
Afsnit: 30
Tag lige skolefrakken på – og efterlad alt det svære derhjemme
Emma sidder i klasselokalet og prøver at gøre, som hendes klasselærer beder hende om: Hun skal tage “skolefrakken” på, fortæller læreren. Hun skal lade alt det, der gør ondt derhjemme, blive udenfor skolens mure. Hun skal fokusere, smile og være ligesom alle de andre.
Men inden i Emma vokser en lille snebold af bekymringer. Først stille og ubemærket. Siden som en lavine, der tager både hendes skole, hendes venner og troen på sig selv med sig.
“Jeg ville bare gerne være ligesom alle de andre. De fleste børn vil gerne i skole, fordi man gerne vil det sociale. Men der var bare andre ting, der gjorde, at det ikke var muligt,” fortæller Emma til Anne Vestergaard, der er lærer og ekspert i skolefravær.
I denne episode af ”Kanariefuglenes stemmer” fortæller 20-årige Emma om et skoleliv, der blev stadig mere utrygt. Om tre forskellige folkeskoler, lange ventetider derhjemme og specialskoler, hvor hun skulle starte forfra igen og igen.
For Emma betød de lange perioder hjemme, at hun gik glip af en vigtig del af ungdomslivet og det sociale fællesskab i skolen. Og prisen for det betaler hun stadig.
“Jeg er stadig væsentligt mere usikker i de sociale omgivelser og har stadig ikke indhentet de ting. Det er meget mere end det faglige.”
Emmas fortælling handler om mistrivsel og misforståelser – men også om håb og den forskel, det gør, når børn bliver mødt som dem, de er.
For Emma fortæller også om den dag, hun endelig landede et sted, hvor nogen lyttede. Hvor hun gerne måtte komme, selv når morgenen var svær. Hvor én rigtig voksen kunne dæmpe presset – og i virkeligheden give hende mere overskud til at lære.
Og netop det at lytte er et centralt råd fra Emma til lærere og forældre.
“Man skal lytte til børnene, fordi det er dem, der ligesom står i det. Det synes jeg er enormt vigtigt, fordi man kan have nok så kloge folk omkring, men det er bare en meget individuel, når et barn er i mistrivsel,” siger Emma.
Lyt med, når Emma og Anne Vestergaard folder historien ud om et skoleliv på vippen – og den stille kamp for bare at høre til.
Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.
Udgivet af Socialt Indblik.
Medvirkende
Emma og Anne Vestergaard
Musik
Johannes Elslo
Grafik
Sille Jensen
Tilrettelæggelse
Anne Vestergaard





































