Hvis vi ikke lytter til det enkelte menneske, overser vi deres traumer

”I dag kalder vi næsten alt for traume. Men vi har brug for at kende forskel på belastning, stress og egentlige traumer – ellers mister vi forståelsen af, hvad der virkelig rammer et menneske.” siger psykolog og forfatter Susan Hart.

I et nyt afsnit af podcastserien ”PERSPEKTIV” fortæller hun om sin bog ”Traumeforståelse” – og om behovet for at genvinde et mere præcist sprog for traumer.

Susan Hart er psykolog og supervisor i børnepsykologi og specialist i psykoterapi. Hun har arbejdet på en børnepsykiatrisk afdeling og er forfatter til en lang række bøger om blandt andet neuroaffektiv udviklingspsykologi.

Susan Hart forklarer i podcasten, hvad et traume egentlig er, og hvorfor det ifølge hende både rummer menneskets dybeste sårbarhed og dets evne til heling.

Hun beskriver blandt andet forskellen på et choktraume og et udviklingstraume.

”Et choktraume kan opstå pludseligt – en hændelse, som psyken ikke kan assimilere. Et udviklingstraume vokser derimod frem gennem mange små oplevelser af utryghed og kaos. Det sætter sig i nervesystemet og bliver en del af personligheden,” siger hun og tilføjer:

”Når traumet altid har været der, får man ikke den der fornemmelse af, at det nogensinde har været anderledes. Men for mennesker, der oplever et traume i en senere alder, de kan få den oplevelse af, at der foregår noget helt mærkeligt inde i mig. Det er en af de helt store forskelle på, når traumet altid har været der, i forhold til at det kommer på et senere tidspunkt i dit liv.”

Susan Hart taler for, at vi bliver langt mere opmærksomme på, at årsagen bag børn, unge og voksnes handlinger kan ligge i et traume, der måske hverken er erkendt eller arbejdet med. Derfor advarer hun også mod et for stærkt fokus på diagnoser, som hun mener kan skygge for traumets bagvedliggende årsager.

”Diagnoser giver symptomerne et navn – men vi må også give symptomet et øre, der kan høre. Når vi kun har fokus på biologien, mister vi nysgerrigheden for, hvorfor mennesket reagerer, som det gør.”

Susan Hart fortæller, hvordan vejen til heling ser forskellig ud. Men centralt er det at forstå, at traumet ikke handler om hændelsen, men om relationerne og om støttesystemerne omkring den enkelte.

Et choktraume kan heles ved gradvist at gøre oplevelsen til et minde – mens et udviklingstraume kræver konkrete handlinger og nye trygge oplevelser i relationer.

”Man kan ikke gøre et barn til spædbarn igen. Men man kan skabe oplevelser, hvor mennesker mærker sig selv og langsomt genopbygger tilliden.”

For hende handler traumeforståelse om at se bag adfærden og finde det, der mangler – ikke kun det, der er gået galt. Og om at huske, at heling ikke blot handler om at overleve, men som hun siger ”at genlære at leve”.

Udgivet af Socialt Indblik

Medvirkende

Susan Hart

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Lyt til Socialt Indblik

Flere afsnit i serien