Sander fik tilliden til skolen tilbage efter mistrivsel i årevis

Sander gik kun én uge på MerVibSkolen, en dagbehandlings- og specialskole i Nykøbing Sjælland for børn og unge, før han selv bad om at få et fuldt skema igen.

Det er en usædvanligt hurtig beslutning fra en dreng, der havde halvandet års skolefravær bag sig og mange år med mistrivsel, som stort set ingen fagprofessionelle omkring ham havde set.

“Da vi første gang besøgte skolen, blev vi vist rundt, og vi kunne fra start se, at her er tilgangen helt særlig. Det var ham, man talte til og interesserede sig for,” fortæller hans mor, Stine, og fortæller videre:

“Personalet spurgte ind til Sanders interesser – blandt andet hans interesse for dyr. Og det var tydeligt for ham, at de tog ham alvorligt. Med det samme følte han sig bare set, hørt og taget imod. Det fik en helt afgørende betydning for Sander. Han sagde straks ja til at begynde på skolen.”

Helle Krakau Holm er skoleleder på MerVibSkolen. For hende handler det første møde om mere end bare det at se stedet. Det er begyndelsen på den vigtige relation, som skolen skal bygge videre på.

“Jeg har været med til mange indskrivninger som skoleleder, og jeg ved, hvor vigtigt det er at opbygge en tillid og tryghed fra start. Så for mig er det helt naturligt at se barnet og spørge ind, så vi kender barnet. På den måde kan vi sørge for at tilpasse skolestarten til den enkelte,” fortæller Helle Krakau Holm, der dog også har oplevet, at eleverne var i så stor mistrivsel, at de ikke kunne møde op på skolen.

”Hvis børnene ikke kan møde op, må vi gå en anden vej for at opbygge tilliden fra begyndelsen. Så sætter vi en lærer på, der kan bygge bro mellem skole og hjem, så der foregår en langsom, tryg indkøring med én voksen.”

Maskerede sin mistrivsel

Allerede som syvårig viste Sander de første tegn på angst, fortæller hans mor, Stine. Han ville ikke længere gå alene på toilettet, kunne ikke sove uden sine forældre til stede, og selv når de var der, lå han og rystede. Da familien første gang henvendte sig til skolen for at høre, om de oplevede, at der var noget galt, var svaret nej.

“Jeg begyndte at have nogle samtaler med Sander og kunne fornemme, at der blandt andet var noget omkring vennerne i skolen. Han var meget stille i skolen. Og det er han jo ikke herhjemme,” fortæller Stine.

Det viste sig senere, at nogle af de andre børn i klassen var gået langt over Sanders grænser. De kastede med sten, slog og skubbede ham. Men han sagde det aldrig til nogen.

“Han var bange for, at de andre ville få skældud, hvis han sagde det. Og han var også selv bange for at få skældud. Så han gik med det hele indeni,” fortæller Stine, der insisterede på, at Sander skulle have hjælp.

En kommunal psykolog screenede ham – men fandt intet. Sander nåede at tale med tre forskellige psykologer, men ingen formåede at se, hvad Sander gik og kæmpede med.

I dag ved Stine, at Sander var så god til at maskere sin mistrivsel, at selv en psykolog ikke så tegnene.

“Når et fremmed menneske spurgte ham, hvordan det gik, så sagde han, at han havde det fint, at han var glad for sin skole, var glad for sin lærer, og at han havde nogle gode venner. Men for os var det tydeligt, at det ikke var tilfældet. Men vi havde svært ved at få andre til at lytte til os, og derfor fik Sander ingen hjælp i alt for lang tid,” siger Stine.

Brød helt sammen

Familien flyttede Sander til en anden folkeskole i starten af 4. klasse. Det skete efter hans eget ønske om færre klassekammerater. Men mistrivslen fulgte med. Han begyndte at få ondt i hovedet eller maven en gang om ugen. Fraværet fra skolen tog til.

Stine blev opfordret til at presse Sander til at møde op hver dag – ellers ville det, ifølge en kommunal psykolog, kun blive værre, fortæller hun. Familien blev tilmed rådet til at bruge et belønningssystem for at motivere Sander til at møde op i skolen. Men presset fik den modsatte effekt.

“Når han kom hjem fra skole, så faldt han fuldstændig fra hinanden. Han kastede rundt med ting, var grov over for sine søskende og os forældre, og han græd og kastede sig ned på gulvet,” fortæller Stine.

Til sidst brød Sander helt sammen og kunne ikke længere møde op i skolen. I halvandet år efter var han fraværende fra skolen – og uden undervisningstilbud fra kommunen.

“Der var ingen hjemmeundervisning. Jeg hørte på et tidspunkt, at skolen skal komme i hjemmet og undervise ham i et ekstra antal timer om ugen. Men der var ingen hjælp at hente,” fortæller Stine, der derfor selv begyndte at lave undervisningsmateriale til sin søn derhjemme.

Skulle lytte til ham

Vendepunktet kom, da Sander en dag betroede sin mor noget, han aldrig før havde fortalt. At han i perioder så og hørte ting, der ikke var der.

