”Point of no return” var nået for længst

I lange perioder gennem mit liv var tanken om fremtiden så uoverskuelig, at bare ordet kunne gøre mig fysisk utilpas.

Jeg nægtede at drømme eller bare tænke længere end en uge frem. For hvis det stod til mig, behøvede jeg ideelt set ikke udholde den tortur, der svarede til at leve længere end dagen ud. Det gjorde ondt bare at eksistere. Mentalt, følelses- og sansemæssigt ondt.

Alle tanker, der dukkede op, skulle skubbes væk hurtigst muligt i en mental handling af ren og skær panik. Det føltes, som om intet var til at udholde. Ingen steder, ingen mennesker og ingen mental tilstand. Der skulle bare slukkes. Selvmord var alt, jeg kunne tænke på, og det kunne mærkes som en mørk tåge omkring mig og alle, der nærmede sig.

Allerede som barn kunne jeg godt lægge to og to sammen og regne ud, at jeg var skruet markant anderledes sammen end alle, jeg nogensinde havde krydset veje med. Jeg blev ofte mødt med kommentarer som ”spiller du dum?”, ”du er altid så forvirret” og ”hvorfor ser du så skræmt ud?” Den sidste kom, når jeg stillede spørgsmål til de situationer, jeg ikke forstod. Jeg lærte hurtigt, at hvis jeg spejlede mig i andres mimik, adfærd og sprog, var jeg en del af fællesskabet, og så lagde ingen mærke til, at jeg intet forstod af det, der skete omkring mig.

Gruppesamtaler krævede al min koncentration. Hvordan vidste de, hvad de skulle sige? Hvornår måtte jeg snakke? Hvem skulle jeg snakke til?

Det handlede om at observere og være klar til at tilpasse sig. Jeg lærte hurtigt, at hvis jeg var mig selv, var det forkert. Jeg levede i et konstant skuespil for at undgå misforståelser.

Jeg har altid været et meget følsomt menneske og haft uoverskueligt store følelser. Når tingene ikke gik som forventet, skubbede det til mit ekstreme behov for forudsigelighed og triggede voldsomme følelsesudsving.

Som ung kunne en aflyst aftale i ustabile perioder udvikle sig til selvmordstanker og en indlæggelse på psykiatrisk akutmodtagelse. Men bare en smule medgang kunne ændre mit syn på livet, i hvert fald for en kort stund.

Jeg blev sendt til et bosted i Nordsjælland for at håndtere de selvmordstanker, jeg havde båret rundt på i årevis – og til tider forsøgt at handle på. Jeg var håbefuld, naiv, stadig en rigtig goody-two-shoes, og troede på, at jeg ville vende tilbage til Amager en skønne dag med viljen til at leve.

I stedet gik der ikke lang tid, før jeg blev introduceret til kokain. Den aften var jeg så fuld, at jeg ikke var i stand til at forstå, hvad der skete omkring mig. Alt, jeg husker, er at komme ind ad døren hos en anden beboer på bostedet og se hvidt pulver på en tallerken, efterfulgt af et ”vil du prøve?”

Jeg holdt tallerkenen i hånden og kiggede lidt forvirret på de to kort og det kvarte sugerør, der lå ved siden af nogle hvide streger af pulver. Han forklarede mig, hvordan man gjorde med røret, hvilket beskriver mit niveau af viden om stoffer. Det næste, jeg mærkede, var, at mit syn blev skarpere end nogensinde før, mine luftveje åbnede sig, og mit hjerte bankede, med hvad der føltes som en unaturlig hastighed. Jeg var på et splitsekund lykkelig, og alt var pludselig okay og overskueligt. Det føltes, som var det første gang, min hjerne ægte var aktiveret. Jeg husker, at jeg kunne tænke klarere end nogensinde før.

Lidt efter gik det op for mig, at jeg havde overtrådt en grænse, jeg aldrig kunne vende tilbage fra. Jeg var ikke længere den uskyldige og vat-indpakkede mig. For nu havde jeg prøvet stoffer, noget, der altid havde været så fjernt, at det kun var noget, man så på film.

