
Man kan godt hele efter en opvækst med narcissistiske forældre
”Det vil være bondefangeri at påstå, at vi kan fjerne smerte. Det er unfair at fortælle folk, at de kan fjerne angst. Men vi kan lære dem at leve et meningsfuldt og rigt liv, hvor angsten ikke styrer.”
Det siger psykolog Cleoh Dharma Søndergaard, der i dette andet afsnit om narcissistiske forældre fortæller om de metoder, hun bruger i sin terapi med voksne, der er vokset op i narcissistiske familier.
For som vi hørte i første afsnit, trækker det dybe spor ind i voksenlivet, når man er vokset op i en familie, hvor den ene eller begge forældre er narcissister.
Men ifølge psykolog Cleoh Dharma Søndergaard er det muligt at skabe en anden retning i livet.
Vi skal blandt andet høre, hvorfor hun arbejder med den terapeutiske form Acceptance and Commitment Therapy (ACT).
”ACT handler om, hvordan man får et større adfærdsrepertoire og føler sig mere fri til at turde gøre det, der er betydningsfuldt for en. Det handler både om at være til stede her og nu og om at imødekomme de følelser, der måtte være,” forklarer Cleoh Dharma Søndergaard, der peger på, at heling ikke handler om at slette fortiden, men om at skabe en anden relation til den.
Du kan også høre, hvordan Cleoh Dharma Søndergaard hjælper sine klienter med at skabe det, hun kalder posttraumatisk vækst.
Men samtalen stopper ikke ved de voksne. For hvad med børnene, der stadig lever i familierne?
Cleoh Dharma Søndergaard peger på, at vi som samfund skal turde reagere tidligere. For netop de narcissistiske forældre kan have svært ved at tage imod hjælp.
”Narcissisten er jo hyperallergisk over for alt, hvad der hedder kritik og fejlfinderi. Så længe psykoedukation, undervisning, pædagogiske værktøjer og underretning bliver forbundet med noget, der er tabuiseret, eller som skaber sprækker i deres perfektionisme, så vil de ikke høre tale om det,” siger Cleoh Dharma Søndergaard, der blandt andet foreslår at gøre forældrekurser mere attraktive.
”Hvis pædagogiske kurser til forældre var attraktive, prestigefyldte og noget, alle burde gøre, så tror jeg også, det ville motivere narcissisten til at tage kurser,” siger hun og slår fast, at det ikke ville få dem til at ændre personlighed, men det kunne lære dem andre adfærdsvaner og dermed gøre skaderne mindre.
Programmet er en fortsættelse af første afsnit om narcissistiske forældre.
Medvirkende
Psykolog Cleoh Dharma Søndergaard
Musik
Johannes Elslo
Grafik
Sille Jensen
Tilrettelæggelse
Niels Svanborg



























