”Jeg holdt bare igen og passede mig selv.” Om ytringsfrihed for medarbejderne i velfærdssektoren

”Jeg så, hvordan to kolleger ytrede sig kritisk til et møde. De sagde ikke andet, end at de havde følt sig overladt til sig selv og havde brug for hjælp. Dagen efter blev de kaldt til samtale og fik at vide, at de havde skabt dårlig stemning. Da jeg så det, turde jeg selv endnu mindre.”

Hvad sker der, når offentligt ansatte i velfærdssektoren bruger deres ytringsfrihed?

Det debatterer fagkoordinator Stine Hvidsten, pædagog og forfatter Rikke Smedegaard Hansen og psykolog Dorthe Birkmose i en podcastsamtale optaget på Folkemødet. Nu kan du lytte til samtalen i podcastserien ”Forråelsens ansigter”.

Citatet oven for er fra Rikke Smedegaard Hansen, der både har oplevet, hvordan det var at være på en arbejdsplads, hvor det var accepteret at tale åbent om arbejdsforhold, og på en, hvor det var svært.

”Jeg kunne skrive debatindlæg, jeg kunne endda stille op i debatten på DR2. Og når jeg kom tilbage på arbejde, stod mine kolleger bag mig. Vi var ikke altid enige, men vi kunne tale om det uden at miste respekten for hinanden. Den tryghed gav mig et stærkt fællesskab – og mod til at ytre mig.”

Men hun har også oplevet det modsatte.

”Når jeg stod i situationer med børn, der var voldsomme, bad jeg ikke om hjælp. Jeg holdt bare igen og passede mig selv. Til sidst blev jeg sygemeldt og sagde op. Jeg havde egentlig bare haft brug for at sige: ’Den situation i går var svær for mig – får vi supervision her?’ Men det turde jeg ikke engang.”

Begynder man at tvivle på sin egen dømmekraft

Psykolog Dorthe Birkmose, som er forfatter til blandt andet ”Når gode mennesker handler ondt” og kommer meget rundt på arbejdspladser i velfærdssektoren. Her mærker hun ofte, at medarbejderne ikke er trygge ved at tale åbent om, hvordan forholdene er på arbejdspladsen.

”Når jeg underviser, er der stille. Der kan være én kritisk røst, men resten sidder og stirrer tomt ud i luften. Og når oplægget er slut, vælter det ind i min mailbakke: ’Du skulle bare vide … vil du se vores APV?’ Men de tør ikke sige det højt på arbejdspladsen. For de ved godt, hvad konsekvenserne er: eksklusion, udskamning, at blive gjort til den forkerte,” siger Dorthe Birkmose, der peger på fænomenet ostracisme – eksklusion af den, der bryder tavsheden:

”Når en medarbejder ytrer sig, kan gruppen reagere med at ignorere, afvise eller subtilt devaluere. Og så begynder man at tvivle på sin egen dømmekraft. Hvis man ikke længere kan stole på den, falder alt fra hinanden. Man sidder tilbage med to elendige muligheder: at lægge sig fladt ned og acceptere – eller forlade en arbejdsplads, man egentlig holder af,” siger Dorthe Birkmose.

Netop det at betvivle sin egen dømmekraft oplevede Stine Hvidsten, der sidste år på Folkemødet netop fortalte om, hvad det betyder, når man ikke kan tale højt om risikoen for forråelse og moralsk stress. Samtalen på folkemødet – som i øvrigt også ligger som podcast – gik godt, men kort efter mærkede hun konsekvenserne.

”Det, jeg sagde, blev ikke mødt med nysgerrighed, men med tavshed. Og det gør jo noget ved et menneske, når man egentlig går ind i rummet med intentionen om at støtte og starte en debat – og så bliver det ikke taget imod. Det har en pris at sige, hvordan det er, hvis ikke det bliver taget imod,” fortæller Stine Hvidsten, der beskriver, hvordan oplevelsen satte sig dybt:

”Jeg tog afsted med en funderet faglighed og en god selvtillid. Jeg kom hjem uden nogen af delene. I et halvt år efter havde jeg en følelse af, at der blev tvivlet på min dømmekraft – at jeg måske havde gjort noget forkert bare ved at fortælle, hvad vi oplever.”

Alle har et ansvar for at svare

Hør, hvad det betyder, når man kan tale åbent på sin arbejdsplads, hvad det betyder, når man bliver mødet af tavshed eller udskamning, og hvordan vi i stedet for tavsheden kan gå i en nysgerrig dialog – også selvom man ikke nødvendigvis er enig.

”Når der er nogen, som tør sige noget, bum, så får alle vi andre ansvar for, hvordan vi så svarer. For man kan ikke undgå at svare. Alle reaktioner, også der, hvor man jo prøver at kigge væk, eller ikke sige noget, det er også et svar. Hvis vi er i stand til at svare, bare en lille gryntende lyd om, øh, godt gået, altså mere skal der jo virkelig ikke til. Bare det, at man synes, at andre mennesker er så meget værd, at man godt vil høre noget mere, eller give en opbakning direkte, så der ikke er nogen, der skal stå alene”, siger Dorthe Birkmose.

Optaget på folkemødet 2025