Jeg sad hele natten alene med en hærdet stofmisbruger, som havde en pose fuld af kokain, vi sniffede, og en Red Bull-dåse, han lærte mig at ryge det ud af.

Det var, som man kunne vente, alt for meget for mig, der ingen tolerance havde, og jeg endte med at befinde mig i en kokainpsykose det næste døgn.

Jeg oplevede hallucinationer som dem, man oplever i mareridt, og samtidig en uvished om, hvorvidt psykosen nogensinde ville ende. Det mest skræmmende var, at jeg efterfølgende stadig var hooked.

Næste gang jeg tog kokain, var det uden psykosen. Nu var der virkelig ingen vej tilbage. Jeg følte mig på toppen af verden, bedre og mere effektiv end nogensinde før. Det blev oftere og oftere, og snart tog jeg op til tre gram i døgnet flere gange om ugen. Senere har jeg mødt andre unge, som har været op til fem mennesker om at dele et enkelt gram til fester, der har varet hele nætter.

Som månederne gik, tog jeg ikke længere stoffer for at få det godt. Jeg tog stoffer for at undgå at få det dårligt.

Angsten for, når posen nærmede sig tom, og pengene blev små, er en følelse, jeg tydeligt husker. Desperat og nærmest panisk ville jeg næsten gøre alt for at undgå nedturen. Med nedturen opstod nemlig angst, skam og selvmordstanker.

Under en af de helt grumme nedture var alt, jeg ville at snakke med min mor. Det telefonopkald, hvor jeg fortalte min mor om den grænse, jeg havde overtrådt, og hvordan det føltes umuligt at stoppe igen, er den værste samtale i hele mit liv. Hun var knust.

Jeg syntes ikke længere, det var sjovt at tage kokain, men alligevel kunne jeg ikke stoppe. Jeg husker at sidde på mit værelse på bostedet og tage kokain grædende, fordi jeg ikke havde lyst. Jeg kunne ikke holde til det mere, men tanken om at lade være var værre. Det føltes, som om at den eneste redning tilbage var, at det hele sluttede. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne se min familie i øjnene igen?

Håb var ikke en tanke, jeg gjorde mig. Jeg kan huske mit ønske om, at alt bare ville ende. Mit misbrug, mine konstante følelsesmæssige nedsmeltninger og al den skam, jeg havde båret rundt på i årevis.

Midt i al dårligdommen kom det første af mange vendepunkter: Jeg fik diagnosen autisme. Jeg var i udredning for emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, da det hele tog en uventet – og så alligevel ikke – drejning. Da psykologen fremhævede alle de træk fra vores udredningssamtaler, der pegede direkte på autisme, gav alt pludselig mening. Da hun fortalte om den specifikke type autisme, var jeg i chok af genkendelse. Det er jo mig. Jeg husker en overvældende følelse af lettelse, lykke og taknemmelighed. Endelig blev jeg set og forstået, og det var, som om den uforståelige følelse af at være forkert og markant anderledes end alle omkring mig, pludselig blev forståelig. Da min familie senere hørte om min diagnose, var ingen af dem overraskede over nyheden.

Efter nogle dage fyldt med lettelse, blev jeg ramt af frustration. Hvorfor havde ingen opdaget det? Hvordan havde jeg kunnet leve mit liv i 21 år uden denne information? Jeg følte, at mobningen i folkeskolen, alle misforståelserne og al den energi, jeg har brugt på at skamme mig over den, jeg rigtigt var, kunne have været undgået.

Misbruget fortsatte.

En dag ramte virkeligheden mig for alvor. Festen var slut, posen var tom, jeg havde mistet kontakten til mine venner og min familie, men vigtigst af alt: mistet mig selv.

Afhængigheden af kokain havde stået på i over et år, og jeg havde ikke lyst til at leve længere. Jeg åbnede min computer uden et bevidst formål og begyndte at skrive. Ordene på skærmen formede sig til en undskyldning til mig selv.

