For Linus føltes skolen som en mørk skov, han ikke kunne finde ud af

”Jeg tænkte meget over, hvorfor jeg ikke kunne være som de andre. Hvad jeg gjorde forkert. Og jeg havde så meget skyldfølelse over det. Når jeg var i skolen, så føltes det, som om jeg var i en stor mørk skov, og jeg ikke kunne komme ud. Der var ikke nogen til at hjælpe mig.”

Sådan beskriver Linus følelsen af at gå i skole. I dag er han 17 år og går på HF. Men bag sig har Linus seks skoleskift og lange perioder med skolefravær.

I første afsnit af en ny sæson af podcasten ”Kanariefuglenes stemmer” fortæller Linus om en barndom, hvor skolen føltes som et sted, han måtte flygte fra.

“Jeg havde rigtig mange dage, hvor jeg kom ind i skolen, og så var jeg der måske et kvarter, tre kvarter, og så gik jeg ud og sad i frikvarteret – bare ude på legepladsen og ventede, til jeg kunne gå hjem igen. Hvis jeg kunne, lå jeg med hovedet i mine arme i timerne og faldt i staver eller i søvn – bare for at komme væk fra timen,” fortæller Linus.

Vært på podcasten er Anne Vestergaard, der er uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, har været souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.

Linus fortæller, hvordan hans fravær, angst og mistrivsel ikke udsprang af modvilje mod skolen. Tværtimod. Men af en både overvældelse og manglende tryghed i skolen. Og han fortæller, hvad der skete, når systemet reagerede med pres i stedet for nysgerrighed. Både hos lærere og forældre.

Han husker blandt andet, hvordan en skoleleder en dag forsøgte at holde ham fast.

”Min mor fulgte mig jo altid ind til timen, fordi jeg havde sgu svært ved at gå derind selv. Og så når hun skulle gå igen, det havde jeg sgu også svært ved. Så kom skolelederen, og hun prøvede at holde mig fast, så min mor kunne gå og komme på arbejde. Det kunne jeg sgu ikke rigtig håndtere. Og så havde jeg en nedsmeltning. Og så kunne hun sgu godt se, at det var ikke rigtigt. At det var ikke der, hjælpen var,” fortæller Linus og fortsætter:

”Det satte sig i mig på en måde, hvor jeg havde svært ved at komme ind til timen igen. Hvad nu hvis jeg blev holdt fast, og jeg så ikke havde muligheden for at gå.”

Linus beskriver sig selv som et stille og eftertænksomt barn, der vendte det hele indad. Hjemme blev skærmen en redning – og en fælde.

“Jeg druknede tankerne ved at spille og være online. På en måde ser jeg det som mental selvskade.”

Først sent i skoleforløbet fik han et tilbud, der passede til ham: et lille, trygt miljø med tid til relationer og fleksibilitet.

”Det var ligesom at blive reddet på en måde. Der var nogen, der greb mig.”

Lyt til en samtale mellem Anne Vestergaard og Linus om skolefravær, ensomhed og om, hvordan man finder vejen ud af den mørke skov, når nogen rækker hånden ud.

I dag trives Linus. Han har fundet sig til rette i et ungdomsliv med venner, uddannelse og håb. Hør, hvad der for alvor gjorde forskellen for, at Linus kom tilbage i skolen. Og hør, hvilke råd Linus giver til lærere og forældre.

Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard

Udgivet af Socialt Indblik.