Kan fysisk magt mod en skadet, lille barnevinge skabe tryghed?

Kender du Inge Lehmann? Hun er den danske forsker og seismolog, der opdagede, at jordens flydende indre må indeholde en fast kerne. Hun er verdenskendt for den opdagelse, som hun gjorde uden megen hjælp fra andre. Hun var ambitiøs ”på den gode måde”, som Peter Lund Madsen kaldte det. Det vil sige med blikket rettet mod at forstå det, som ikke passede ind i de gældende opfattelser af verden fremfor mod personlig succes igennem et professorat.

Hun var fra en tid, hvor man troede, at unge kvinder ikke havde sind og evner til at forske. Hun kunne derfor få lov til at følge forelæsninger på Cambridge University, som udløste et diplom. Men hun kunne ikke få adgang til laboratorium og bibliotek eller modtage undervisning af en professor og slutte med en eksamen, som de unge mænd kunne.

Som barn fik hun dog en hjælp af sine forældre, der måske blev afgørende for hendes senere succes. Hendes mor holdt hende tilbage fra at starte i skolen, indtil hendes lillesøster var klar til at starte sammen med hende. For hendes mor beskrev sin ældste datter som en sart fugl, der havde brug for lidt længere tid til at lære at flyve. Når søsteren var med, havde de trods alt hinanden. Den del var vigtig, fordi Inge heller ikke legede med andre børn. Hun kunne lide at tælle og talte alt, hvad der var at tælle. Hun var dybt fascineret af den rene logik i matematiske forklaringer. Oveni fandt hendes far en usædvanlig skole. Den blev grundlagt af den første kvindelige fysiker i Danmark, Hanna Adler, som skabte en fællesskole for drenge og piger, der skulle bygge på et frit og trygt miljø som rammen omkring alle børns læring.

Inge kunne i store dele af sit 104-årige liv forsvinde ned i sit arbejde og glemme alt omkring sig (og i sig). Hun blev betragtet som svagelig, fordi hun ofte blev syg, men det var nok snarere denne intense fordybelse, der udmattede hende. Hun var en ener, der ikke ejede evnen til at give slip, og som foretrak at arbejde alene. Hun står bag over 100 videnskabelige artikler, hvor hun på langt de fleste er eneforfatter. Det er usædvanligt, og hun var uden tvivl et usædvanligt menneske. Hun havde en særlig evne til at se mønstre i de mange seismogrammer, hun lagde foran sig. Noget brød retningen af de bølger, der sendes igennem jorden efter et jordskælv. Ingen andre kunne få mening ud af uregelmæssigheden, men hun kunne, og det ledte hende til opdagelsen af jordens inderste kerne.

Evnen til at se detaljer i verden, som andre overser

Et andet sted i verden og en del år senere traf et andet forældrepar en afgørende beslutning på deres datters vegne. Den lille Temple Grandin havde som toårig ikke antydning af sprog og fik intense raseriudbrud. Børnelægen mente, at der var en mild hjerneskade. Han anbefalede, at de sendte hende på en institution og kom videre med livet. Men det ville hendes mor ikke høre tale om. Hun sørgede for privatundervisning tilpasset den lille piges behov. Taleundervisning og pædagogisk leg, som skulle lære hende simpel interaktion med andre. Først som fireårig fik hun sprog, og også Temple viste sig at have evnen til at se detaljer i verden, som andre overser. På godt og ondt. Hun blev let overstimuleret og led af voldsom angst. Hun længtes efter faste tryk på kroppen, men brød sig ikke om menneskelig berøring.

En tidligere NASA-videnskabsmand, William Carlock, så Temples potentiale og vanskeligheder. Han hjalp hende til en videnskabelig karriere ved at træde ind i hendes oplevelse af verden, i stedet for at forsøge at trække hende over i andres. Temple havde en unik evne til at se verden igennem dyrs øjne, som ledte hende til at udvikle teknikker til at lindre stress ved både dyrene og sig selv. Hun udviklede ’krammemaskinen’, hvor hun kunne kontrollere fastheden af trykket på sin krop, når angsten blev for voldsom. Hun er i dag verdensberømt for sin forskning i kvæghold og dyrevelfærd og for sin evne til at sætte ord på, hvordan det opleves at leve med autisme i en verden, der egner sig bedre til de neurotypiske.

Før eller siden melder følelsen af at være forkert sig

Jeg ved ikke, om Inge Lehmann også kunne have fået en autismediagnose, men jeg er overbevist om, at både hendes og Temples potentiale var forblevet uforløst, hvis de havde været tvunget til at (over)tilpasse sig ydre krav og rammer i stedet for omvendt. Jeg er også overbevist om, at der findes flere sarte fugle som de to rundt omkring i mange skoleklasser. Sarte fugle, der sagtens kan lære at flyve og synge med eget næb, men som har brug for længere tid, mere ro, mere stabilitet. Hjerner, der ser alt det, som andre ikke bemærker, bliver hurtigere fyldt op og har brug for mere restitution.

