Mathias’ brandtale: Alt det, vi ikke ved

Hvorfor accepterer vi, at omkring 94 procent af de unge på STU ikke kommer videre i job eller uddannelse, når det er præcis det, STU’en er lavet for?

Hvorfor siger alle, at servicerammen spænder ben for kommunerne i at lykkes, uden at nogen taler om, hvordan vi ændrer den?

Hvorfor bliver vi ved med at undersøge det svar, vi håber at få, i stedet for det nuancerede svar, vi har brug for at høre?

Hvorfor spørger vi så sjældent de mennesker, der giver de besværlige svar?

Hvorfor vil vi så gerne inddrage unge, så længe de siger noget, der gør os tilfredse?

Hvorfor kan Danmarks største kæde af behandlingsskoler for udsatte børn ende i en ejerkæde, hvor pengene tager på rundtur gennem selskaber og skattely, før de til sidst ender hos en eller anden olie-sheik-dude i Abu Dhabi?

Hvorfor kan vores mest udsatte unge ende på bosteder, hvor ejerens sidste bopæl var en fængselscelle?

Hvorfor skifter vi ordet inklusion ud med mangfoldige børnefællesskaber, som om børn kan mærke forskel på nye ord, hvis vi rækker dem den samme ringe virkelighed?

Hvorfor har vi kontanthjælp, som ikke er nogen hjælp?

Hvorfor har vi jobcentre, som ikke får nogen i job?

Hvorfor kognitiv-tester vi børn og unge, når de har det allerværst? Og i mit tilfælde skulle tisse helt vildt.

Hvorfor sygeliggør vi menneskers naturlige reaktioner på ting, der har gjort alt for ondt?

Hvorfor taler vi så meget om børnene, når så mange af problemerne handler om de rammer, vi har bygget omkring dem?

Hvorfor er det så nemt at være enige om det rigtige på folkemødet eller en konference og så svært at se en forskel mandag morgen?

Hvorfor er det så tit dem, der står tættest på virkeligheden, der har mindst indflydelse på beslutningerne?

Og hvorfor er vi blevet så gode til at beskrive problemerne?

Og så dårlige til at ændre dem?

For det mærkeligste ved vores område er faktisk ikke vores uenigheder.

Det mærkeligste er, hvor enige vi er.

Vi er enige om tryghed.

Enige om at tidlig indsats betaler sig.

Enige om at ventetid skader.

Enige om at børn lærer bedre, når de trives.

Enige om mere, end vi er uenige om.

Så den sidste ting jeg ikke forstår er:

Hvorfor står vi så bomstille? …

For jeg tror ikke, vi mangler mennesker med hjerte.

Det her telt er sikkert fyldt med mennesker, der gerne vil gøre en forskel.

Jeg tror heller ikke, at vi mangler viden.

Jeg tror, vi mangler modet til at tage udfordringen op.

Så lad os stoppe med at klappe af de rigtige sætninger, hvis vi ikke tør ændre de forkerte rammer.

Lad os tage den enighed med ud af teltet.

Og lad os gøre noget ved de systemer, vi selv har bygget.

For børn og unge har ikke brug for, at vi bliver bedre til at beskrive problemerne.

De har brug for, at vi bliver modige nok til at ændre dem.