Stine kontaktede omgående Psykiatrisk Akutmodtagelse (PAM), og Sander blev henvist videre til Bakkehuset, som er et tilbud under børne- og ungdomspsykiatrien i Region Sjælland. Herfra gik det hurtigt videre til udredning på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Holbæk, hvor Sander fik en angstdiagnose. Han fik hurtigt medicin og kognitiv terapi.

“Vi får her at vide som forældre, at vi har gjort alt det rigtige. Han havde en svær overbelastning, og personalet fortalte os, at vi slet ikke måtte presse ham. Vi skulle tværtimod lytte til ham,” fortæller Stine.

Ved et netværksmøde kort efter var det børnepsykiatrien, der insisterede på, at Sander ikke skulle tilbage i en almindelig skoleklasse. Han havde brug for et decideret dagbehandlingstilbud, og kommunen henviste til MerVibSkolen i Nykøbing Sjælland.

Sander skiftede derefter til MerVibSkolen. Og hurtigt skete der en tydelig forandring.

“De lyttede til ham, og de forstod, at Sander ikke må mærke det pres, som gjorde ham overbelastet. Til gengæld oversætter de hele hverdagen og skolearbejdet for ham. De forstår, hvordan skolen presser hans nervesystem og hjælper ham med selv at forstå det. Og så kan Sanders nervesystem falde til ro igen,” fortæller hun.

Sander lærte ifølge Stine også noget, han aldrig havde kunnet på sine tidligere skoler: at bede om hjælp, selv når han skulle spørge flere gange.

“Der var hele tiden en voksen, der tilbød sin hjælp. Og de lærte ham, at det er okay at sige, ‘det her kan jeg ikke finde ud af’. Så det har givet ham en selvtillid i, at det er okay, at noget er svært og så sige det højt og bede om hjælp,” siger Stine.

For Helle Krakau Holm er netop dette arbejde vigtigt på skolen.

“Børn, der har været væk fra skolen i lang tid, har ofte været igennem nogle hårde oplevelser. De har måske erfaret, at det ikke nytter at fortælle, når de har det svært. Og nogle børn vil tilmed have en lang erfaring i at maskere deres mistrivsel,” fortæller Helle Krakau Holm og fortsætter:

“Vi taler meget med børnene om det, der er svært, og hjælper dem med at kunne være i det. Det gør de enkelte lærere, men vi har også en autoriseret psykolog ansat, som kan understøtte lærernes arbejde. Det handler blandt andet om at lytte til børnene og vise dem gennem vores handlinger, at vi lytter og reagerer på det, de siger. Det skaber en tillid, og det betyder, at de bliver trygge i at sige det højt, når de mærker, at noget bliver svært.”

Tilbage til den gamle skole

Efter et år på MerVibSkolen begyndte Sander at mærke, at han var klar til at komme tilbage til sin gamle skole. Samtidig genfandt han kontakten til gamle venner fra fodbold og konfirmationsforberedelse – og opdagede til sin egen overraskelse, at han nu kunne sige fra og grine med, hvor han før ikke havde kunnet afkode de sociale spilleregler, fortæller Stine.

Da han selv talte om at vende tilbage, foreslog hans mor derfor en praktikperiode på hans gamle skole. Det sagde han ja til. Og det gik godt, fortæller Stine.

Efter sommerferien er Sander netop begyndt i 8. klasse på sin gamle skole. Det glæder skoleleder Helle Krakau Holm.

”Som skole og specialiseret tilbud ser vi samtidig meget tydeligt, hvor afgørende stabile og trygge relationer er for børn, der har været skolefraværende gennem længere tid. Vi arbejder altid hen imod, at barnet på sigt kan være i et mindre indgribende tilbud, når det er fagligt og trivselsmæssigt muligt. Når Sander nu kan vende tilbage til sin klasse i almenskolen, er det derfor en stor succes,” fortæller hun og fortsætter:

”Det afgørende er ikke, at alle børn skal tilbage til almenskolen, men at det enkelte barn får mulighed for at udvikle sig mod et så lidt indgribende tilbud som muligt, med trivsel og barnets behov som udgangspunkt.”

Hun genkender billedet af børn, der først for alvor bliver mødt sent i deres skoleforløb. Men hun ser også dagligt, hvordan elever på kort tid kan opbygge en stor tillid og tryghed omkring deres skolegang.

“Vi møder børn, der kan have været væk fra skolen i flere år. Det kræver tid, og de første skridt kan være bittesmå. Men det er altid en opgave, der er fokuseret på det enkelte barn. Det er barnet, vi skal følge, og ikke barnet, der skal følge vores tidsplan. Og det er umuligt at sige på forhånd, hvor lang tid det tager. Vi er heldigvis ofte blevet overraskede over, hvor hurtigt det kan gå.”

Tilbage sidder Stine og tænker over, hvad en langt tidligere indsats kunne have gjort for Sander.

“Jeg ville da ønske, at Sander havde fået denne hjælp langt tidligere. At nogen havde set ham – og at vi som forældre var blevet lyttet til. I stedet oplevede jeg, at vi blev gjort til problemet. Det håber jeg, at systemet vil lære af, for det har kostet meget for Sander,” siger Stine.