Afsnit: 127

Theraplay: Leg, der bygger relationer

Hvordan kan leg blive en vej til kontakt, regulering og tryghed?

Det handler det om i ugens ”Pædagogisk kvarter”, hvor programmets faste vært Anja Kristine Hvidberg Olsen taler med ergoterapeut Connie Nissen om Theraplay, der er en legebaseret metode, der arbejder med relationer og udvikling gennem fire dimensioner: omsorg, engagement, struktur og passende udfordring.

Connie Nissen fortæller, hvordan Theraplay handler om at dosere legen og være tæt på barnets signaler. Hvornår skal man blive i kontakten i fire sekunder – og hvornår i længere tid? Og hvordan skaber man små mikroøjeblikke, hvor barnet mærker nærvær og ro, uden at det bliver for meget?

Et af Connie Nissens centrale budskaber i afsnittet er, at børn skal erfare, at voksne kan tage ansvar uden at gøre barnet forkert:

“Det er det, børn skal lære. At selvom de voksne har ansvaret, så betyder det ikke, at de råber og skælder ud, eller slår mig, eller udskammer mig, eller ekskluderer mig. Så betyder det bare, at vi har styr på det, så du behøver ikke at have det.”

I afsnittet kobler Connie Nissen Theraplay til sanseintegration, som hun har fortalt om i de to foregående afsnit. Og hun fortæller, hvordan leg, struktur og regulering hænger sammen, og hvordan voksne kan justere både tempo, kontakt og rammer, så flere børn får mulighed for at være med.

Lyt med og hør om Theraplay, og hvordan leg kan bygge relationer, skabe tryghed og give børn erfaringer med, at voksne kan lede med ro.

Connie Nissen er ergoterapeut med speciale i børn, sansemotorik og sanseintegration. Hun har gennem mange år arbejdet med børn, der har udfordringer med regulering, trivsel og deltagelse i fællesskaber, og hun underviser bredt i dagtilbud, skoler og på specialområdet.

Anja Kristine Hvidberg Olsen er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og indehaver af Relationsformidlerne.

Programmet er udgivet af Socialt Indblik.

Medvirkende

Anja Kristine Hvidberg Olsen og Connie Nissen

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Lyt til Socialt Indblik

Flere afsnit i serien