”Det gør ondt at se alle omkring mig give op på mig, fordi det er svært at være vidne til én, der er så ligeglad med sig selv, i en grad, hvor det bliver farligt. Men mest af alt gør det ondt at se mig selv i denne tilstand, og samtidigt føle mig så magtesløs.”

Jeg kan ikke forestille mig den smerte, min familie har båret rundt på, vidende hvor langt ude jeg var, men ude af stand til at redde mig. Det er noget, jeg stadig tvivler på, jeg kan tilgive mig selv for.

Jeg skrev videre i dokumentet på computeren:

”Jeg kan ikke længere genkende mig selv. Den person, jeg er blevet til, er svær at holde af.”

”Mange nævner et såkaldt ’wake-up call’, som jeg overdrevent mange gange tror, jeg er nået til. Men hvorfor fortsætter jeg så? Hvad skal der til, før jeg stopper med at leve livet på kanten? Det skræmmer mig. Jeg er bange for den manglende respekt for døden, og ikke mindst livet. Undskyld, jeg ikke kæmper hårdt nok.”

Efter jeg skrev brevet, søgte jeg for første gang hjælp, hvad angik misbruget. Det var, mens jeg stadig var på bostedet. Min psykiater lavede med det samme en henvisning til en døgnbehandling i Roskilde, der havde en afdeling for folk med dobbeltdiagnoser. Jeg håbede, jeg kunne få en plads og begyndte at tænke på den potentielle fremtid, der fandtes på den anden side af døgnbehandlingen.

Der gik et par uger, før jeg fik svar. Jeg var blevet afvist, da jeg ifølge stedet ikke havde den rette diagnose. Jeg var knust. Endelig havde jeg samlet mod til både at sige højt, at jeg havde et problem, men også at jeg havde brug for hjælp. Hvorfor var jeg ikke deres hjælp værdig? Samme aften sniffede jeg en hel masse kokain for at kunne holde skuffelsen ud, og fordi stofferne på daværende tidspunkt var alt, jeg havde. Misbruget fortsatte.

Utallige psykologer, psykiatere og behandlere havde forsøgt at hjælpe på for- skellige måder, men at give op på mig, havde de næsten alle til fælles. Jeg var fast besluttet på, at intet kunne hjælpe mig. Tanken om et bedre liv, og om at kunne eksistere smertefrit, var så fjern, at det virkede som et opdigtet eventyr. Hvad var et bedre liv overhovedet? Jeg var slet ikke interesseret i bedring, men tværtimod kun en exit.

Jeg endte med at blive smidt ud af bostedet. Svigtet og ude af stand til at blive reddet, blev jeg indlagt på den lukkede afdeling. Alt var forandret, og der var intet håb at finde. Indtil min familie kontaktede mig og sagde, at de syntes, nok var nok, og at jeg skulle komme hjem til Amager. Det var det endelige vendepunkt. Efter det opkald gik det hurtigt, jeg fik alle mine ting fra bostedet og vendte aldrig tilbage igen.

Den første nat, tilbage på mit barndomsværelse, føltes alt anderledes og surrealistisk. Jeg kunne genkende lydene og duftene, men alligevel føltes det fremmed, som en livstid siden, jeg sidst havde været der. Det stribede tapet, min mor satte op flere år forinden, skæret fra lampen i indkørslen, der havde hængt der, siden jeg var fem år gammel, og de kendte lyde af min families fodtrin i huset.

Med tiden der gik, begyndte jeg at føle mig tryg igen med visheden om, at jeg aldrig skulle tilbage til det bosted, hvor alt blev ødelagt, og hvor jeg selv gik i stykker.

Jeg åbnede stille og roligt op, små fremskridt i relationerne til min familie blev gjort, men skammen var altoverskyggende. Jeg hadede mig selv, og jeg var indebrændt og fyldt med vrede over, at alt dette var sket.

Jeg kan huske, da min sagsbehandler ringede til mig, så vi i samarbejde kunne finde ud af, hvad næste skridt skulle være. Hun foreslog, at jeg i stedet for et nyt bosted skulle prøve at bo i egen lejlighed. Den tiltro, hun viste mig, er jeg den dag i dag dybt taknemmelig for.

