Liv fandt nøglen til at regulere sin ADHD

Snitteknive og træskeer ligger på en bund af træspåner på stuebordet, så hun let kan gribe det og fortsætte, hvor hun slap. 

Når Liv Holm kommer hjem til skovløberhuset på grænsen til Bistrupskovene på Midtsjælland, sætter hun sig ofte med kniv og træ og fordyber sig i hændernes arbejde for at få pulsen ned.

”Jeg er så fokuseret på arbejdet med træet og kniven, bliver tvunget ind i nuet og tænker ikke på andet end at snitte. Bare lyden er mentalt beroligende og hjælper mig til at koble af og forsvinde ind i en boble, der er vidunderlig at være i. Håndværket giver mig et frirum, hvor alle forstyrrende tanker forsvinder,” forklarer Liv Holm, der arbejder som naturvejleder og kultur- og historieformidler. 

For Liv Holm er det at snitte, smede og lave andre former for håndværk meget mere end en hobby. Det er nødvendige pauser, der hjælper hende til at kalibrere, altså justere, den indre uro og voldsomme energi, som ellers holder hende i gang i et højt tempo og ofte sender kroppen på overarbejde, fordi hun har ADHD og derfor har svært ved at regulere og dosere sin energi. 

Først som 26-årig fik Liv Holm forklaringen på de kaotiske kræfter, som regerede i kroppen, da hun fik diagnosen.

”For mig betyder ADHD’en, at jeg oftest trækker vejret meget højt oppe i brystet og glemmer de dybe vejrtrækninger, som skaber ro i kroppen. Når jeg er koncentreret om at snitte eller lave andet håndværk, kan jeg mærke, at jeg trækker vejret på en anden dybere måde, som får roen til at brede sig,” siger hun og forklarer, at roen bliver i timerne efter, fordi håndværket efterlader en naturlig træthed i kroppen.  

Liv Holm er en af de mange kvinder, hvis ADHD blev overset, da hun var barn, og som derfor blev stemplet som uromager. Flere gange om ugen blev hun skældt ud og sendt uden for døren i skolen, fordi hun havde svært ved at sidde stille.

En instinktiv flugt fra indre kaos

Som teenager resulterede følelser af skyld og skam i, at hun udviklede selvskade, begyndte at selvmedicinere og til sidst følte sig så presset, at hun forsøgte at tage sit eget liv. I psykiatrien følte hun sig mere fremmedgjort end hjulpet. For samtalerne med en psykiater førte ikke andet med sig end fejldiagnoser og en endnu stærkere følelse af at være forkert. 

”Jeg fik alle mulige diagnoser kastet ned i hatten. Borderline, bipolar, skizofren. Ikke en eneste nævnte ADHD. Og jeg følte mig ikke hjulpet, snarere stemplet som vanvittig. Det var bare mere brænde på mit kæmpe indre bål af skam,” som hun tidligere har forklaret i artiklen ”Uopdaget ADHD: Jeg ville ønske at nogen havde taget mig i hånden og sagt, at jeg var okay” her på Socialt Indblik.   

Men allerede som barn fandt hun ud af, at der spredte sig en ro i krop og tanker, når hun byggede eller skabte noget med sine hænder. Hun byggede avancerede huler i skoven med gulv og komfur, tegnede og malede i timevis, gik på jagt efter søpindsvin, pinde og sten i naturen.  

”Jeg indrettede mit værelse med alle mine hjemmegjorte udsmykninger. Det at gå ud og samle naturens skatte og frembringe noget ud af dem har været en instinktiv flugt fra mit indre kaos. Det at skabe med mine hænder var forbundet med ro og tryghed,” konstaterer hun. 

Hendes far var håndværker, og Liv var ofte med ham i hans værksted. Morfaren var pædagog og optaget af, at børn skulle have lov til at have værktøj i hånden og lære at bruge det. Liv Holm husker, hvordan hun fik lov til at mure en ovn i sin morfar og mormors sommerhus, og hvordan de sammen byggede en bålplads formet som en stjerne og gik til stranden for at hente sten.  
 
”Derhjemme havde jeg mit eget lille værktøjsskab. Jeg kan huske, at jeg engang fandt et gammelt bådkompas, som jeg gik i gang med at polere. Det minder mig stadig om den ro, jeg fandt i værkstedet, og at vi havde noget rart sammen her,” konstaterer hun. 

