvervslivet frem for at være inde i et stort, offentligt system. Der opstod nemlig en erkendelse af, at nogle gange skal der andre idéer til at udfordre de store systemer, og erhvervsledernes tilgange var både udførlige og forandringsskabende.

Det system, der gerne ville have, at jeg hjælper folk i uddannelse og arbejde er nemlig, ulykkeligvis, ofte min største forhindring for selvsamme. Beslutningsgange, kassetænkning, udbudskrav og bureaukrati kommer oftest før de menneskelige behov – og det kan gøre mig ked af det, vred og frustreret, når jeg står med en ung ved min side, som har drømme og håb, som ikke kan imødekommes, selvom det slutresultat er det, vi alle ønsker. Jeg får de samme følelser på vegne af en medarbejder, som føler sig forhindret i at gøre det, de gerne vil, for at hjælpe mennesker i sårbare positioner.

Fremfor at vende troen på det offentlige ryggen vil jeg gerne gøre det bedre. Det kræver måske, at jeg og vi træder ud af det for en stund, slår mig sammen med erhvervslivet og vender retur med bedre løsninger. Det er derfor et paradoksalt, og egentligt svært, indlæg at skrive for en som mig:

Jeg er nemlig hverken ideologisk eller tilhørende et parti. Jeg tilhører derimod et værdisæt, som har det helt fint med vores skattetryk og den velfærd, som medfølger. Jeg holder af selve idéen om det offentlige og en omsiggribende velfærdsstat, som griber. Alt imens må jeg også erkende, at jeg har tabt troen på, at mit ønske om at skabe langsigtede, mere menneskelige, billigere og mindre bureaukratiske løsninger for dem, som har det sværest, kan komme fra det offentlige. Jeg tror også på, at langt de fleste offentlig ansatte går på arbejde med ønske om at gøre en forskel – og på samme tid er så kritiktrætte, at det kan være enormt svært at komme igennem med de mest åbenlyse kritikpunkter uden at få en konflikt.

Det er lidt nedslående, det må jeg da indrømme. Men til gengæld tror jeg helhjertet på, at erhvervslivet kan vise os nye veje, hvis vi giver det rammerne og mulighederne.

Vi lukker døren for de unge, der har allermest brug for støtte

I stedet for at tage højde for sårbare unges individuelle udfordringer er systemet, herunder medarbejderne, alt for ofte tvunget til at fokusere på standardiserede krav og kriterier, som de unge ikke har mulighed for at opfylde – og som tvinger medarbejderne ind i en rolle, hvor de alt for ofte kan være nødsaget til at vende ryggen til egen faglighed og værdier for at leve op til de krav, der stilles ovenfra. Det kan skyldes en lovgivning, som fokuserer på “ret og pligt” og “den korteste vej til arbejde”.

Det kan næsten forekomme ironisk, fordi der er så mange klokkeklare forskningsresultater og registerdata, som viser, at det har en negativ effekt på overgangen til beskæftigelse for kontanthjælpsmodtagere.

Resultatet er desværre blot, at vi lukker døren for de unge, der har allermest brug for støtte. Et eksempel kan være Aarhus Kommunes udbud for “job- og uddannelsesrettede forløb”, som betyder, at sårbare unge i alderen 18-29 er tvunget ud i en række helt bestemte forløb for at modtage deres ydelser, om de vil det eller ej. Ikke for de unges skyld, men for juraens. Det koster så også skatteyderne, når gratis tilbud afvises til fordel for udbudsvindere, som så lever af henvisninger og har krav på dem grundet en kontrakt med kommunen. Det burde ikke kunne ske. De unge og deres familier har en efterspørgsel på – og ret til – mere end det, som bedst matcher kommunens udbudsrammer og økonomiske krav til samarbejdspartnere.

Erhvervslivet som social innovatør for dem, som står udenfor

De unge, jeg omtaler, er de omtrent 45.000, som står uden for arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. De er ofte uden de ressourcer, muligheder eller netværk, der er nødvendige for at komme videre, når livet kan føles, som om det er gået i stå. De sidder fast i et system, hvor reglerne er så indgroede, at de kan få den offentlige sektor til at gå i stå. Trods min kærlighed til offentlig velfærd må jeg erkende, at det private også må vise vejen. Ikke i form af privatisering, hvor kun de, der har råd, kan få hjælp – men et paradigmeskifte i, hvordan vi arbejder med mennesker med mindre bureaukrati og mere personlig frihed.

I de år, jeg har arbejdet med sårbare unge, har jeg stiftet en række initiativer og udviklet en række projekter eller skitseringer hertil. Bl.a. Fundamentet, Ungebudgetter, Ung i Fokus, med flere. Sideløbende har jeg haft sparring fra Henrik Lind, der, ud over at være en af erhvervslivets spidser, har et stort hjerte for dem, som har det svært. Vores samtaler, og senere mine år i bestyrelsen for Lind Foundation, har lært mig usigeligt meget om, hvor stærkt et samspil, der kan være mellem erhvervslivet og sociale aktører.

