Hvorfor skulle Ingrid bryde helt sammen, før hun fik hjælp?

”Når jeg gik ud ad døren hjemmefra, så græd jeg hele vejen op til bussen. Og hvis det var tidligt, og der ikke var så mange i bussen, så græd jeg resten af vejen hen til skolen.”

Sådan fortæller Ingrid, der i årevis gik i mistrivsel. Først da hele hendes tilværelse brød sammen, skete der noget.

Det fortæller hun til lærer, forfatter og ekspert i skolefravær, Anne Vestergaard, der i den nye sæson af ”Kanariefuglenes stemmer” taler med de virkelige kanariefugle, nemlig de børn og unge, der har gået alt for længe med tegn på mistrivsel, inden nogen handlede.

Udadtil virkede Ingrid måske som en pige, der havde styr på det. Men lige inde bag facaden var hun konstant på overarbejde.

”Jeg var virkelig presset, og jeg blev også ked af det nogle gange. Jeg prøvede virkelig på at tage mig sammen. Jeg var på nippet til at græde hele tiden,” fortæller Ingrid og fortsætter:

”I 0. klasse var jeg ked af det i hver pause, hvor jeg græd stort set hver gang. Jeg syntes, det var virkelig flovt. Jeg kunne ikke styre det, så jeg prøvede bare at holde det inde. Jeg begyndte bare at græde, når der ikke var struktur, og jeg ikke vidste, hvad jeg skulle.”

Selvom tegnene var der, blev de ikke opfanget. Ingrid klarede sig fagligt, deltog i undervisningen og forstyrrede ingen. Det gjorde det let at overse, hvor meget hun kæmpede. I frikvartererne brød hun sammen, men i timerne fungerede hun — og ofte blev det tolket som et tegn på, at alt var, som det skulle være.

Ikke så svært at se mistrivslen

Men under overfladen byggede presset sig op år for år. Overgangen fra 6. til 7. klasse blev et vendepunkt. Klassen blev blandet med parallelklassen, dynamikkerne ændrede sig, og de lange skoledage kom tilbage efter covid-perioden. Det, der før var genkendeligt og forudsigeligt, blev pludselig uoverskueligt.

Da hun i 7. klasse for første gang fik et regulært angstanfald i en geografitime, blev også det misforstået. Læreren troede, at årsagen til Ingrids angst var, at de i timen havde talt om klimaforandringer.

”Jeg prøvede virkelig at forklare, at jeg bare var overvældet og gerne ville hjem. Lige nu.”

Det var først, da hun — som en sidste måde at skabe kontrol på — begyndte at spise mindre og senere helt stoppede, at hendes mistrivsel ikke længere kunne skjules. Først dér reagerede systemet.

Hvordan systemet reagerede, og hvad der blev et vendepunkt, fortæller Ingrid om i podcasten.

En måned kan være en evighed

Men selvom Ingrid ender med at få et skoletilbud, hvor hun trives, så har hun svært ved at forstå, hvorfor hun ikke fik hjælp tidligere. For selvom mistrivsel kan være mere eller mindre tydelig, så er den ikke umuligt at få øje på.

”Der er jo nogen, der viser meget tydelige tegn på det, og så er der andre, der også er rigtig gode til at maskere. Men … så svært er det heller ikke, for at være helt ærlig. At se, om et barn mistrives eller ej,” siger hun i podcasten og fortsætter:

”Hvis du som fagperson har brug for at få viden om, hvad det præcist er, du skal kigge efter, så har jeg det nogle gange sådan lidt: Skal du så arbejde med børn?”

Lyt til Ingrids historie, og hør, hvilke råd hun giver videre til andre unge, til forældre og til fagpersoner.

Hendes helt centrale budskab er handling her og nu, når mistrivsel og fravær viser sig første gang.

”Hvis der er nogen, der begynder at få mere og mere fravær, så er det der, du skal sætte ind. For når du ikke længere kan komme i skole overhovedet, så er det for sent. Og det er ikke sådan noget med, at vi venter lige og ser i en måned, om de så kan komme i skole. Når man er barn eller ung, så er det en evighed.”

Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.