Hvorfor er vold ikke er et valgtema?

Øvrige skribenter: Cecilie Kramer, sekretariatsleder Center for Voldsforebyggelse, Helene Brydensholt, retsordfører Alternativet, Melina Andersen, folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti, Sofie Therese Svendsen, folketingskandidat for det konservative folkeparti, Louise Madsgaard, kandidat ved KV25 eller som medlem af Venstre, Matilde Dueholm, byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Aarhus Kommune, Camilla Fabricius, socialordfører for S, Thomas Rohden, valgt ind i Region Øst for Radikale Venstre og formand for Sundhedsråd Hovedstaden.

Prøv at tage en kandidattest til det kommende folketingsvalg. Du bliver spurgt, om skatten skal sænkes, om der skal være flere penge til forsvaret, og hvordan vi håndterer klimaet.

Men ét spørgsmål mangler næsten altid: Hvordan vil vi forebygge vold?

Det manglende spørgsmål afslører noget grundlæggende om politiske prioriteringer. Valgkampe domineres ofte af diskussioner om straf, udvisning, og om det skal være lettere at smide elever ud af folkeskolen, eller om kriminelle udlændinge skal udvises.

Langt mindre opmærksomhed rettes mod de strukturelle forhold, der skaber vold, og hvordan den kan forebygges.

Vold i nære relationer rammer hvert år hundredtusinder af mennesker i Danmark. Sidste år slog kvindedrabsstatistikken rekord, og flere kvinder end mænd blev dræbt. Ifølge landets politikredse blev 17 mænd dræbt, mens Femicide Watch Danmark registrerede 25 kvindedrab og fem mistænkelige dødsfald, hvor mænd var sigtede.

Alligevel er vold sjældent en central del af den politiske samtale i en folketingsvalgkamp.

Når politikere taler om tryghed, handler det næsten altid om kriminalitet i det offentlige rum: bander, knive og utryghed i nattelivet.

Men den mest udbredte vold i Danmark sker ikke på gaden. Den sker i hjemmet. Den sker bag lukkede døre, hvor ingen kameraer overvåger, og hvor politiske løsninger sjældent diskuteres.

Forebyggelse virker

Det er ikke, fordi løsningerne ikke findes. Vi ved, at tidlig forebyggelse virker. Vi ved, at uddannelse af fagpersoner kan gøre en forskel. Vi ved, at bedre samarbejde mellem politi, sundhedsvæsen og kommuner kan redde liv. Og vi ved, at oplysning om vold og støtte til mennesker, der lever med vold, kan forebygge drab.

Men for at det kan ske, kræver det politisk vilje.

I dag er indsatsen mod vold i nære relationer i høj grad fragmenteret. Civilsamfundsorganisationer og frivillige gør et stort arbejde, men ofte uden langsigtede nationale strategier eller stabil finansiering. Samtidig mangler der en samlet politisk vision for, hvordan Danmark faktisk vil forebygge vold.

Det er et paradoks. For vold i nære relationer er ikke kun et socialt problem. Det er også et sundhedsproblem, et sikkerhedsproblem, et ligestillingsproblem og et demokratisk problem.

Et samfund, hvor mennesker ikke er trygge i deres egne hjem, er ikke et samfund, hvor frihed og lighed er fuldt realiseret.

Et spørgsmål om politisk mod

Danmark har tidligere vist, at politisk mod kan skabe store forandringer. Samtykkeloven ændrede vores forståelse af voldtægt. Den debat opstod, fordi nogen insisterede på, at vold og overgreb ikke skulle behandles som private problemer, men som politiske spørgsmål.

Det samme gælder vold i nære relationer.

Forebyggelse kræver investeringer i viden og undervisning. Det kræver bedre data og mere systematisk opfølgning, når mennesker søger hjælp. Og det kræver en politisk vilje til at se vold som et strukturelt problem; ikke kun som individuelle forhold.

Derfor burde et helt grundlæggende spørgsmål i enhver folketingsvalgkamp være: Hvordan vil folkevalgte sikre, at mennesker, der lever med vold, mødes af et system, der reagerer hurtigt og effektivt? Hvordan vil I forebygge vold i Danmark? Hvordan vil I sikre, at børn ikke vokser op i hjem præget af vold? Hvordan vil I hjælpe unge, før volden bliver en del af deres egne relationer?

Spørgsmålene er ikke taget ud af den blå luft. Mænds vold mod kvinder i Danmark er på én gang veldokumenteret i omfang og påfaldende underbelyst i forklaring. Internationale undersøgelser viser, at Danmark ligger højt, når det gælder vold, overgreb og chikane mod kvinder. Ifølge analyser fra European Institute for Gender Equality og EU Agency for Fundamental Rights angiver omkring hver tredje danske kvinde, at hun har været udsat for seksuel vold – et niveau, der ligger markant over EU-gennemsnittet.

Alligevel er voldens årsager og politiske prioritering blevet mere utydelige. Forskning peger på et centralt politisk skifte i Danmark i 2000’erne: fra at forstå vold mod kvinder som et ligestillingsproblem til i højere grad at beskrive det som “vold i nære relationer”.

Konsekvensen er, at et alvorligt samfundsproblem bliver sværere at tale klart om og dermed også sværere at forebygge politisk.

Det er spørgsmål, der handler om tryghed, sundhed og rettigheder. Kort sagt: om hvilken slags samfund vi ønsker at være.

Hvis vold fortsat er fraværende i valgkampen, er det ikke, fordi problemet er lille. Det er, fordi vi endnu ikke har besluttet, at det er vigtigt nok til at blive en del af den politiske dagsorden. Måske er det netop derfor, vi som borgere bør begynde at stille spørgsmålet selv.