Håndværket bygger op 

Liv Holm var igennem årelang udredning i psykiatrien og helt nede på bunden af sig selv, før hun som 26-årig fik stillet diagnosen ADHD og begyndte at finde strategier til at dæmpe uroen.
Her blev håndværket nøglen til, at det lykkedes hende at rejse sig fra den livskrise, hun havde været i, og skabe struktur og retning for sit liv, vurderer hun i dag.

I Sagnlandet Lejre begyndte hun at arbejde med kultur- og naturhistorie, hvor træarbejde, læderarbejde, farvning af skind, filtning og andet håndarbejde var en del af hverdagen. 

”Jeg landede i en rede med inspiration fra mennesker, jeg følte mig tryg ved, og startede med at smede i smedeværkstedet. Det gav mig en kæmpe ro indeni,” siger hun.  

Hændernes arbejde har været afgørende for, at hun har vundet fodfæste med mulighed for at bruge den energi og det hyperfokus, ADHD’en giver hende, konstruktivt – til at skabe og bygge sig selv op, frem for at pille sig selv ned, som hun gjorde i alle de år, hvor hun følte sig misforstået og forkert, oplever Liv Holm. 

Hun er flere gange blevet præsenteret for forskellige former for meditation, som en del af arbejdet mod at skabe balance og trivsel i livet med ADHD. Men meditation, som kræver, at man sidder stille og måske ovenikøbet lukket øjnene, har hun altid haft svært ved.  

”Det er langt lettere at finde ro, når jeg samtidig bevæger mig. Det oplevede jeg allerede som barn. Når jeg var i bevægelse, flyttede uroen ud af brystet,” forklarer hun.  

Terapien peger ind – håndarbejdet ud 

Som teenager blev Liv Holm i psykiatrien introduceret for en form for kreativt værksted. En dag om ugen kunne hun i et par timer deltage i et malerværksted som terapi. Det var rart at male, oplevede hun. Men maleterapien var meget fokuseret på at bearbejde mareridt og forhold sig til det svære, forklarer hun:  
 
”På den måde tvang det mig op i hovedet og til at dvæle ved det, jeg egentlig gerne ville lægge bag mig. Det at lave håndarbejde uden et terapeutisk formål er meget anderledes. Når jeg sidder og snitter, kobler jeg netop ikke ind i tanker, men ud af dem. Derfor giver det at snitte eller lave andet håndarbejde et helt andet frirum, et frikvarter fra uroen i tankerne.” 

Liv Holm forestiller sig, at det ville have hjulpet hende, hvis hun i psykiatrien havde haft mulighed for at fordybe sig i at lave noget med sine hænder i et kreativt værksted, uden at hun selv eller andre skulle forholde sig til, hvordan de havde det indeni.  

”Jeg havde slet ikke brug for at arbejde analytisk strategisk med, hvordan jeg havde det,” siger hun og fortsætter: 

”Måske kunne det at sidde og snitte eller male frit have hjulpet mig til langt tidligere at indse, at mine evner indenfor håndarbejde netop er en styrke, jeg kan bruge til noget konstruktivt, som jeg gør det i dag.”  

Mange i mental mistrivsel vil have glæde af at skabe flere kropslige og skabende frirum, ikke som erstatning for terapi og medicin, men som supplement, der kan hjælpe til at få øje på og bygge deres ressourcer op, mener Liv Holm. 

”For mange mennesker med ADHD eller andre udfordringer er det ikke nok at tale om tingene. Jeg tror, at mange som jeg har brug for at mærke sig selv og deres kroppe. Kreativt håndarbejde, uden mål om et bestemt produkt, er en konkret og konstruktiv vej at gå. For det giver en umiddelbar oplevelse af at mestre noget og en pause fra at skulle præstere eller være noget bestemt,” siger hun. 

I dag arbejder Liv Holm med håndværk og håndarbejde både privat og professionelt, fordi hun kan mærke, at hun har brug for, at hændernes arbejde er en fast del af hverdagen.

”Håndværket hjælper mig til at flytte opmærksomheden ned i kroppen fra øverste etage, som har sit helt eget tempo, når man har ADHD. Men det gør også, at jeg får en bedre fornemmelse for, hvad min krop har brug for.”