Ømhedsdans: Når kroppen viser vej til en psykiatri med plads til ømhed

Åndeløs står stilheden i det dunkle rum. Publikum sidder på stole langs væggen med blikkene rettet mod en gigantisk lyserød kurv pakket ind i plastik. Der går, hvad der føles som en evighed, før en skrattende lyd bryder stilheden. En arm kommer til syne. Som en boksers hook flænser den plastikken.

Så bryder et hoved igennem den knitrende hinde. Munden står åben. Med ét vristes overkroppen fri. Resten af kroppen vælter ud på gulvet.

Performancekunstner Tora Balslev bevæger sig hakkende, mekanisk til disharmoniske toner, der fylder rummet. Som et væsen fra en anden planet, en E.T. iklædt Coca Cola-tanktop.

Som en krop fældet af udmattelse falder hun bagover, krabber sig hen over gulvet i bro, slæbende, før hun lander rygvendt. Som en fisk med bugen mod himlen.

Vi befinder os på Center for Kunst og Mental Sundhed på Amager. Performancekunstner Tora Balslev danser sin forestilling Ønsker i Sky for et publikum af psykiatribrugere og andre interesserede, der har lagt vejen forbi for at opleve, hvordan kunstnerisk kropslig performance kan bidrage til en samtale om en mere omsorgsfuld, omfavnende psykiatri.

Rike Freyermuth er med for at opleve forestillingen og deltage i samtalen. Hun har været tilknyttet CKMS siden 2021, hvor hun fik stillet diagnosen paranoid skizofreni. Rike Freyermuth har kæmpet med oplevelsen af at blive fanget i en verden uden for sig selv og i perioder fuldstændig miste forbindelsen til sin krop og sit sind.

Hun har i de seneste år deltaget i flere forskellige skriveforløb og en teatergruppe. Det at få lov til at udtrykke sig gennem kunsten har givet hende redskaber til at komme i kontakt med sine tanker og følelser, blive bedre til at registrere dem i kroppen og sætte ord på dem og dele dem med andre.

”Tidligere havde jeg ofte en oplevelse af, at mit sind og min krop var som et hus, der var låst af. Udefra kunne jeg se, at det brændte derinde. Men jeg havde ikke nøglerne til at låse op og få adgang til mig selv. Så jeg kunne ikke komme ind og slukke branden,” forklarer Rike Freyermuth.

Snart skal hun deltage i et danseforløb på centret. Derfor håber hun også i aften at blive klogere på dansens potentiale.

Sammenbrud og fælles kor

Der er kunstneriske indslag og samtaler om, hvordan kunsten kan bidrage i psykiatrien, for kunsten er en fast del af Center For Kunst og Mental Sundheds arbejde med at inspirere psykiatrien til at ”sikre mere fokus på det hele menneske”, blandt andet ved at supplere den psykiatriske behandling med samarbejder med kunstnere.

Det vender vi tilbage til.

Før forestillingen gik i gang, har alle publikummer fået til opgave at skrive tre ønsker ned på tre små lapper papir.

På gulvet drejer Tora Balslev sig om på maven, vrider sig slæbende frem mod den enorme lyserøde gavekurv, stikker armen ind bag plastikken og griber en lille megafon. Hun sætter den mod munden og læser med en stemme, hakkende som resten af kroppen, publikums ønsker højt.

VINTERJAKKE – ELCYKEL – EMHÆTTE FRA MIEHLE. FRED OG RO.

MERE TID MED MINE VENNER.

Tora Balslev læser messende ønskerne højt. En ønskekakofoni vokser i lydstyrke, kører i loop i højtaleranlægget og bliver hængende i lydrummet i et ekko:

NYE STEGEPANDER.

ET VÆRKSTED VED VANDET ET MEGET SMUKT STED.

Toras krop hakker sig gennem oplæsningen som en rumrobot, der er ved at løbe tør for batteri. Kroppen vakler i stødvise ryk. Man fornemmer sammenbruddet, som må komme. Men også vild energi. Begær som minder om rovdyrets drift.

PISKERIS. DRIKKEDUNK. SALAMON VANDRESTØVLER. EN LAMPE DER GØR MIG GLADERE OM VINTEREN. EN NY OPVASKEMASKINE. NOGET AT STÅ OP TIL.

Tora strækker sig mod gavekurven, hun er opstået fra, falder så om på gulvet som efter en udmattende slåskamp. Op af kurven trækker hun en pose med bolsjer, som hun rækker rundt til publikum, før hun trækker den enorme plastikindpakning op af kurven, inviterer alle i publikumscirklen til at tage fat i kanten.

Plastikdugen bølger som en pludseligt opstået forbindelse imellem publikum. Først blidt og roligt, snart vildere og stærkere. Som bølger der rejser sig i stormen, løfter plastikdugen sig som en kuppel.

”Drømte mig en drøm”, begynder Tora Balslev at synge, og snart mødes publikums stemmer i et fælles kor, der som i en instinktiv bevægelse får alle til at strække armene højt over hovedet, løfte plastikdugen højt over hovedet og træde ind under den. Sammen.

Et brud med det kliniske

Efter forestillingen er alle inviteret til at deltage i en samtale om, hvordan kunst, som forestillingen vi netop har været vidner til, kan bidrage til at skabe et mere omsorgsfuldt rum med plads til krop og sårbarhed i psykiatrien.

”Jeg så en nærmest umulig krop. En krop der havde brug for et andet rum end det kliniske for at blive set og forstået”, lægger psykiatrisk overlæge, stifter og direktør for centeret Birgit Bundesen for med.

”Jeg tror, at arbejde med kunstneriske kropslige udtryk i psykiatrien kan bidrage til at skabe nye positive kropslige erfaringer og måder at opleve og relatere til sin krop. Dans og bevægelse kan bringe os til stede i kroppen og mulighed for at udtrykke det, der ikke kan beskrives med ord,” supplerer Tora Balslev.

For Birgit Bundesen er kunstens potentiale også, at den kan være med til at lære mennesket at være i det ubehagelige, som er en del af det uperfekte.

”Det er jo en del af det at være menneske, som vi er afhængige af at komme overens med. Og det er blandt andet det, vi i CKMS arbejder på at skabe rum for i psykiatrien,” siger hun.

”Det er netop det, der drager mig mod det, I skaber og gør her på centeret”, konstaterer Tora Balslev.

”Det at bruge krop og bevægelse til at skabe mental trivsel giver mening, fordi vi evolutionært set først og fremmest er sansende væsner, der eksisterer gennem vores krop og sanser.”

Det er lige netop det, der gør, at kunsten kan bringe psykiatrien i øjenhøjde med de mennesker, den er til for at hjælpe, argumenterer Birgit Bundesen:

“Vores forskning er afgørende, men den er aldrig vigtigere end mennesket med levet erfaring. Kunsten hjælper os med at holde fast i den balance – mellem evidens og menneskelighed,” siger hun.

For Rike Freyermuth har det at komme på CKMS givet hende lyst til at leve og den tro på fremtiden, som hun havde mistet. 

”Det at mødes med andre om kunsten og tale om de følelser, kunsten vækker, gør mig klogere på, hvordan jeg gennem kunst kan genvinde jordforbindelsen og kontakten med både mig selv og omverdenen,” siger hun: ”For mig har det været en gamechanger at blive en del af centret. Jeg tror ikke, at jeg ville være i live uden det.”