Ulighed sætter sig i kroppe, landskaber og identitet

”Jeg har altid haft en ret stor retfærdighedssans. Jeg har haft øje på uretfærdighed, og det er noget af det, min forskning har handlet enormt meget om. Men hvorfor det har det, er jo først gået op for mig lidt senere. Og det handler jo nok om, at jeg selv har oplevet en masse former for uretfærdighed.”

Det siger handicapforsker og nu også digter Emil Falster, der på Folkemødet fortalte om sin nye digtsamling ”Vordingbronx”, og hvorfor og hvordan han nu også bruger poesien til at sætte fokus på ulighed, klasse og handicap.

I “Vordingbronx – forskerdigte” tager Emil Falster læseren med på sin egen personlige, brutale og udsatte rejse gennem klassesamfundet fra Vordingborg og opvæksten på Sydsjælland til voksenlivet som forsker, far og rækkehusejer i Nordsjælland. Og med udgangspunkt i egne erfaringer fra opvæksten i Vordingborg tegner Emil Falster et ærligt portræt af et Danmark, der ofte forbliver usynligt i offentligheden.

”For mig har poesi altid været sådan et sprog, der ikke har været tilgængeligt for mig, fordi jeg ikke kunne læse og stave, da jeg var barn. For det første havde jeg jo svært ved at læse det, men jeg havde endnu mere svært ved at forstå det. Fordi hvis du ikke kan forstå sådan en relativt simpel sætning, så er det også rigtig svært at begynde at forstå symbolik og alle de her forskellige ting i poesien. Så for mig har poesi altid været et sprog, der har været vildt utilgængeligt for mig,” siger Emil Falster.

Med digtsamlingen sætter Emil Falster ikke bare spot på ulighed. Han sætter ord på, hvordan uligheden sætter sig i både landskaber, byer, kroppe og identitet. Også i hans egen krop og identitet, som han også fortæller om i samtalen.

For Emil Falster, der selv er opvokset i den lille by Nyråd på Sydsjælland, var Nordsjælland noget, han og kammeraterne som børn drømte om. I dag bor han selv i Virum i Nordsjælland, er forsker og tilhører ikke længere selv arbejderklassen. Nogle kunne kalde ham ”mønsterbryder”. Men for Emil Falster handler det ikke om at bryde mønstret. For uanset om man gør det, så eksisterer mønstret der stadig.

Og i hans digtsamling folder han mønstret ud og stiller det til skue for læseren. Som han skriver i Vordingbronx: ”min klasse er mit handicap”.

”At ”min klasse er mit handicap” kan jo fortolkes på flere måder. Man kan fortolke det på den måde, at den klasse, jeg kommer fra, er dårlig, ligesom at et handicap er dårligt. Sådan vil jeg aldrig selv fortolke det. Men det, jeg prøver på at sige med det her, er, at ens klassebaggrund er påvirket af nogle strukturer, vi har i samfundet. På samme måde er handicap ikke bare noget, den enkelte går rundt med, det er noget, der er skabt af samfundet også. Det kan være en ren og skær biologisk dimension, men hvorvidt man har muligheder at gøre ting og kan deltage i samfundet, det handler om nogle sociale og samfundsmæssige strukturer. Det er fuldstændig det samme med klasse. Klasse er også skabt af nogle ulige strukturer, men det er også nogle strukturer, der bliver ved med at forfølge dig, og som sætter sig i din krop,” siger Emil Falster.

Hør Emil Falster læse op af og fortælle om sine digte. Hør, hvorfor han begyndte at skrive digte. Hvordan han kombinerer det at være forsker og digter. Hvad poesi kan, som forskningen ikke kan. Og hør ham fortælle, hvordan uligheden sætter sig i både landskaber, byer, kroppe og identitet.

Emil Falster er handicapforsker, cand.scient.adm., ph.d. og forskningsmedarbejder i Bevica Fonden. Han er bestyrelsesmedlem i Dansk Netværk for Handicapforskning og bestyrelsesmedlem i organisationen For Lige Vilkår.

Optaget på Folkemødet 2025. Udgivet af Socialt Indblik.