Det bekymrer mig derfor, at vi lige nu tvinger alle børn ud af reden på det tidspunkt, hvor samfundets strukturer har bestemt, at de skal være klar. Ikke når de selv eller forældrene mener, de er klar. Hvis man som forælder ønsker noget andet for sit barn, er der ikke meget hjælp at hente. Man må skubbe på den lille og håbe, at han eller hun overlever faldet. Det gør de fleste i første omgang. I hvert fald kan man forledes til at tro, at det gik godt. Men kan vi egentlig se, om vi allerede her ved opstart i vuggestuen har gjort skade på de små vinger? Vinger, de tager med sig ind i børnehaven, hvor der er nye krav til flyvefærdighederne, som måske gør skaden værre.

Børn protesterer sjældent i denne alder. De vil altid forsøge at opfylde de voksnes forventninger. De er for afhængige af de voksne til at gøre andet end forsøge at følge med og gøre, som de voksne beder dem om. Så hvis de får besked på at flyve, så forsøger de. Før eller siden melder følelsen af at være forkert sig. Det kan ikke undgås, når der opstår for stor diskrepans mellem det, man føler og fornemmer om og fra sig selv i forhold til de krav, der stilles udefra. Med tiden bliver det for svært, og nu mærker de voksne også, at noget er helt galt. Det kan være, at barnet får tilbagevendende mavepiner, raseriudbrud eller nægter at gå i skole.

Det er ikke naturligt for børn at melde sig ud af fællesskabet. Det gør de kun, når det ikke på nogen måde længere er muligt for dem at tro på, at de nok skal lære at flyve sammen med de andre. Hvordan ser en følelse af at være en komplet fiasko som menneske ud i børnehøjde? Og kan vi lære at genkende den for det, den er? Utryghed. Der er de indadvendte, og der er de udadvendte, som til fælles har den dybe utryghed: Er jeg god nok, som jeg er?

Det vigtige er ikke, om der stilles en diagnose

De indadvendte lider i stilhed med vagtsomme øjne og ører, der forsøger at få styr på, hvordan man følger med andre, når ens vinger er skadede. De børn er overbeviste om, at de selv må klare at finde en løsning. De stiller ikke spørgsmålstegn ved, om det er urimeligt at bede dem prøve. De udadvendte kæmper og raser. Det gør de for at beskytte deres sårede vinge fra omgivelserne. Ingen må se den, for disse børn er overbeviste om to ting: de kommer aldrig til lære at flyve. Hverken på egen hånd eller med hjælp fra andre. Foran dem ligger kun forventning om nederlag.

Vores statsminister Mette Frederiksen har for nylig fortalt i et interview, at hun vil have færre børn med diagnoser og færre børn, der har brug for de dyre specialtilbud. Vores Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye vil give lærerne flere beføjelser i forhold til at anvende fysisk magt. Men det grundlæggende problem er, at de to ministre overser, hvorfor børn reagerer, som de gør. Det er ikke uvilje eller manglende opdragelse. Det er utryghed. Kan fysisk magt mod en skadet, lille barnevinge skabe tryghed?

Hvis vi graver helt tilbage i historien om autisme, så finder vi 25 år inden, Leo Kanner og Hans Asperger beskrev autisme som en selvstændig diagnose, en kvinde med et andet syn på disse særlige børn. Psykiateren Grunya Sukhareva, beskrev en gruppe af børn som kendetegnet ved særlige interesser, overfølsomhed for sanseindtryk og vanskeligheder med socialt samspil. Hun fremhævede sårbarhederne, men også styrkerne i form af evnen til fordybelse, ærlighed, vedholdenhed og talent for systematisk tænkning. Og hvad er endnu vigtigere, så betonede hun betydningen af, at omgivelserne lærte sig at forstå og støtte børnene uden at forsøge at lave børnene om. Tænk, hvis vi havde fulgt hendes råd.

For mig er det vigtige ikke, om der stilles en diagnose, men om vi nu sætter alt ind på at skabe en ramme omkring børns udvikling, hvor de kan få lov til at udvikle sig og deres fulde potentiale i deres eget tempo. Selv hvis de hører til blandt de sjældne eller sarte fugle. For man kan ikke tvinge udvikling til at gå hurtigere uanset samfundets behov. Det eneste, man får ud af det, er utrygge børn, der ikke stoler på andre og ikke tror på sig selv og deres eget værd som menneske.