Lærerne ser eleverne mistrives – men de får ikke lov til at handle

”Vi har viden nok, vi har metoderne, og vi har erfaringerne. Det handler nu om at investere rigtigt – i forebyggelse, relationer og rammer, hvis vi vil gøre noget ved skolefraværet.”

Sådan siger lærer, forfatter og master i specialpædagogik Anne Vestergaard, der netop er udkommet med Bogen om skolefravær, hvor hun slår til lyd for, at skal vi for alvor gøre noget ved skolefraværet, så kræver det forandringer i den måde, skolen er organiseret på.

I et afsnit af ”Kanariefuglenes stemmer” fortæller hun videre om bogen. Denne gang om, hvordan rammer og bureaukrati spænder ben for forebyggelse af skolefravær, og hvordan vi skaber en skole, der sætter ind langt hurtigere, når der er tegn på mistrivsel.

Anne Vestergaard har selv været lærer i psykiatrien og souschef på en dagbehandlingsskole. Hun har set, hvad der skal til for at genskabe børnenes tillid til skolen. Og der er håb, fortæller hun.

”Jeg har set børn gå fra at ligge hjemme i fosterstilling til at ende på et helt almindeligt gymnasium. Det kan lykkes, hvis vi giver de rette rammer.”

Men hun oplever, at systemet reagerer for sent og for tungt. Ofte fordi lærerne ikke har mulighed for at handle i tide.

”Alt for mange børn og unge ender uden for skolen i længere perioder. Det er en udvikling, vi som samfund ikke har råd til – hverken menneskeligt eller økonomisk. Vi kommer jo simpelthen alt for sent i gang med noget. Der er alt for meget bureaukrati, før vi reelt begynder at arbejde forebyggende,” siger Anne Vestergaard, der efterlyser rammer i skolen, der gør det muligt at handle tidligt.

”Hvis vi virkelig ville, kunne vi skabe en meget bedre skole. Men det kræver mod, tid og investeringer. Gevinsten er børn, der trives, lærer og bliver en del af fællesskabet.”

I dette afsnit får du konkrete bud på, hvordan skoler og kommuner kan vende udviklingen – og hvorfor det kan betale sig at investere i forebyggelse frem for brandslukning.

Udgivet af Socialt Indblik. Skriv dig op til nyhedsbrevet.