I ny bog fortæller unge ærligt og poetisk om livet med psykisk lidelse og misbrug

”Jeg var blevet afvist, da jeg ifølge stedet ikke havde den rette diagnose.
Jeg var knust. Endelig havde jeg samlet mod til både at sige højt, at jeg havde et problem, men også at jeg havde brug for hjælp. Hvorfor var jeg ikke deres hjælp værdig?

Sådan skriver Sasia i bogen ”Mine ar lyser dagen op”, der netop er udkommet.I bogen giver syv unge deres personlige historier om et liv, der er langt fra det, de fleste vil betegne som et almindeligt ungdomsliv.

Bogen giver et unikt indblik i, hvordan det opleves at føles sig anderledes helt fra barndommen, hvordan de som børn og unge har kæmpet for at tilpasse sig trods psykiske lidelser, og hvordan misbruget bliver et forsøg på at dulme uudholdelige smerter og følelsen af at være forkert.

”Vi har skabt denne bog, fordi disse historier fortjener at blive hørt. Ikke for at vække medlidenhed, men for at skabe forståelse og oplysning. For at vise, at selv når alt virker håbløst, findes der en vej videre. Ikke altid let. Ikke altid lige. Men mulig. Håb er ikke altid til at få øje på. Det kan være skjult bag smerte, stilhed eller kaos. Men det findes – som en svag glød i mørket. Og selv når det føles langt væk og uden for rækkevidde, så lever det videre som noget, vi kan dele og bære for hinanden,” skriver Sofie Kurtzweil i bogens forord.

Hun er koordinator for UngeNetværket, som de unge forfattere er en del af.

Der er behov for handling

Bogen handler også om et system, der gang på gang har svigtet ved at smække døren i, da de unge stod og bad om hjælp til psykiske lidelser og et massivt misbrug af stoffer, alkohol eller begge dele.

”I løbet af kort tid blev rygning koblingspunktet i mødet med nye mennesker. Jeg bragte også rygning med ind i de venskaber, jeg havde i forvejen. Det var så rart, hvordan man kunne slappe af på en helt ny måde.

 Citat, Tella i kapitlet ”Min rejse til diagnose og dobbeltdiagnose”

Gennem de unges fortællinger står det derfor klart, hvorfor et mere sammenhængende behandlingssystem er livsnødvendigt.

Bogens budskab er, at der er behov for handling. Men også, at der er et håb. Både et håb for at systemet kan ændres, og for at der er en vej ud, selv når alt ser mørkt og håbløst ud.

”Håbet bliver ved, til jeg ikke er her mere
Da vil jeg gennem skyerne svæve
Håbet vil jeg som aske sprede til flere
At leve skal du af livet kræve”

Citat, Louise Anastazija i kapitlet ”Håbet”

Bogen, der er støttet af Helsefonden, er blevet til på initiativ fra UngeAlliancen. Den er udgivet af Forlaget Socialt Indblik, der også har faciliteret den skriveproces, som de unge har været igennem i arbejdet med bogen.

Køb bogen her og læs et uddrag af bogen her.