Afsnit: 35

Se med børnene – og ikke blot på dem

To drenge kommer ind i klassen midt i det hele. De råber uden at tage hensyn til undervisningen – og pludselig vender hele klassen sig. De forstyrrer.

Fra et voksenperspektiv kan det ligne dårlig opførsel.

Men hvad sker der, hvis vi i stedet forsøger at se med børnene – og ikke blot på dem?

Det skal vi høre mere om i dette afsnit af ”Kanariefuglenes stemmer”, hvor Anne Vestergaard taler med skoleforsker og forfatter Christina Holm Poulsen om børneperspektiv, undersøgelsesfællesskaber og om de små situationer i hverdagen, hvor børn kan miste fodfæstet i fællesskabet.

”Når vi kigger med børnene og får deres handlinger forbundet med den praksis, de er en del af, så får vi nogle helt andre handlemuligheder,” siger Christina Holm Poulsen.

For nogle børn kæmper højlydt for at få en plads. Andre trækker sig stille. Nogle reagerer først derhjemme med ondt i maven eller voldsomme følelser. Og alt for ofte bliver mistrivsel gjort til et individuelt problem frem for et fælles anliggende.

Christina Holm Poulsen argumenterer for, at løsningen ikke nødvendigvis er flere eksperter udefra. Men at lærere og pædagoger i fællesskab kan udvikle en praksis, hvor konkrete observationer bliver afsæt for pædagogiske analyser og nye handlemuligheder.

Det handler om at skabe undersøgelsesfællesskaber. Det handler om at give tid til nysgerrighed.
Og det handler om at forebygge skolefravær, før børnene glider ud.

Lyt med og hør, hvorfor uro kan være et udtryk for usikkerhed, hvordan overgangene i skoledagen kan blive afgørende, og hvordan børneperspektivet kan give fagligheden og handlekraften tilbage til skolen.

Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole og forfatter til to bøger om skolefravær.

Medvirkende

Anne Vestergaard og forfatter Christina Holm Poulsen

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Anne Vestergaard

Lyt til Socialt Indblik

Flere afsnit i serien