”Jeg drømmer om, at vi får gjort det naturligt at tale om psykisk og fysisk vold”

Hvad har tiltrukket dig ved din nye rolle?

Jeg har de seneste to år siddet i bestyrelsen som næstformand og så det som en naturlig forlængelse af den rolle. Jeg tror på, at vi har et potentiale til at nå ud og hjælpe endnu flere, og det vil jeg gerne bidrage til. Jeg har selv været så heldig at have en lykkelig barndom, men jeg er meget bevidst om, at der er mange børn og unge, der ikke har det, og som har brug for hjælp. Dem er det vigtigt at hjælpe.

Hvad bliver dine vigtigste opgaver i den første tid?

Et vigtigt fokus er at støtte og samarbejde med vores meget dygtige generalsekretær Henrik Appel, som er relativt ny på posten. I bestyrelsen har vi også fået to nye med ombord – Anne Vang Rasmussen og Elsebeth Kirk Muff – og det bliver blandt andet min opgave at sikre, at den samlede bestyrelse er et godt hold. Det er udgangspunktet for, at vi kan lykkes med at udvikle vores rådgivningstilbud, særligt til unge. Vi oplever, at der er for få tilbud til de unge, som er ramt af vold. Vi kunne hjælpe mange flere, end vi har ressourcerne til, derfor har vi også brug for at skaffe finansiering til kernedriften.

Hvis du skal drømme stort og visionært i din nye rolle, hvad drømmer du så om?

Et af svarene på det spørgsmål ligger i navnet Bryd Tavsheden. Jeg drømmer om, at vi får brudt tabuet og gjort det naturligt, at de, der bliver udsat for psykisk og fysisk vold, kan tale åbent om det. Det er en positiv forandring, når flere står offentlige frem og fortæller om deres erfaringer som voldsudsatte. Og når offentlige personer som fx Peter Hummelgaard vælger at fortælle om, hvordan det var at vokse op i et hjem med vold. Vi skal blive bedre til at dele menneskers levede erfaringer – for de er levende beviser på, at volden findes, men også at man kan komme fri og komme hel videre. Der ligger et uforløst potentiale i at bygge bro og hjælpe hinanden videre.

Hvad drømte du om at blive, da du var barn eller ung?

Det er et godt spørgsmål. Det eneste, jeg kan komme i tanke om er, at jeg som femårig engang fik fortalt min søster, at jeg ville være sherif, og at hun sagde, at det kunne man ikke blive. Jeg tror, at jeg er fra en generation, hvor man ikke havde en decideret karriereplan. Måske derfor var mit mål ikke mere konkret end, at jeg drømte om at arbejde med noget, hvor jeg kunne være med til at forandre verden i en positiv retning. Jeg tror, at jeg drømte om, at vi som samfund blev lidt bedre til at passe på hinanden og give plads til hinanden. Jeg er fra et hjem, hvor vi over middagsbordet drøftede, i hvilken retning samfundet burde bevæge sig. Min far var redaktør på en avis, min mor var journalist. Måske har det været med til at skabe en forventning om, at andre er interesseret i at høre, hvad man mener, og at man skal gøre en indsats for at hjælpe dem, der har brug for hjælp.