Nogle måneder senere fik jeg et opkald om, at der var en lejlighed til mig. Nu var det endelig min tur til, at noget gik i den rigtige retning. Selvom jeg var ovenud lykkelig ved tanken om et nyt liv, var jeg meget bange. Jeg havde ikke taget kokain i næsten seks måneder, men jeg var stadig skrøbelig og havde episoder, hvor jeg havde flashbacks og blev overvældet af trang. Jeg vidste, at hvis jeg først bragte stoffer ind i mit nye liv, overtrådte jeg en ny grænse, som jeg igen ikke kunne vende tilbage fra. Stofferne måtte aldrig, for alt i verden, komme ind i den lejlighed.

Første nat i min helt egen lejlighed var surrealistisk. Madrassen, der lå på gulvet, flyttekasserne i hjørnet og duften af maling. Men mest af alt stilheden. Den var frygtet, da jeg aldrig havde boet alene før, men den endte med at være højdepunktet.

Jeg var helt alene, og for første gang i meget lang tid var jeg 100 % tryg. Følelsen af at være konstant overvåget af mennesker og være i tvivl om, om de ville mig det bedste, var væk på et splitsekund.

Dagene gik, og jeg var ikke længere i tvivl om, at håb fandtes. Basen var etableret, og jeg havde nu et trygt sted, der var mit helt eget. Jeg tog kontakt til flere gamle veninder, der havde kendt mig, før alt gik galt, men som jeg havde skubbet væk.

Jeg frygtede at skulle se dem i øjnene, men de tog imod mig med åbne arme og var klar til at støtte mig i min nye tilværelse. Forholdet til min familie blev også bedre. Tilliden til min stadige udvikling, og stoltheden, de viste mig ved selv de mindste fremskridt. Jeg kunne ikke have gjort det uden deres støtte.

Og for første gang gik jeg i en behandling, hvor min autismediagnose blev opfattet som en del af det store billede. Det var en øjenåbner at lære om, hvordan autismen havde påvirket mit liv gennem barndommen, gymnasiet og havde påvirket mit misbrug.

Jeg begyndte at forstå mig selv, mine store følelser og mine meget sort/hvide tankeprocesser. Efterhånden som jeg lærte mig selv at kende på ny, stoppede jeg med at maskere. Jeg stillede de spørgsmål, jeg før ville have frygtet at blive dømt for, jeg gav udtryk for mine følelser, og jeg skammede mig ikke længere over at blive misforstået.

En erfaring, jeg hurtigt gjorde mig, var, at dem omkring mig stadig elskede mig, selvom jeg til tider kunne opfattes som sær. Det er faktisk nogle af de kvaliteter, de holder mest af. Jeg oplevede for første gang at kunne lide det menneske, jeg var. Det havde den effekt, at jeg ikke havde brug for stofferne til at kunne holde mig selv ud.

På et tidspunkt sagde min psykolog, at min viden og erfaringer kunne hjælpe fagpersoner, som skal hjælpe de mennesker der stadig er på bunden. Jeg blev bedt om at dele ud af min viden til en temadag. Det var skræmmende, men jeg var opsat på at ville støtte, så jeg takkede ja. Dagen kom, og jeg var fuldt forberedt på, at et angst-udløst blackout ville indtræde, da jeg stillede mig op foran de 50 fagpersoner.

Jeg introducerede mig selv med rystende stemme, men pludselig slappede jeg af. Jeg fortalte og delte erfaringer, som om jeg aldrig havde lavet andet. Det sidste, jeg havde forventet, var at nyde oplevelsen, men det endte jeg med at gøre.

Publikum fortalte en efter en, hvor sej og modig jeg var, stillede kvalificerede og respektfulde spørgsmål, som jeg tog mig tid til at svare på. Bifaldet, da de 45 minutter var gået, er noget, jeg sent glemmer. Jeg blev modtaget med flag og en stolt familie, der ventede ude foran. Tårer af både lettelse og af et boostet selvværd piblede ned ad mine kinder. Jeg var i chok over, hvad jeg pludselig var i stand til.

