Psykiatrien har lukket døren til det, der virker. Nu vil forsker åbne den igen

Når hænderne former og drejer en klump ler, følger strikkepindenes rytmiske bevægelser eller sender snitteknivens blad gennem træet, får kroppen forspring fra tankerne. Følelsen af at være til stede i nuet breder sig i brystet. Åndedrættet falder til ro.

Effekten kan måles i hjernen og forklares biokemisk: Når kroppen får lov til at skabe noget kreativt, frigives endorfiner, dopamin og serotonin i hjernen, der belønner og beroliger krop og sind.

”Når du i keramikværkstedet arbejder med leret i hænderne, når du strikker, snitter eller laver andet håndarbejde, får du lettere adgang til at mærke dig selv. Alle æstetisk kreative aktiviteter, der stimulerer sanserne, styrker vores oplevelse af at være til stede i verden her og nu, fordi vi får en helt konkret kropslig feedback fra det fysiske materiale, vi har i hænderne,” forklarer Theresa Schilhab.

Som neurobiolog og dr.pæd. har Theresa Schilhab i årevis undersøgt, hvordan krop og sind er uløseligt forbundet, og hun mener, at psykiatriens nedprioritering af de kreative værksteder har glemt noget helt afgørende: at sindet ikke kan hele uden kroppen.

Det kreative værksted er som en boble, hvor tilværelsen for en stund er enkel, og aktiviteten er tilfredsstillende. Det skaber en oplevelse af helt bogstaveligt at få greb om sin situation, forklarer hun.

Kroppens anker

Tidligt i sin forskning blev Theresa Schilhab draget mod at forstå, hvilken rolle krop og sanser spiller for, hvordan vi opfatter og er til stede i verden. Som forsker var det først i neurobiologien og hjerneforskningen, snart også i filosofien og antropologien, hun søgte svar. Fordi krop og erkendelse påvirker hinanden, og hun derfor måtte søge viden om hvordan.

I sin forskning har hun dokumenteret, at vores måde at forstå, opleve, lære og være i verden på afhænger af kroppens sanser, og af om kroppen er i balance.  

”Vi er et konglomerat af det hele. Tanker, sanser, erfaringer, handlinger osv. Alt, hvad vi gør og tænker, har kroppen som udgangspunkt og endestation. Neurobiologien viser os, at kroppens fysik og kemi spiller ind på vores følelser, sansninger og erfaringer, som siden spiller en rolle for fremtidige oplevelser,” siger hun.

Det er derfor, at vi kan opleve at miste fodfæste i livet, når vi i længere tid tilsidesætter kroppens behov og signaler. Når Theresa Schilhab taler om at få kroppen tilbage i psykiatrien, handler det ikke alene om motion eller træning, men om at bruge kroppens sanser som værktøj og anker til at finde ro og forbinde sig med den virkelighed, som psykisk sygdom og uro i sindet ofte bringer mennesker på afstand af. 

”Når man mærker sin krop, bliver man mere realistisk og får lettere ved at være til stede i nuet. Kroppen forankrer os og holder os fast i en måde at være i verden på, som er sundere for os, end hvis vi er det alene på tænkningens præmisser,” siger Theresa Schilhab.

Psykiatriske patienter har ofte både traumer, angst, stress og paranoide tanker, de kæmper med. Det bringer deres nervesystem under pres.

Kreative aktiviteter som at lave keramik, sy, strikke eller male aktiverer kroppens sanser og hjælper herved sindet til at slippe tanker og uro. Biokemisk kan man registrere positive forandringer i hjernen. Når vi sanser det bløde garn, den fugtige ler mellem fingrene eller indånder duften af træ og lader bevægelser og muskler arbejde, frigiver hjernen endorfiner, serotonin, dopamin og oxytocin, der udløser en umiddelbar tilfredshedsfølelse.

”Det at skabe noget kreativt med sine hænder aktiverer biokemiske processer i hjernen og tvinger samtidig opmærksomheden væk fra tankerne og ud imod omgivelserne. Derfor fungerer hændernes arbejde som et hack, der kan bryde de destruktive tankers uendelige karrusel. Forventningen om processen og det færdige produkt hjælper ganske enkelt til at slippe angst og tankemylder,” forklarer Theresa Schilhab.

