Afsnit: 3
Har vi skabt nogle rammer for børn, hvor der ikke er plads til deres sårbarhed?
”Den tydeligste forskel, jeg kan se, er, at børnene er meget mere belastede, og føler sig meget mere forkerte, når de kommer ind i psykiatrien.”
Sådan fortæller speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling i tredje afsnit af vores nye podcastserie ”Kanariefuglenes stemmer”.
Pernille Darling oplever, at de børn, der i dag kommer ind i psykiatrien, er belastede på en anden måde end tidligere.
”Da jeg startede for 15 år siden i psykiatrien, så syntes jeg ikke, at børnene i samme grad kom ind med en følelse af at være forkerte, selvom de var anderledes end de andre børn, hvis de for eksempel havde autistiske symptomer eller ADHD-symptomer. Så de er meget mere brændt af at have slået sig på omgivelserne. Og det kræver meget mere at rette op på, end det gør at igangsætte behandling for ADHD eller lave en ramme omkring et barn med autisme, som passer til det,” fortæller Pernille Darling.
Hun mener, at de rammer, som børn og unge i dag vokser op i, gør det langt sværere at have en større sårbarhed eller neurodivergens end tidligere.
”Det er jo i høj grad miljøet, der afgør, om du kan trives med den neurotype, du nu engang har fået med dig ind i livet. Og der tror jeg, det er blevet sværere at trives med det i dag, hvis man som barn er lidt atypisk. Hvor man måske skulle være meget atypisk, før man ikke kunne trives for bare en generation eller to siden,” siger Pernille Darling.
Hun fortæller i podcasten, hvordan hun ser, at rammerne for børne- og ungdomslivet i dag presser børnene i en anden grad end tidligere. Og så kalder hun på en politisk handling for at ændre på rammerne.
”Det er ikke, fordi jeg tænker, at vuggestuer og børnehaver i sig selv er en dårlig idé. Men den måde, som det er bygget op i dag, tænker jeg ikke kan matche børns behov. Og især ikke dem, der så har noget sårbarhed med sig ind i livet,” siger Pernille Darling blandt andet og fortsætter senere:
”Når vi stiller en autisme-diagnose, så anbefaler vi som det første et lille, trygt og overskueligt miljø, hvor der er faste voksne. Og der tænker jeg, hvad nu hvis vi startede der i stedet for? Så kunne det jo godt være, at nogle af de børn, som vælter fuldstændigt, aldrig nogensinde ville komme til os i psykiatrien. Men jeg tror virkelig, det kræver noget politisk mod og handling til at genskabe de små og trygge miljøer.”
Lyt med, når Pernille Darling fortæller mere om, hvordan hun ser, at rammerne for børne- og ungdomslivets i dag presser børn og unge.
Medvirkende
Pernille Darling, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og Anne Vestergaard, Fonden Drive
Musik
Johannes Elslo
Grafik
Sille Jensen
Tilrettelæggelse
Niels Svanborg