Vejen ud af unges mistrivsel kræver en kulturkamp

Lili går i 3.g. Hun får gode karakterer og fremstår dygtig og succesrig. Men om natten drømmer hun om, at hendes lærer ikke kan lide hende, og at hun ikke er god nok.

Lili er et billede på den store gråzone mellem trivsel og mistrivsel, som Søren Juul fortæller om i et afsnit af podcasten ”PERSPEKTIV”.

For vil vi forstå debatten om de unges mistrivsel, skal vi forstå, at det langt fra er et sort/hvidt billede, der tegner sig af unges trivsel.

Søren Juul er sociolog, forsker og tidligere lektor ved Aalborg Universitet. Og så er han medforfatter til bogen Ungdomsliv i en præstations- og selvrealiseringskultur – trivsel og mistrivsel blandt unge.

Den har han skrevet sammen med Jørgen Elm Larsen og Pia Ringø, og de tre forfattere har både gennemgået de store kvantitative undersøgelser af unges trivsel, talt med unge om deres eget liv og sat det ind i en teoretisk ramme ved brug af en lang række teoretikere.

Samlet giver de en analyse af den mistrivsel, som Søren Juul ikke er bange for at betegne som en krise.

“Der er en lille gruppe, der virkelig mistrives. Der har det rigtig, rigtig dårligt. Men der er også en meget stor gruppe, som tilsyneladende trives og har det godt. De klarer skærene, de kommer i mål med en uddannelse osv. Men bag facaden, så har de det faktisk ikke godt. Så det er ikke så lige til at sige, at de fleste unge bare trives.”

Det gode liv er ikke noget, vi realiserer på egen hånd

For Søren Juul er debatten om mistrivsel langt større end mobiltelefoner, sociale medier, eksamener og adgangskrav. Det handler om det præstations- og selvrealiseringssamfund, som ikke blot de unge er en del af, men som præger hele samfundet.

Derfor efterlyser Søren Juul en kulturkamp.

“Det er en kamp imod en idé om, at vi skaber os selv og vores eget liv. En kamp, der vender sig mod de præstationslogikker, at vi skaber dem på egen hånd, og sådan noget, ikke? Og kæmper for en større fællesskabsfølelse, en forestilling om, at vi ikke skaber vores egen lykke, vi skaber gode liv sammen med andre.”

Og helt centralt står spørgsmålet om, hvad et godt liv overhovedet er:

“Det gode liv er ikke noget, vi realiserer på egen hånd, det gode liv er noget, vi realiserer i fællesskab.”

Lyt med, hvis du gerne vil forstå, hvorfor mistrivsel ikke kan reduceres til et individuelt problem, der kan løses med lidt mere robusthedstræning eller få justeringer i skolen. Hør, hvad der gemmer sig bag de bekymrende tal, og hør, hvorfor vejen ud af unges mistrivsel også er en kulturkamp om, hvilket samfund og hvilke fællesskaber vi vil tilbyde dem.

Medvirkende

Søren Juul

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Lyt til Socialt Indblik

Flere afsnit i serien