Afsnit: 110

Når et barn er grebet af sine følelser

”Når vi siger: ’gå ind på værelset, og kom ud, når du er glad igen’, kan vi lige så godt sige: ’kom ud, når du kan flyve.’ Et lille barn kan ikke regulere sig selv. Vi skal låne barnet vores ro.”

Det fortæller Christina Abildgaard, der i ugens ”Pædagogisk kvarter” fortæller om børns selvregulering og den helt afgørende rolle, de voksne spiller i at hjælpe børn tilbage til ro.

“Selvregulering er evnen til at registrere en følelse og få den til at finde sin plads. Det udvikles over tid – jo flere gange børn møder rolige voksne, jo mere udvikler de deres selvregulering,” siger hun.

Christina Abildgaard er uddannet pædagog og har taget mange forskellige efteruddannelser, som fx Marte Meo-supervisor, og så er hun forfatter til bogen ”I stedet for skældud”, som hun har skrevet sammen med Erik Sigsgaard.

Sammen med fast medvært Anja Kristine Hvidberg Olsen taler hun om, hvordan vi omsætter viden om nervesystemet til konkret pædagogisk praksis i dagtilbud og skole.

De taler om de klassiske hverdagssituationer – når børnene græder ved aflevering, børn, der nægter at tage gummistøvlen på, konflikter, der hurtigt blusser op – og om hvorfor voksne ofte selv bliver triggede. Hvad gør man, når man har ’prøvet alt’ og alligevel mærker afmagten stige?

Den tid, du bruger på at slukke ildebrande, reduceres, hvis du tager dig tiden til nærvær og ro nu. Ro smitter. Nervesystemer smitter nervesystemer. Den ro, du giver ét barn, siver ud i resten af stuen,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

Lyt med, og bliv klogere på, hvordan din egen ro bliver børnenes vigtigste værn i store følelser.

Anja Kristine Hvidberg Olsen er indehaver af Relationsformidlerne. Hun er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger.

Programmet er udgivet af Socialt Indblik. Skriv dig op til nyhedsbrevet

Medvirkende

Anja Kristine Hvidberg Olsen og Christina Abildgaard

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Lyt til Socialt Indblik

Flere afsnit i serien