Øgede magtbeføjelser virker ikke. Heldigvis er der meget andet, der gør

Når mennesker oplever magtesløshed, tyr de ofte til brug af magt. Problemet er, at det ikke virker. Det optrapper til gengæld konflikten. Heldigvis ved vi, hvad der har effekt, og derfor skal vi starte et helt andet sted end at øge magtbeføjelserne for lærere og pædagoger.

Misforstå mig ikke. Jeg forstår udmærket godt følelsen af afmagt, der rammer, når du står alene i en klasse med 22 børn, og ét barn er smeltet sammen og reagerer på en måde, som påvirker hele fællesskabet. Jeg er også helt med på, at utilstrækkeligheden er en ubehagelig følgesvend, når det endnu engang ikke er muligt at gennemføre den planlagte undervisning. Uden tvivl vil jeg have det på samme måde, og jeg husker tydeligt følelserne fra mine dage i praksis, omend de ligger nogle år tilbage.

Når jeg spørger professionelle på mine kurser, hvilke følelser, der er de mest ubehagelige og dem, de helst vil undgå i arbejdet med børn og unge, er svaret altid utilstrækkelighed og at føle sig magtesløs. Følelsen af ikke at kunne handle og ikke at lykkes er vanskelige følgesvende, når vi gerne bare vil gøre vores arbejde og skabe læring og trivsel for alle børn.

Jeg forstår også godt behovet for at gøre noget; at adfærd skal have konsekvenser, og vi må få børn (og deres forældre) til at forstå, at deres handlinger er uhensigtsmæssige, og at de forstyrrer kerneopgaven. Problemet er dog, at afmagt avler magt, fordi vi ikke kan holde følelsen ud. Magt og øgede fysiske beføjelser virker måske kortvarigt i specifikke situationer, men de har simpelthen ikke de langsigtede effekter, vi ønsker.

Optrapning af konfliktniveauet

Formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, skriver i et opslag på LinkedIn, at han “faktisk (er) sikker på, at det (de øgede beføjelser til fysisk indgriben) kan medføre en roligere skoledag.” Måske vil vi se en kortvarig nedgang i konflikter, men på sigt viser forskning ret entydigt, at brug af fysisk indgribende metoder vil øge den problemskabende adfærd, forhøje konfliktniveauet og skabe øget polarisering, så dem, der vil blive udsat for de øgede beføjelser, vil klare sig dårligere.

I Danmark findes der ikke store metastudier, som har målt effekten af at anvende fysiske konsekvenser og magtanvendelser. Derfor må vi vende os mod studier fra blandt andet USA og Storbritannien for at finde svar på, om øgede fysiske beføjelser kan have en effekt. Her viser store metaanalyser, at der er sammenhænge mellem brug af fysiske konsekvenser samt anvendelse af magt og børnenes adfærd over tid. Børn, der er i den modtagende ende af fysiske konsekvenser, bliver mere udadreagerende, de får det psykisk dårligere og klarer sig dårligere fagligt. Straffen virker simpelthen ikke, men medvirker i stedet til et øget konfliktniveau, hvilket vil føre til mere afmagt, som kræver flere konsekvenser, som giver større konflikter… I er med!

Pressemeddelelsen fra Børne- og Undervisningsministeriet nævner, at der vil kunne gribes fysisk ind, når alle andre muligheder er afprøvet. Hvordan ved man, om alt er prøvet? Hvem bestemmer det? Og hvornår? Min antagelse vil være, at hvis man som professionel ved, at anvendelse af magt er lovligt, så vil der være kortere til denne mulighed, end tilfældet er i dag, også fordi beslutningen om, hvilken metode der skal bruges i den specifikke situation, skal tages i et splitsekund. Hvilket bringer os tilbage til afmagten og følelsen af utilstrækkelighed, som netop kan være en katalysator for at anvende magt med store konsekvenserne for barnet.

De forkerte bliver ramt – igen

Måske har du – som jeg – grædt salte tårer til DR-dokumentaren ”Skolens tabte børn”, hvor langvarigt skolefravær var omdrejningspunktet. Her fik vi et indblik i de indgribende og meget triste konsekvenser, det kan have for en hel familie, når et barn ikke kan komme i skole.

Og jeg skriver med vilje ikke kan,fremfor at børnene ikke vil. Det er min klare overbevisning, at alle børn ønsker at være en del af det fællesskab, skolen kan tilbyde, men for nogle børn viser kravene sig for høje. Ingen børn vågner om morgenen og har en intention om at ødelægge det for sig selv og andre. INGEN.

Ud over de børn, som oplever ufrivilligt skolefravær, findes der mange andre, som sidder på vippen og har svært ved at deltage i skolen i de eksisterende rammer. De bliver med en fortærsket metafor skolens kanariefugle, der viser med adfærd, at det er for svært. Det er de børn, der slår, råber, sparker, løber væk, eller dem, der vender det indad som angst, selvskade og manglende tro på sig selv. I denne sammenhæng vil det være de såkaldt udadreagerende børn, som vil være modtagere af den fysiske magt. Det er børn, der viser med deres handlinger, at de har svært ved at være i de eksisterende rammer, og nu vil vi straffe dem yderligere. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi ved, hvad der virker

Heldigvis er der mange tiltag, der har gode effekter for børnenes læring og trivsel. Vi kan starte med at arbejde med relationskompetence. Det handler om at give plads til børnenes behov for autonomi, kompetence og samhørighed, øve os i at være gode afstemmere og arbejde med at styrke relationerne til og mellem børnene. Desuden virker det at fokusere og bruge tid på at reparere relationer mellem børnene, når de har haft konflikter.

Et andet sted at sætte ind er et øge de professionelles kompetence i forebyggelse og håndtering af konflikter. Her har den pædagogiske metode og tilgang low arousal god effekt, gerne kombineret med fokus på at være tydeligt rammesættende og arbejde med følelsesregulering samt træning af børnenes evne til samarbejde og mentalisering.

Vi må også være opmærksomme på, at forventningerne passer til børnenes færdigheder. Konflikter og uhensigtsmæssig adfærd, som kan kalde på fysisk indgriben, opstår ofte, når noget er for svært, og når mængden af krav er for store.

En anden metode er at arbejde med den følelsesmæssige side af opgaven, hvor træning i compassion overfor både børnene og os selv viser sig som en metode med gode effekter, så de professionelle ikke løber tør for omsorg at give af. Supervision og tid til kollegial sparring er også effektfulde metoder.

Og så er det klart, at det virker med tydelig klasserumsledelse, flere voksne, afstemning af forventninger og et positivt læringsmiljø, hvor alle medvirker til at skabe gode betingelser og rammer, så børnene kan blive så dygtige, som de kan.

Kom nu! Vi behøver ikke ty til magt, når vi møder magtesløshed. Vi må træde et skridt tilbage, se bag om adfærden og forsøge at forstå, hvad der er på spil og så vide, at øgede fysiske beføjelser ikke er vejen frem.

PS. Jeg har valgt ikke at skrive om, at vi er endt her både på grund af en fejlslagen inklusionspolitik og fordi mange børn ikke kan følge med i det høje tempo og de mange krav, vores politikere lægger ned over folkeskolen. Men den vinkel kunne jeg også have taget …