Når adoption uden samtykke skal lykkes i praksis

Adoption uden samtykke er en af de mest indgribende indsatser på socialområdet og stiller derfor høje krav til faglighed, ansvar og kvaliteten af de forløb, der følger efter beslutningen.

Mange kommuner arbejder allerede fagligt og ansvarligt med forløb om adoption. Det er vigtigt at anerkende. Samtidig viser dokumentarserien “Når staten bortadopterer”, som for nylig blev vist på DR, at indsatsen i enkelte tilfælde får alvorlige konsekvenser for børnene.

Vi skal for alt i verden sikre, at børn, der tvangsadopteres, får den tryghed og stabilitet, som er formålet med indsatsen, og det er netop med dette fælles udgangspunkt, at vi i det følgende peger på de faglige forudsætninger, der skal være til stede, hvis adoption uden samtykke skal lykkes som en beskyttende indsats for barnet.

Vi gør det med afsæt i vores ståsted som erfarne aktører på anbringelsesområdet, herunder som VISO-leverandører og med mangeårig erfaring med sager om adoption uden samtykke.

Derfor er overgange og udslusning afgørende

Den største udfordring, når vi taler om adoption uden samtykke, ligger ikke i beslutningen om adoption, men i det arbejde, der følger efter. Vores erfaringer fra praksis peger på, at overgange og udslusning er blandt de mest afgørende – og komplekse – faser i et adoptionsforløb.

En overgang kan forstås som at bygge en bro mellem to livssituationer. For barnet er det ikke blot en fysisk flytning, men en følelsesmæssig proces, hvor relationer brydes, og nye skal etableres.

Overgange er i deres natur en potentiel belastning. Derfor har måden, overgangen tilrettelægges på, afgørende betydning for barnets mulighed for at knytte sig til nye omsorgspersoner.

Når overgange er nænsomt forberedte og tilpasset det enkelte barn, kan de være med til at beskytte barnet. De kan mindske risikoen for, at barnet udvikler en grundlæggende utryghed i relationer og en forventning om, at betydningsfulde voksne forsvinder igen.

Omvendt ved vi, at overgange, der gennemføres uden tilstrækkelig faglig opmærksomhed, kan være potentielt traumatiserende og i værste fald forstærke allerede eksisterende belastninger i barnets liv.

Det stiller høje krav til planlægningen. Udslusningen må tage højde for barnets alder, udvikling, tilknytning og eventuelle traumehistorik – og tilrettelægges med mulighed for løbende justeringer, hvis barnets reaktioner eller andre forhold viser behov for det.

Alligevel er det også her, at rammerne i praksis ikke altid fuldt ud understøtter det, der fagligt er nødvendigt. Tidspres, komplekse sagsgange og organisatoriske vilkår kan betyde, at processer bliver mere skematiske, end barnets situation kalder på. Samtidig bliver mulighederne for specialiseret rådgivning og vejledning ikke altid anvendt i tilstrækkelig grad, og kontinuiteten i forløbene kan være udfordret.

Konkrete faglige tiltag, der gør en forskel

Vi ved fra praksis, at der findes konkrete faglige tiltag, som kan styrke kvaliteten i overgange og gøre en afgørende forskel for barnet.

Et planlagt og forberedt farvel kan være med til at skabe sammenhæng og tryghed. Et abrupt brud risikerer derimod at efterlade barnet med uforløste spørgsmål og en oplevelse af tab, som kan følge med langt ind i voksenlivet.

Barnet har brug for voksne, der hjælper med at sætte ord på det, der sker. Det kan være gennem børnebreve, livsbøger, fotos og andre minder, som giver barnet noget at holde fast i og senere mulighed for at forstå sin egen historie. Også støtte til de biologiske forældre i at sige farvel på en værdig og børnetilpasset måde kan have stor betydning.

Derudover ved vi, at overgangen lettes, når noget kendt flytter med: rutiner, sange, putteritualer, legetøj, dufte og overgangsobjekter. Når plejeforældre og adoptanter samtidig får støtte til at møde hinanden med ro, tydelighed og fælles fokus på barnets behov, bliver det lettere for barnet at spejle sig i trygge voksne.

Udslusning er med andre ord ikke noget, der blot skal overstås. Det er en behandlingslignende proces, som kræver tid, pauser, forberedelse og tæt faglig opmærksomhed.

Kvalitet og lighed i indsatsen

Hvis adoption uden samtykke skal lykkes som den beskyttende indsats, den er tænkt som, forudsætter det, at vi har vedvarende opmærksomhed på kvaliteten i forløbene omkring barnet.

Det indebærer, at udslusning og overgange tænkes ind som en bærende del af indsatsen – med den tid, planlægning og faglighed, det kræver. Det forudsætter samtidig, at specialiseret viden systematisk inddrages i både planlægningen og gennemførelsen af forløbene. Og at vi anerkender, at det netop er i afslutninger, overdragelser og nye begyndelser, at kvaliteten i indsatsen for alvor bliver synlig.

Samtidig viser praksis, at der er betydelige forskelle fra kommune til kommune, både i anvendelsen af adoption uden samtykke og i den måde, forløbene tilrettelægges på. Det rejser et centralt spørgsmål om lighed i indsatsen. For børns mulighed for en tryg og stabil opvækst bør ikke afhænge af, hvilken kommune de tilfældigvis er født i. Det er et politisk ansvar at adressere disse forskelle.

Derfor er der behov for vedvarende politisk og faglig opmærksomhed på, hvordan forløb efter adoption uden samtykke tilrettelægges og understøttes i praksis. Det er her, kvaliteten i indsatsen bliver afgørende – og her, lighed i børns muligheder skal sikres.