Trygge værkstedsrammer

På Danmarks største psykiatriske hospital, Sct. Hans Hospital i Roskilde, var kunstnerisk udfoldelse i hospitalets mange værksteder en væsentlig del af hverdagen for patienterne fra 1960’erne og frem til 00’erne. Her kunne patienterne strikke, bygge, male, lave keramik, masker m.m. Hændernes arbejde med kunsthåndværk var en naturlig del af behandlingen.

”De kreative værksteder gav patienterne struktur på dagen og mening med tilværelsen på hospitalet. Her kunne de fordybe sig i håndarbejde, de interesserede sig for. Det skabte mening med tilværelsen og ro på tankerne,” forklarer tidligere overlæge i almen psykiatri Karin Garde. Hun arbejdede på Sct. Hans Hospital i 40 år, først som reservelæge, så overlæge, sidenhen som medarbejder i museet og rundviser i de over 200 år gamle hospitalsbygninger og omgivelserne omkring dem.

Det var en plejer ved navn Hilmar Jakobsen, der fik idéen om at indføre de første kreative værksteder på hospitalet. Han mente, at det var for kedsommeligt for patienterne, at de skulle tilbringe tiden med monotont industriarbejde bestående i at samle klemmer og sætte dem på pap – en aftale hospitalet havde med en klemmefabrik.

Det lykkedes Hilmar Jakobsen at overtale ledelsen til at give patienterne mulighed for at udfolde sig kreativt, og da badebygningen blev ledig, fordi fællesbadet blev nedlagt, blev den omdannet til kreativt værksted.

”Værkstederne dannede ramme om dagen, for patienterne kunne komme her både formiddag og eftermiddag. Mange var plaget af kaotiske tanker og følelser, og da gav arbejdet i værkstederne en god struktur og forudsigelighed for dagen,” forklarer Karin Garde.   

Set ud fra et lægefagligt perspektiv blev de kreative værksteder skelsættende for behandlingen, vurderer hun:
”Vi så et kæmpe fremskridt i patienternes mentale tilstand. Hvor dagene førhen kunne være monotone og begivenhedsløse, fik patienterne med værkstederne et sted at gå hen og mødes med andre. De blev gladere, mere aktive og opslugt af at skabe noget,” konstaterer Karin Garde.

Hun mener, at det er en skam, at man i 00’erne besluttede at lukke patientklubben og de kreative værksteder.       

Skabt til at bruge kroppen

Forklaringen på, at håndens arbejde er en effektiv vej til at hjælpe psykiatriske patienter ud af fastlåste negative tankemønstre og give nyt mod og motivation, kan måske findes i såkaldte mind-body praksisser med rod i traditionel kinesisk medicin. Kinesisk forskning har dokumenteret, at såkaldt ”mindful finger exercise” kan modvirke depression og angst, forbedre søvnkvaliteten, lindre kroniske smerter, styrke hjernens evne til at planlægge organisere og bevare fokus, og således styrke både den fysiske og mentale sundhed, kan man læse i forskningsartiklen Mindfulness-Based Finger Exercise for Health an Well-Being: Theory, Evidence, and Implications, som i oktober 2025 blev udgivet i det anerkendte forskningstidsskrift Sage.

Forskningsartiklen forklarer, hvordan mange af kroppens energibaner (meridianbaner), som har direkte kontakt til kroppens indre organer, har udspring eller endestation i punkter i fingre og hænder. Når de punkter stimuleres, sendes energi via kroppens energibaner direkte ind til de organer, der regulerer kroppens fysiske såvel som psykiske velbefindende.

”Det, vi sanser med hænderne, har altså ifølge traditionel kinesisk medicin direkte adgang til kroppens indre organer og hjernen, forklarer Theresa Schilhab.

Et nervesystem i balance skifter naturligt mellem det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Det sympatiske nervesystem er det, som sætter i gang, når vi skal fokusere vores ressourcer og præstere særligt målrettet på at løse en opgave, kæmpe eller flygte fra en faretruende situation. Mens det parasympatiske nervesystem etablerer ro i kroppen og hjælper os til at slappe af og komme i en tilstand, hvor vi kan lade op og samle ny energi, før vi igen kommer i en situation, hvor kroppen skal præstere.

Mange psykiatriske patienter har et særligt behov for hjælp til at etablere balance mellem de to nervesystemer, fordi deres sympatiske nervesystem ofte over længere tid har taget styringen. De lever i en mere eller mindre permanent fornemmelse af, at kroppen er på flugt eller i kamp mod det, der stresser dem og gør dem angste, bekymrede og stressede.

