Hurtighed i sig selv er ikke en dyd i børne- og ungdomspsykiatrien

Vi ringer ofte sammen og taler om, hvad vi ønsker for de familier, som søger hjælp i børne- og ungdomspsykiatrien. Vi er enige om, at vi arbejder i det måske mest meningsfulde speciale. Under de rette forhold altså. Når man kan få lov til at arbejde tålmodigt som detektiven, der leder efter det, der skaber problemer, og som hindrer børn og unge i at trives og udvikle sig. Det påvirker hele familien, når et barn eller en ung går i stå eller i stykker. Det kan lægge sporene for hele voksenlivet, om en ung får den rette hjælp. Ofte har vi en historie fra vores kliniske hverdag, når vi taler sammen. De illustrerer ofte en af de vigtigste pointer: at hurtighed ikke en dyd i vores speciale.

De historier, vi taler om i dag, involverer tre perspektiver: patienten, den pårørende og behandleren. Historierne om virkelige, men anonymiserede liv, begynder med en pige, der sidder overfor sin behandler og vrider hænderne. Hun er i et forløb med fokus på at forebygge, at hun igen skal forsøge at tage sit liv. Når en behandler spørger, hvorfor hun gjorde det, trækker hun på skuldrene, mens blikket er slået ned. Hun har en kontaktperson med sig fra kommunen, som nu har kendt pigen et helt år, fra da hun var 16 år, og skolen lavede den første af flere bekymringsskrivelser. Det virker lidt absurd at skrive ’et helt år’, som om det var længe. Men det er ikke givet, at en ung kender en voksen i professionelle sammenhænge ret meget længere end over et par møder.

Vi forlader pigen et øjeblik og går videre til en ung mand, en nyuddannet læge, som i løbet af dette år skal afgøre, om han vil være børne- og ungdomspsykiater. Han ser på dagens program og forsøger at genkalde sig, om der er navne, han har set før. Der er et enkelt. Sekretæren har sendt ham en besked om, at hun har booket en dårlig patient ind ved ham, fordi han havde ’den første ledige tid’. Han sukker og giver sig til at scrolle igennem de mange journalnotater for at få et overblik og noterer sig, at der optræder mange forskellige behandlernavne. Hvordan indleder man en samtale, når man ikke kender historikken og ikke ved, om man nogensinde skal se patienten igen? Han vil gerne vise, at han er én, man kan stole på. Men han kan ikke love noget andet end at lytte i dag. Han har bragt det op under vejledning med en seniorkollega, som også lyttede, men uden at kunne give en løsning. Hun sagde, at ofte handlede det jo om noget akut. Men han spekulerer på, om det akutte kunne have været undgået, hvis familien havde vidst, hvor de skulle gå hen, og hvem de kunne få fat på, når de oplevede forværring? Han ved, at han har set den mor sidde i venteværelset før.

De går hurtigt uden at møde hendes blik

Vi forlader den unge læge og går videre til den tredje historie. Den mor, som sidder og forbereder sig på den samtale, hun har fået presset igennem. Hun forbereder sig på at kræve, at nogen tager hende alvorligt, men hun ved, hun også må forberede sig på, at der ikke vil blive lyttet. At hun lige om lidt igen skal have en samtale med endnu et nyt menneske, som også lægger ansigtet i venlige og professionelle folder. Den rationelle del af hende ved godt, at alle, hun har mødt, vil hendes barn det bedste. Men hun ved også nu, hvor hun nærmest føler, hun har taget autodidakte uddannelser til at blive både læge, psykolog og socialrådgiver, at de ikke kan give det, som hun egentlig efterspørger: sammenhæng. At nogen lærer hendes barn at kende under den sorte hoodie, der skjuler det meste af ansigtet og de mange røde streger på armene efter selvskade. Hun ved godt, hvad de betyder: ”Jeg har det forfærdeligt, men jeg har ingen ord for hvordan og hvorfor”. For hver gang de sidder her, mærker hun sit barn trække sig længere ind i sig selv. Det nytter jo alligevel ikke at bruge alle de kræfter på at forsøge at forklare. Hun mærker også, hvordan hun selv bliver mere desperat og insisterende. Måske frygter de professionelle hende snart lidt, for de går hurtigt forbi uden at møde hendes blik.