Alt, hvad jeg har taget med mig fra de erfaringer, jeg har gjort mig, har resulteret i, at jeg i 2024 stiftede en organisation for sårbare unge: Paradigmeskiftet. Frem for at bygge den på tanken om, at det offentlige skal betale for os, så var det med tanken om, at hverken kommune eller stat skal give os midler. Friheden herfra skaber den uafhængighed, som for alvor kan skabe forandringer.

De løsninger, jeg ser for mig, kan altså kun komme fra et andet sted: erhvervslivet, i samarbejde med uafhængige sociale aktører og foreninger. Det er så vores ansvar at samle data og viden ind på indsatserne og skubbe til det offentlige til at blive bedre.

Med Paradigmeskiftet ønsker vi at udvikle en open-sourcemodel, der ikke skal modtage offentlig støtte, men i stedet bygger på et grundlæggende partnerskab mellem sociale aktører og erhvervslivet.

Vi har som samfund brugt alt for mange ressourcer på at skabe strukturelle krav, der forhindrer uafhængige sociale tilbud og erhvervslivet i at arbejde innovativt. Den økonomiske støtte i vores model kommer på sigt således udelukkende fra erhvervslivet, som donerer fripladser til de konkrete forløb for de unge, som kommer hos os. Modellen skaber frihed, fleksibilitet, netværk til de unge og mulighed for at samle omfattende data og udbrede – uden om de offentlige systemers bureaukrati.

Jeg kan se, at vores indsats virker og får unge ud af systemerne. Vi er ikke de eneste. Men den slags tilbud kan hverken forankres eller skaleres uden et bedre samarbejde med erhvervslivet, uden om det offentlige.

Vi skal koble markedets logik med velfærdens formål

Mange virksomheder arbejder allerede med klima, arbejdsmiljø og governance. Men der er én vigtig, overset mulighed: social effekt. Hvis vi kobler markedets logik med velfærdens formål, kan vi få flere unge i uddannelse og arbejde.

Der er mange muligheder for at lette erhvervslivets muligheder for at skabe forandringer med uafhængige aktører.

• Hæv loftet for fradrag: Gør sociale investeringer fradragsberettigede på linje med forskning og grøn omstilling.
• Fjern 10-års bindingen: Giv fleksibilitet i aftaleformer, så virksomheder kan skalere op eller ned uden at være låst fast i et årti.
• Drop medlemskravet for små foreninger: Lad også mindre, innovative aktører give donorer fradragsret – kvalitet bør veje tungere end kvantitet.
• Lemp udtagningsmomsen: Når en virksomhed donerer varer eller overskudslagre til sociale formål, skal det ikke udløse skattemæssige fælder.
• Gør fondsdannelse enklere: Sænk kapital- og revisionskrav for sociale fonde, så flere kan etableres uden at drukne i administration.
• Skab en standard for social impact-rapportering: Få, robuste indikatorer (trivsel, progression, fastholdelse), så indsatsen kan tælle i ESG på linje med klima og governance.

Foreninger, der gerne vil give virksomhederne de bedste mulige fradragsmuligheder, møder også et andet benspænd: vi skal have mindst 300 kontingentbetalende medlemmer og 100 gavegivere hvert år. 300 medlemmer lyder måske ikke af meget, men det er det, hvis man også vil have et medlemskontingent, som giver lidt driftsmuligheder.

ESG-kravene eksisterer nu for mange. Hvorfor ikke skabe en ESG-model, som er klar og skalerbar til disse virksomheder? Men de, som ikke er omfattet af ESG-kravene, kan også skabe forandringer. Danmark løser problemer i fællesskab. Næste skridt er en bro, hvor det offentlige sætter rammer, civilsamfundet leverer nærvær og metode, og erhvervslivet bidrager med fart og skaleringskraft. Så bliver S’et i ESG lige så konkret som E’et – og vi måler det på få, robuste indikatorer.

De unge vil gerne i uddannelse og arbejde

Jeg har udgivet en række bøger på området, blandt andet “Fremtidens Kontanthjælp” og “Motiveret Beskæftigelse”. I sidstnævnte gennemgik vi data, litteratur og forskning i Danmark og udland – og konklusionen fra data og litteratur var ret klar: De fleste vil gerne væk fra kontanthjælpen, men sanktioner, kassetænkning og regelkompleksitet modarbejder overgangene.

De unge, der står uden for arbejdsmarkedet, mangler ikke vilje eller lyst – det ser jeg hver eneste dag i mit samspil med dem. De vil så gerne videre, de skal blot have lov at blive klar i det rette tempo. Med reel omsorg omkring sig – og have det rette netværk, evner og erfaringer bygget op imens. De mangler nemlig muligheder, som matcher deres kontekst. Og her kan erhvervslivet spille en central rolle ved at tilbyde os i foreningslivet sparring, fleksibilitet, innovation og ressourcer, som vi ikke kan få fra det offentlige.

Gennem fleksible partnerskaber med sociale aktører kan virksomheder skabe rammer, hvor de unge kan udvikle sig og få adgang til det, der er nødvendigt for at komme videre i livet – og ud på arbejdsmarkedet. Det er tid til at ændre rammerne for erhvervslivet, så det kan blive en nøgleaktør i at skabe muligheder for sårbare unge.

Vi må se ud over systemets begrænsninger og koble erhvervslivets muskler med civilsamfundets indsigt. Så kan vi for alvor skabe forandringer.