Som tiden gik, og jeg fik flere gode end dårlige erfaringer i hverdagen, var mit mentale helbred i stadig bedring, og trangen til at dulme sind og tanker var nemmere at håndtere.

Da diagnosen blev stillet, fik jeg endelig mit svar. Og med tiden fandt jeg ud
af, hvordan jeg kunne dæmpe min angst, når jeg skulle smide masken. Jeg begyndte at nævne min autisme forholdsvis hurtigt i samtaler med nye mennesker – som en form for varsel om hvad man kan forvente af mig.

Jeg turde endelig lade dem omkring mig møde den Sasia, der havde levet i skjul indeni. Jeg fandt hurtigt ud af, at folk stadig godt kunne tænke, jeg var sær, men det gik mig ikke længere på, for nu vidste jeg hvorfor og kunne endda sige det højt.

”Det ideelle liv for mig er et liv omringet af dem, jeg elsker, og en fremtid, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet og kan leve med de ting, jeg har udsat mig selv for, og være stolt af, at jeg tog et valg om at gøre ”noget andet”.

Jeg har lært mig selv at kende som den, jeg altid har været, og jeg kan for første gang sige, at jeg er tilfreds. Jeg hader ikke længere mig selv.

Den dag i dag, to år uden stoffer, ved jeg, hvad håb er. At høre mine tætteste fortælle mig, at de er stolte af mig, at kunne have en normal hverdag, og at kunne kigge i spejlet og vide, at jeg tilgiver mig selv for alle de ting, jeg har udsat mig selv for.

Jeg sidder i min egen lejlighed, tryg og taknemmelig, og læser det brev, jeg skrev dengang. Det skærer i hjertet at vide, hvordan den Sasia, der grædende og helt alene i verden sad og skrev det, havde det. Hun var overbevist om, at ”point of no return” var nået for længst, og at hun aldrig ville få et forhold til sin familie igen. Jeg kan huske, hvordan hun hadede alt ved sig selv. Jeg kan huske, hvordan hun skammede sig over blot at eksistere, og hvordan hun troede, at verden ville være et bedre sted uden hende.

Nu har jeg drømme og mål, en familie og venner, der elsker mig for alt, jeg er. De har tilgivet mig. Selvom der stadig er ting, jeg kæmper med, oplever jeg en overvældende taknemmelighed for selv de mindste ting, på daglig basis.

Jeg har i et halvt år været i praktik på rådhuset i min lokale kommune, hvor jeg er blevet komplimenteret for den indsats, jeg har gjort. Jeg har fået bekræftelse i form af mere ansvar og opfordringer til at dele mine input og forslag, der ifølge dem er anerkendelsesværdige. Takket være de kolleger, tror jeg nu, at jeg har potentiale.

Jeg er taknemmelig for at være præcis den, jeg er, og min autisme spiller en stor rolle i netop dette. Autismen giver mig en mulighed for at se verden omkring mig på en unik måde. At bidrage med noget anderledes er ikke længere en skam, men tværtimod en fordel.

Dog oplever jeg stadig oplever perioder, hvor ting føles, som om de er ved at falde fra hinanden grundet bump på vejen, og hvor det kan føles, som om min udvikling overskygges af håbløshed. Men jeg har lært at håndtere det. Jeg ved, som desværre mange andre, hvor mørk verden og sindet til tider kan være, men det skaber også en kontrast til de meget gode perioder og oplevelser, der derfor kan føles euforiske.

Uforudsigelighed har, for mig, altid kun haft negative konnotationer. Grundet min autisme har jeg altid haft brug for at tænke ti skridt frem, men hvis de ti skridt er afspejlet af den dårligdom, jeg befinder mig i, kan det hele se meget sort ud. Uforudsigelighed er derfor nu blevet en ting, jeg til tider må tvinge mig selv til at finde tryghed i, da man aldrig ved, hvad der venter lige rundt om hjørnet.

Det har i mit tilfælde været nye relationer, oplevelser og muligheder, og det er håb for mig.