
Jeg tænkte bare: Hvorfor er der ikke nogen, der ser det her?
”Når jeg ser tilbage i dag, så bliver jeg dybt ulykkelig af at tænke på, at han på den måde blev ekskluderet.”
Louise Gielovs søn Laurits havde fået sit bord ud på gangen, hvor pedellen havde bygget en lille afskærmning, så han kunne sidde for sig selv, men følge med i hvad der foregik i klassen. For en mor, som var fyldt op af bekymringer og udmattelse, føltes det dengang som en slags løsning. Som om nogen endelig gjorde noget for at hjælpe.
Men midt i lettelsen lå der også en smerte, som først senere blev tydelig: At Laurits blev parkeret uden for fællesskabet. Han blev ikke set, ikke grebet, kun holdt ud i strakt arm.
I dette afsnit af ”Kanariefuglenes stemmer” skal du høre en samtale mellem lærer og ekspert i skolefravær Anne Vestergaard og Louise Gielov. Måske kender du allerede til Louises og hendes families historie fra den debatskabende DR-dokumentar ”Skolens tabte børn”.
I to afsnit af Kanariefuglenes stemmer fortæller Louise Gielov om den lange kamp for at få hjælp til først ét og siden to børn, der gik i stykker i skolesystemet.
Hun fortæller om Laurits, der allerede i børnehaven begyndte at trække sig fra alt det sociale. Om den første skoledag, der endte med et sammenbrud på trappetrinet, mens alle andre børn sad klar med flag og æbler. Og om de morgener, hvor angst og magtesløshed fyldte det hele.
Louise fortæller om at være forælder i konstant alarmberedskab. Om en hverdag med bekymring, stress og dårlig samvittighed. Om at gemme sig i baghaven for at græde for ikke at bryde sammen foran sine børn.
Og så fortæller Louise om den dag i haven, hvor hun tog sin telefon frem og optog en video af sig selv i tårer.
Den video blev starten på ”Skolens tabte børn”. Et opslag på Facebook om dokumentaren gav over 300 henvendelser fra familier i samme situation. Fortællinger om børn, der falder ud af skolen, om forældre, der kæmper, til de selv går i stykker, og om et system, der først reagerer, når alt er brudt sammen.
Lyt med, når Louise ærligt deler sin og sin families historie, og hør, hvordan idéen om dokumentaren formerede sig og var med til at sætte debatten om langvarigt skolefravær og mistrivsel helt øverst på dagsordenen.
Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.
Medvirkende
Louise Gielov og Anne Vestergaard
Musik
Johannes Elslo
Grafik
Sille Jensen
Tilrettelæggelse
Anne Vestergaard





