Kroppens trivsels-termostat

Psykiatriske patienter kan opleve, at deres angst og ruminering bliver forstærket af at opleve, at de netop ikke selv kan finde balancen i deres nervesystem, forklarer Theresa Schilhab.

”Det er enormt krævende og ensomt at skulle forsøge at genfinde den mentale ro uden hjælp udefra. Derfor kan det være stærkt virksomt at få lov til at lave et håndværk eller en anden kropslig aktivitet sammen med andre. Alene det sociale nærvær udløser oxytocin. Det grundlæggende argument for, at vi er nødt til at bringe kroppen og kreativt skabende aktiviteter i spil, er, at vi i udgangspunktet er skabt til først og fremmest at være i og bruge kroppen,” siger hun.

En stor del af den mentale mistrivsel, vi oplever i dag, kan forklares med manglende fokus på kroppen, mener Theresa Schilhab. For kroppen er den termostat, der skal hjælpe os med at sikre vores trivsel. Kropslige signaler advarer os, når vi er på afveje. Men hvis vi ikke fra tidlig alder har lært at registrere kroppens signaler og navigere efter dem, er der stor risiko for, at vi farer vild i livet.

Psykiatriske patienter reagerer på, at de har svært ved at passe ind i et samfund, der har glemt, at kroppen kommer først. Vi har skabt et samfund med en meget smal vej for dem, der kan holde til at ignorere kroppens naturlige behov og grænser, mener Theresa Schilhab:

”De, der kan det, er typisk velsignet med livsomstændigheder, der tillader dem at kunne finde tilbage til balancen uden yderligere hjælp. De har rigeligt med sociale netværk, sunde bevægelses-, spise- og sovevaner, måske med fra barndommen, og vigtigst af alt nogle brugbare strategier, de selv kan ty til, når de har brug for at komme tilbage i balance,” siger hun:

”Derfor er det fatalt, hvis vi glemmer kroppen, når vi behandler sindet. Vi bør se det stigende antal psykiatriske diagnoser som et opråb om, at vi har skubbet kroppen for langt i baggrunden og glemt, at kroppen er vores vigtigste redskab til trivsel.”

Et vigtigt bindeled

På Sankt Hans Hospital blev værkstederne en helt ”lille by i hospitalsbyen,” som Karin Garde beskriver det. Her var liv og glæde omkring arbejdet. For folk var interesserede i patienternes kreative frembringelser og kom forbi og så dem udstillet i Kurhuset.

”Der blev også holdt markeder på hospitalets område og inde i byen. Her solgte patienterne deres værker. De oplevede, at det, de lavede, havde betydning, og at andre uden for hospitalet var interesserede i deres arbejde. Værkstederne og håndværkskunsten blev et vigtigt bindeled til samfundet omkring psykiatrien,” forklarer Karin Garde.

I neurobiolog Theresa Schilhabs studier går også fællesskabet igen som en afgørende forklarende faktor for, hvorfor det at frembringe kunsthåndværk eller håndarbejde skaber mental trivsel.

Her trækker hun blandt andet på livslængdestudier, der viser, hvad der er kendetegnende for kulturer, hvor mennesker lever længere end gennemsnittet og oplever mental trivsel. Det at mødes med andre om at skabe noget med hænderne, er med til at skabe mening og følelsen af at have betydning, viser forskningen.

”Psykiatriske patienter, der kæmper med ensomhed og har svært ved at være i et fællesskab, kan hjælpes ind i fællesskabet netop ved at mødes i et kreativt værksted, hvor alle sidder med hvert deres, og der ikke er et krav om at skulle interagere en masse og være i fællesskabet på en bestemt måde. Her kan de slippe følelsen af at være den psykiatriske patient,” siger hun:

Behandlingsindsatser, der først og fremmest arbejder med, at vi skal tænke og medicinere os ud af mistrivsel, ender blindt, vurderer Theresa Schilhab. Hun efterlyser en psykiatri, hvor sanselighed og kreativitet, håndens arbejde, igen får lov til at spille en mere markant rolle som en naturlig del af behandlingen.

”Vi er først og fremmest vores kroppe. Det er med kroppen, vi sanser og er i verden og indgår i samfundets fællesskaber. Derfor er vi nødt til at vende tilbage til en tilgang, hvor vi giver plads til at bringe kroppen i spil. Det er gennem kroppens sanser, at psykiatriske patienter kan finde hjem i sig selv og få helt konkrete redskaber til, hvordan de finder ro,” siger Theresa Schilhab.