Ny regering skal satse intensivt på at skabe bedre psykisk velfærd for vores børn og unge

Kære kommende regeringspartnere. 

Der findes en mistrivselskrise for børn og unge. Alt for mange børn går ikke i skole, alt for mange henvises til børne- og ungdomspsykiatrien, fordi der ikke findes de rette sundhedsfremmende rammer for deres opvækst og ikke er nok forebyggelse og tidlige indsatser. Vi vil derfor anbefale at den nye regering skal satse intensivt på at skabe bedre psykisk velfærd for vores børn og unge. Alle børn skal have en god opvækst, gå i skole og få en god uddannelse. 

Desværre taler vi ikke om én løsning på ét problem, for mange efterspørger netop det: den ene magiske løsning, der kan løse alle problemerne på en gang. Og så alligevel, for måske er der ét overordnet problem, som man kan adressere. Det problem, at der altid er både et krav om at spare og investere på samme sted.  

Hver gang der tales om at investere mere i skolerne og daginstitutionerne, har kommunerne netop bebudet besparelser på det område! Hvordan kan man så få nye eller blot holde på de skolelærere og pædagoger, der er tilbage? Den overordnede løsning er massiv investering i børn og unges opvækst – fra undfangelse til de træder ind deres voksne verden. 

Jeg vil derfor, med den viden jeg har som børne- og ungdomspsykiater og som narrativ psyko-og familieterapeut, komme med mit forslag til, hvad der skal stå i det kommende regeringsgrundlag om børn og unge. Jeg når slet ikke rundt om alt, men noget af det kunne fx lyde sådan her: 

Fremtidens børne- og ungepolitik skal stå på et fundament af tre principper: omsorg, nærvær og fælles ansvarlighed, og ledes af to værdier: fornuft & viden og respekt & gensidig tillid. 

Omsorg  

Vi vil yde omsorg for alle de mennesker, der skal tage sig af vores børn og unge, så de magter at yde omsorg for de børn og unge, de har i deres varetægt.  

Det betyder, at der ikke må ske arbejdsmiljøforringelser eller økonomiske besparelser i den næste regeringsperiode på de områder, der har ansvar for børn og unge. Det er bl.a., men ikke udelukkende, daginstitutions- og skoleområdet. Kommuner skal måles på deres evne til at skabe stabile medarbejderskaber, hvor pædagoger, skolelærere, PPR-psykologer, socialrådgivere, sundhedsplejersker, specialskolelærere og special- og socialpædagoger osv. osv. har lange ansættelser samme sted og ikke bliver stresssygemeldte eller forlader deres job. Vi vil derimod se medarbejdere, der trives og dermed langt bedre end i dag kan yde den omsorg, børn og unge har brug for.  

Omsorg gives fx gennem supervision og videreuddannelse af de teams, medarbejderne er i. Det kræver at kommunerne får et realistisk økonomisk råderum og ikke pålægges økonomiske besparelser på børne- og ungeområdet, men derimod tilføres de nødvendige resurser. Her vil der lægges særlig vægt på at yde ekstra omsorg til de kommuner, der har særlige udfordringer ift. social ulighed og ulighed i sundhed. 

Nærvær 

Alle børn og unge skal opleve nærværende voksne både i hjemmet, daginstitutioner og skoler. For nærværende (og kærlige) voksne er fundamentet for god opvækst. 

Børn og unge har brug for nærværende voksne. Nærvær betyder, at man ikke har sine tanker andetsteds, ikke har sine øjne i en skærm og ikke lytter efter noget andet, mens man taler med sin næste. Når man er nærværende, lærer man hinanden at kende. Når man lærer hinanden at kende, bliver man tryg ved hinanden. Tryghed er nødvendigt for, at børn og unge kan udvikle sig.  

For at skabe nærvær må der ikke være for meget, der kan aflede den voksnes opmærksomhed. Det kan fx være larm, mobiltelefoner eller tanker, der distraherer. Dagligdagen i daginstitutioner og skoler skal designes, så der skabes de bedst mulige rammer for, at de voksne kan være nærværende. Der skal fx være tilstrækkeligt med ro og nok voksne i daginstitutioner og skoler til at den enkelte voksne kan være nærværende i sit arbejde.  

Børnenes institutioner er blevet større, og antallet af voksne, børnene skal møde og forholde sig til, er steget gevaldigt meget over de sidste år. Det giver problemer ift. deres psykiske robusthed, da det er gennem lange stabile relationer, at børn udvikler den tryghed, der skal til, for at de kan udvikle sig. Det kræver kontinuitet i relationerne mellem barn og voksen. Derfor må vi stoppe sammenlægninger til store institutioner og reetablere mange af de mindre institutioner. Der skal være mere personale pr barn, de skal være uddannede og fastansatte, de må ikke blive stresssygemeldte og ikke rejse fra deres arbejde i frustration over, at de ikke kan give børnene den tryghed, de ved er nødvendig for barnet. Det kræver ganske enkelt et bedre arbejdsmiljø for de voksne både i daginstitutionerne og i skolerne, hvis børnene skal kunne udvikle sig, blive robuste og ikke udvikle mistrivsel. 

Det kræver, at kommunerne får et realistisk økonomisk råderum og ikke pålægges økonomiske besparelser på børne- og ungeområdet, men derimod tilføres de nødvendige resurser. Her vil der lægges særlig vægt på de kommuner, der har særlige udfordringer, fx ift.  social ulighed og ulighed i sundhed, og derfor har særlige udfordringer ift. at skabe rammer, der fremmer nærvær. 