Pigen gemmer på noget, som hun ikke tør vise

Tilbage til pigen i indledningen, der sidder over for sin behandler og vrider hænder. Det er kendt, at hun ikke har haft en nem barndom. Hun kom til Danmark for ti år siden fra et krigshærget land. Hun har boet på asylcenter, hvor hendes far tog sit liv. Behandleren er overlæge, og har derfor en anciennitet, der afgør, at hun ikke – som den unge læge i konsultationsværelset ved siden af – får booket patienter i sin kalender, uden at det er aftalt med hende. Hun kan også tillade sig at give ekstra tider, uden at nogen sætter spørgsmålstegn ved det. Det har hun gjort med denne pige – bare sagt: ”Jeg tror, vi skal ses igen. Jeg tror, vi skal aftale at du bliver ved med at komme hos mig, indtil du selv føler, at du ikke har brug for det mere”. Hun ved godt hvorfor, hun har en vag fornemmelse af, at pigen gemmer på noget, som hun ikke tør vise. Overlægen har ret.

Men først ved femte møde, hvor overlægen endnu engang har lovet, at ingen slipper hende, fortæller pigen med lav stemme. Hun forklarer, at hun i flere år har oplevet, at hendes liv bliver overtaget af en stærk overbevisning om at ’nogen’ har pålagt hende, at hun skal redde verden. Hun er ikke religiøs, men har en religiøs baggrund. Når hun får disse perioder, er hun ikke et øjeblik i tvivl om, at hun skal være præst. Det hviler på hendes spinkle skuldre at overbevise verdenslederne om at vælge fredens vej. Hvis hun ikke lykkes, vil det være hendes skyld, at antikrist tager bo i dem og slår tusindvis af uskyldige ihjel. Perioderne starter ofte med en nyhedsoverskrift eller andet, som virker uskyldigt. Men de er så pinefulde, at selv når de ikke er der, så frygter hun blot for den næste. Hun tør ikke læse, og hun tør ikke se fjernsyn. Hun ved ikke, hvor det kan ende, og derfor havde hun besluttet, at hun måtte dø.

”Har du aldrig fortalt nogen om det her?” spørger overlægen, som har bemærket kontaktpersonens overraskede blik. Pigen vrider igen sine hænder og svarer, at hun kun to gange har prøvet at dele det med nogen. Første gang med sin mor, som selv har det svært. Er traumatiseret. Hendes mor havde svaret med en lussing, at det ville hun aldrig høre om igen. Hendes mormor, som stadig bor i pigens hjemland, havde foreslået, at pigen skulle se en eksorcist. Anden gang var til hendes eneste veninde, som straks slog hånden af hende. Så hun har aldrig talt om det siden. Før nu ved femte samtale.

Overlægen kommer i tanke om den unge kollega ved siden af. Hun ved, at sekretærerne har booket en akut patient til ham, som han ikke har set før. Burde hun have trådt til, da hun så det sammenbidte og ulykkelige udtryk hos moderen til patienten i venteværelset? Den unge læge kan blive en fantastisk børne- og ungdomspsykiater med sit milde, nysgerrige og imødekommende væsen. Men kan han holde til aldrig at se de samme patienter længe nok til at skabe en relation? Som hun nu har til den unge pige, der i flere år har skjult det, der måske er en begyndende skizofreni. Kunne det have endt med, at pigen var lykkedes med at tage sit eget liv, fordi hun ikke orkede flere svigt, hvis hun fortsat var gået fra behandler til behandler? Og ville det så egentlig ikke være på hendes overlægekappe, at et ungt menneske havde mistet sit liv, og at en ung læge havde skullet leve med det?

’Svigt’ er et stærkt ord. Men kan man kalde det for andet end svigt af både patient, behandler og pårørende, hvis man ikke giver tid og rum til, at der kan skabes en tryg og tillidsfuld relation? Så de hjælpsøgende tør fortælle, hvad der egentlig rør sig i deres forpinte sind. Så den unge læge får mulighed for at opleve sammenhængende forløb, opbygge relationer over tid og lære, hvordan disse over-lang-tid-relationer har helende effekter i sig selv.

Når vi taler sammen om vores hverdag i klinikken, er vi altid enige om, at vi er i det mest meningsfulde speciale, man kan være i. Men vi er også altid enige om, at der mangler en central ting, og det er sammenhæng. For både patienter, pårørende og behandlere. Sammenhæng giver det fundament af tryghed, man skal bruge, hvis man skal turde prøve at sætte ord på det indeni, som er så svært at få fat på. Vi tror på, at vi kan hjælpe flere hurtigere, hvis vi sætter sammenhæng og grundighed over hurtighed. Hurtighed i sig selv er ikke en dyd i børne- og ungdomspsykiatrien.