De har ikke kun ondt i deres kroppe. De har også ondt i deres psyke

”Jeg synes det er så skammeligt. Fordi vi har brug for dem. De er superdygtige. Og så synes jeg nogle gange, at det virker, som om de nærmest skal løbe et halvmaraton, hver gang de er på vagt. Og det bliver jo slidsomt. Det synes jeg, at man skal have respekt for. Det håber jeg virkelig denne her film kan belyse.”

Det fortæller Tanja Løtzsch Petersen, der selv er tidligere medarbejder i hjemmeplejen. I dag er hun neuro-konsulent og zoneterapeut. Og så er hun netop sprunget ud som skuespiller i Frelle Petersens film ”Hjem kære hjem”, hvor hun spiller lederen Rikke, der skal forsøge at få hjemmeplejen til at hænge sammen og holde på medarbejdere, der er slidte. Et job, hvor forråelsen hele tiden ligger på lur.

Det er en rolle, som hun selv i det virkelige liv har oplevet andre i. Og som gjorde decideret ondt at spille.

”Da jeg fik de her tekster til filmen, gik de lige i maven. For jeg tænkte bare, ”ej, men hun er jo bare lige alt det, som jeg ikke selv ønsker at være.” Hun er for presset, og hun skal gennemtrumfe nogle ting, som hun egentlig ikke synes er i orden. Men på en eller anden måde så er hun blevet sat i den her position, selvom det egentlig strider imod hendes eget værdisæt. Og hvordan hun klarer det i længden, det tør jeg ikke at svare på. Altså, jeg er glad for, at jeg ikke er Rikke i det virkelige liv,” siger Tanja Løtzsch Petersen, der i dag møder medarbejdere fra hjemmeplejen i sit virke som zoneterapeut.

Det er medarbejdere, der er slidte af jobbet. Og hvor omsorgstrætheden sidder i krop og psyke.

Hør Tanja Løtzsch Petersen fortælle om lederen Rikkes dilemmaer, om hvordan jobbet i hjemmeplejen slider, hvordan hun oplever medarbejdere blive slidte og trække sig mere og mere ind i sig selv væk fra familie og fritidsliv, og ikke mindst hvorfor respekten for faget som SOSU-assistent skal tilbage.

Filmen ”Hjem Kære Hjem” kan ses i biografer over hele landet fra den 19. juni.

Udgivet af Socialt Indblik.