
Afsnit: 108
Er du træt af at være i hovedet hele tiden?
”Når vi er i hovedet, så tænker vi, og vi tænker, og vi tænker. Vi tænker hele tiden, hvordan vi har det, og vi tænker over, hvad andre tænker, og vi tænker over vores egne tanker, og vi tænker over vores følelser. Men vi mærker det ikke. Og ofte bruger vi faktisk ikke engang vores hoved særlig optimalt, fordi vi tænker meget de samme tanker.”
Sådan fortæller Mie Moltke, som de fleste nok kender som professionel danser fra Tv2-programmet ”Vild med dans”. I dag arbejder Mie Molkte med krop, sind, sjæl og spiritualitet, og hun holder foredrag og workshops.
Hun har selv erfaret, hvad det betyder, når det hele foregår i hovedet, og kroppen ikke følger med. Og i ”Pædagogisk kvarter” taler hun med programmets faste ekspert og medvært, Anja Kristine Hvidberg Olsen, om, hvad det betyder. Og hvordan man får kontakt til kroppen.
”Altså i virkeligheden, så er jeg mest i mit hoved. Jeg har også oplevet det i forskellige terapeutiske sammenhænge, hvor jeg faktisk ønsker at komme ned i kroppen. Men det er noget, der er enormt svært for mig, når jeg bliver tvunget derned af en eller anden behandler. Bare det at trække vejret kan nogle gange være svært for mig. Så det er noget, jeg er utrænet i, og det er noget, jeg øver mig på. Og det er noget jeg kontinuerligt skal øve mig på,” fortæller Anja Kristine Hvidberg Olsen.
Mie Moltke har selv levet af at bruge kroppen. Men det betød ifølge hende selv ikke, at hun nødvendigvis havde kontakt med den.
”Jeg er gået fra at bruge min krop til at præstere, danse for at være dygtig, vinde så meget som muligt, til at det nu i dag er helt modsat. Tidligere var det at kontrollere og styre min krop jo så lidt en vej væk fra mig selv. Nu er min krop blevet min daglige guidance til, hvordan jeg har det. Men for mig er dansen blevet en måde, jeg hele tiden tjekker ind i mig selv på. Og det er der, de største forandringer for mig er sket. Det er gennem en bevægelse. Så i dag er krop og bevægelse blevet mit allervigtigste hjem,” siger Mie Molte.
I programmet fortæller hun om at være i hovedet hele tiden, om betydningen af at få kontakt med kroppen, og om hvad dansen har gjort for hende selv og de mennesker, som hun arbejder med.
Anja Kristine Hvidberg Olsen er indehaver af Relationsformidlerne. Hun er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger.
Programmet er udgivet af Socialt Indblik. Få vores nyhedsbrev.
Medvirkende
Anja Kristine Hvidberg Olsen og Mie Moltke
Musik
Johannes Elslo
Grafik
Sille Jensen
Tilrettelæggelse
Niels Svanborg





































