Fælles ansvarlighed 

Vi vil indføre en ny kultur, hvor ingen borger eller kollega afvises, når man beder en anden kollega om hjælp. På engelsk bruges princippet ”No wrong door”. Det vil hos os betyde, at ingen offentligt ansat må afvise en borger eller en kollegas bøn om hjælp. 

I et forsøg på forenkling har vi i årtier opdelt samfundsopgaverne i administrative og faglige enheder, der ikke kan tale sammen. De omtales ofte som siloer, fordi man ikke kan kommunikere med de andre siloer. Konsekvensen er, at alt for mange forældre render ”fra Herodes til Pilatus” i forsøg på at finde den rette hjælp. 

Fælles ansvarlighed skal sikre, at børn og unge får den rette hjælp til rette tid.  

Et eksempel på effekterne af et sådant princip kunne være, at børne- og ungdomspsykiatrien ikke længere må afvise at hjælpe, selvom man ikke mener, at et henvist barn bedst hjælpes med en udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. Så bliver deres opgave at finde de rette personer, der kan give den rette hjælp. Det kan fx ske ved, at man indkalder til et møde med alle, der muligvis kan være de rette til at hjælpe. Hvis den praktiserende læge eller PPR-psykologen har henvist, vil de komme med til mødet sammen med andre aktører. Næste gang de overvejer at henvise et barn med lignende problemer, vil de enten selv kunne indkalde til at tilsvarende møde eller vide, hvem de i stedet skal bede om hjælp, og det næste barn vil få hurtigere hjælp. 

Det kræver, at kommuner (og regioner) får et realistisk økonomisk råderum og ikke pålægges økonomiske besparelser på børne- og ungeområdet, men derimod tilføres de nødvendige resurser, herunder resurser til koordination mellem de forskellige aktører. 

For at skabe så store forandringer, kræves der en kulturændring. En kultur bygger på fælles værdier, derfor understreger vi to bærende værdier, som er nødvendige for at gennemføre vores børne- og unge-politik: 

Fornuft og viden 

Vi vil sikre, at der gøres mere af det, der virker. Både det vi ved fra forskning og fra vores fornuft. Det er ikke sund fornuft at beskære de indsatser, som virker. 

Der er ingen grund til at opfinde nyt eller foretage ny forskning indenfor områder, hvor der allerede findes god viden. Der skal investeres massivt i det, der i mange år er blevet beskåret og nu er underfinansieret. Det er fx sundhedsplejersker, der skal have mere tid til de familier, der har brug for tid. Det er videreuddannelse og supervision af alle de medarbejdere, der tager sig af børn og unge (især de, der har det svært), fx socialpædagoger, skolelærere, PPR-psykologer osv. 

Politikere kan godt have et ønske om at opfinde nye løsninger, der kan ”bære deres navn”. Men et af vores største problemer er nedskæringer på det, der virker. Denne regering vil derfor ikke opfinde nye ting, men investere massivt i det eksisterende, der er underfinansieret. Vi vil også ændre fokus og sikre, at der måles på, om de specifikke indsatser, behandlinger og tiltag og behandlinger overfor borgerne har den ønskede effekt. Det er fornuftigt og vil give os den nødvendige viden om, hvad og hvordan vi skal hjælpe hinanden fremadrettet. Fremfor at beskrive hvad en ansat gør, vi vil have fokus på, om børnene og de unge er eller kommer i trivsel, får gode opvækstvilkår og uddannelse.  

Respekt & gensidig tillid 

Gensidig tillid og respekt for borgerne og hinanden er nødvendig for, at vi kan gennemføre ovenfor beskrevne mål.  Vi vil gennemføre en kulturændring, hvor offentligt ansatte bruger et respektfuldt sprog om borgerne og hinanden, da vi ved, at vores sprogbrug er afgørende for, om vi kan møde hinanden med gensidig tillid. 

Mange offentlige samtaler, lederkurser og politiske diskussioner bidrager til et sprog, der beskriver mennesker, der har brug for vores hjælp, med negative adjektiver. Det er fx yngre medarbejdere der beskrives som ”snowflakes”, forældre der beskrives som ”krævende”, og kontanthjælpsmodtagere der beskrives som ”dovne”. Vi ved, at langt de fleste danskere helst vil kunne klare sig selv, og vi vil derfor indføre et sprogbrug, der understøtter vores forventninger og tilgange til hinanden om, at alle gør deres bedste. Både de familier, der har brug for hjælp, og de kollegaer, vi førhen oplevede arbejdede i en anden silo, men som vi nu ved er vores samarbejdspartnere. Denne regering vil derfor gå forrest og pålægge os selv at omtale hinanden, de offentligt ansatte og de danske borgere med respekt og møde vores næste med tillid til, at vi alle gør vores bedste for at skabe et godt samfund, hvor der er plads til, at alle vores børn og unge kan udvikle sig og opnå et mentalt og fysisk godt helbred. 

Som man kan læse, er der intet i dette oplæg, der handler om kapacitetsøgning i børne- og ungdomspsykiatrien. Jeg udtaler mig her som privatperson med min faglige viden, ikke som overlæge ansat i en region eller som forperson for det lægevidenskabelige selskab. Jeg forventer selvfølgelig at arbejdet med 10-årsplanen og psykiatriaftalen forsætter. Men det er ikke mit ærinde med dette skriv.  

Jeg vil blot gerne som fagperson, der har viden om børn og unges mentale helbred, bidrage til sundhedsfremme og forebyggelse af psykisk sygdom. Derfor sender jeg dette oplæg. 

Nina Tejs Jørring er overlæge i børne- og ungdomspsykiatri, Region H, specialist og supervisor i psykoterapi samt forperson for BUP-DK (Børne- og Ungdomspsykiatrisk selskab)