Vi skal skabe en kærlig skole. Lyder det kontroversielt?

”Jeg vil gerne have en kærlig skole. Så er der nogen, der er ved at sluge deres egen tunge over, at jeg bruger det ord omkring skolen, men jeg mener det faktisk,” sagde Henrik Vestergaard Stokholm, da han på Folkemødet talte med skoleforsker Louise Klinge om omsorg og omsorgsetik. 

De talte om, hvad omsorg kan, både når børn mærker den fra andre, og når de selv får mulighed for at udøve den over for andre.

”Når børn udøver omsorg over for andre, så muliggør det, at børn kan udtrykke den kerne, som bor i os alle. Vi er født ind i en verden, hvor vi er skabt til at være i fællesskab med hinanden. Så at skabe en kærlig skole, det er utroligt, at det lyder kontroversielt, når vi godt ved, at kærlighed er det, der er vigtigst for os alle. Og når børn og unge er så mange timer i institutioner, det er de i 25.000 til 30.000 timer i løbet af deres opvækst fra vuggestue til ungdomsuddannelse, så må man ikke gå igennem der uden at få mulighed for at gøre godt for hinanden og være noget for hinanden,” siger Louise Klinge, der ser det som en central opgave for skolen at styrke det, hun kalder ”det etiske ideal”.

”Fordi hvis vi er bundet af meget negative følelser, så mærker vi ikke det etiske ideal i os, og så er det, at vi handler egoistisk. Så vi skal hele tiden nære det her etiske ideal. Det gør vi ved at vise børn omsorg, og virkelig se dem. Ved at give andre sin opmærksomhed, gøre sig modtagelige for, hvad deres ønsker, drømme og behov er og så forsøge at respondere på det. Vi gør det ved at bekræfte noget større i barnet end det, man umiddelbart ser. Altså, at man ser den gode intention i barnet, eller det udækkede behov bag barnets adfærd. Og så er der så en særlig ting ved det omsorgsetiske, som ikke bare naturligt ligger i det at drage omsorg, at man skal give barnet mulighed for selv at praktisere et etisk ideal. Så det er, at man igennem samspillet viser omsorg, men man prøver også hele tiden at give barnet mulighed for netop at gøre godt, siger Louise Klinge.

Lyt til en samtale om vigtigheden af omsorg i skolen. Om omsorgsetik, om kærlighed, om leg, om en presset børne- og ungdomsgeneration, men også om et kæmpe håb.

Henrik Vestergaard Stokholm er rektor på Niels Steensens Gymnasium i København og forfatter til bogen Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet – en rektors opråb.

Louise Klinge er børne- og skoleforsker og forfatter til flere bøger, senest Relationskompetent praksis i pædagogiske kontekster.

Optaget på Folkemødet 2025. Udgivet af Socialt Indblik.

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Lyt til Socialt Indblik