Pædagogisk sparring skal ikke vente til næste møde

“Vi kalder det gulvsparring. Det betyder, at vi bruger hinanden fagligt, mens situationerne sker. Hvis noget er svært eller interessant, så kan vi tage refleksionen med det samme, uden vi behøver et formelt møde. På den måde bliver refleksionen ikke noget, vi først tager bagefter – den bliver en del af det arbejde, vi allerede står i,” siger Karina Kejlstrup, pædagogisk leder i dagtilbuddet Nordstjernen i Roskilde Kommune.

”I stedet for at stå alene i situationen kan man hurtigt få en kollega med ind i refleksionen. Vi taler aldrig hen over hovedet på børnene eller taler om et barn i børnenes påhør, men vi finder frirum til korte refleksioner, så vi kan justere vores praksis med det samme,” fortæller hun.

Justerer tilgangen undervejs

Malene Jensen har været pædagog i Børnehuset Nordstjernen i fire år. Hun er én af de pædagoger, der ofte bruger gulvsparringen i hverdagen.

“Det kan være nogle helt små ting, vi lige vender i fem til ti minutter, mens vi stadig er omkring børnene. Vi bruger ofte legepladsen til lige at stille os sammen og få snakket. Nogle gange går vi også en tur rundt på legepladsen sammen, så vi både kan være nærværende og få talt om det, der fylder,” siger Malene og tilføjer:

“Det er ikke lange møder, men det er nok til, at vi lige kan justere vores blik på situationen og være mere bevidste i det, vi gør bagefter. Det er jo ikke sikkert, at det, vi plejer at gøre, er det rigtige for den børnegruppe, vi har lige nu. Derfor er det vigtigt, at vi kan dele vores observationer og justere vores tilgang undervejs.”

For Karina Kejlstrup er det netop afgørende, at refleksionen og sparringen sker tæt på praksis.

“Pædagogikken foregår jo sammen med børnene. Når vi taler sammen i situationen, kan vi også justere i situationen. Hvis vi først taler om det flere dage efter, så mister vi ofte nogle af de små detaljer, der er vigtige. Det er de små signaler fra børnene eller den stemning, der var i rummet,” siger Karina Kejlstrup, der oplever, at medarbejderne får øje på noget nyt, når de ser en situation gennem en kollegas blik.

“En kollega kan nogle gange se noget, man ikke selv har set. Det kan være et barns intention eller en lille nuance i samspillet mellem børnene. Og når man pludselig ser det, kan det ændre hele forståelsen af situationen. Det gør også, at vi bliver klogere sammen, fordi vi deler vores blik på børnene.”

Malene Jensen peger også på, at det gør en konkret forskel i arbejdet med børnene:

“Hvis et barn har det svært, kan vi hurtigt gå ind og dele, hvad vi hver især ser, og finde ud af, om der er noget, vi skal gøre anderledes. Vi skal ikke ændre barnet. Vi skal justere rammen omkring barnet, så det fungerer bedre.”

Kan forebygge konflikter i børnegruppen

I Nordstjernen har personalet gennem flere år arbejdet med gulvsparring, og Karina Kejlstrup anbefaler metoden til andre dagtilbud. Men formen kræver en personalegruppe, der tør vise sin praksis frem, fortæller hun.

“Man skal have en kultur, hvor man tør sige: Kan du lige kigge med her? Eller: Jeg er lidt i tvivl om, hvad der sker her. Hvis man føler, at man bliver vurderet eller kritiseret, så fungerer det ikke. Derfor arbejder vi meget med, at sparring er noget, vi gør for at hjælpe hinanden,” siger Karina Kejlstrup, der også nævner vigtigheden af, hvordan samtalerne foregår i forhold til børnene.

“Vi taler ikke om børnene hen over hovedet på dem. Hvis vi taler sammen i en situation, så gør vi det på en måde, hvor børnene også kan være med i samtalen, eller hvor det giver mening i situationen. Børnene skal ikke opleve, at de bliver analyseret.”

Ifølge Karina Kejlstrup kan gulvsparring også være med til at forebygge konflikter i børnegruppen.

“Når vi er to voksne, der sammen kigger på en situation, kan vi ofte opdage tingene tidligere. Måske kan vi se, at et barn er ved at blive presset, eller at en leg er ved at udvikle sig i en retning, der kan skabe konflikt. Så kan vi hjælpe hinanden med at støtte børnene i tide,” siger Karina Kejlstrup.

Hun oplever, at medarbejderne bliver mere trygge ved at bede om hjælp i hverdagen.

“Det bliver mere naturligt at sige: Hvad tænker du her? Eller: Kan du lige hjælpe mig med at se på det her? Man står ikke alene med situationerne, og det styrker både fællesskabet og fagligheden. Det handler i virkeligheden om, at fagligheden lever i hverdagen. At vi ikke kun taler pædagogik, når vi sidder til møde, men også når vi står midt i det arbejde, der er vigtigst – nemlig sammen med børnene.”