Så kan du tørre lidt røv på de gamle. Ny film vil bryde med fordomme om hjemmeplejen

Else sidder på toilettet og får sat en stomipose på af Sofie, der på sin første arbejdsdag som SOSU-assistent i hjemmeplejen nervøst forsøger at sætte stomiposen på den lille stump tarm, der stikker ud. Scenen er voldsom. Eller det vil sige. Det er den for nogen. For andre er det hverdag.

Det er den hverdag, som filmen ”Hjem kære hjem” viser. Hvor hverdagen i hjemmeplejen er omdrejningspunktet for et drama, der viser en side af velfærdssamfundet, som de færreste kender. Og som ligefrem provokerer nogle, har filminstruktør Frelle Petersen allerede bemærket ved de første forevisninger. Der var publikummer, som udvandrede, da vi viste filmen fornyelig på en festival i USA.

”I min allerførste film, som nærmest er en actionfilm, er der på et tidspunkt en mand, der koldblodigt likviderer nogle andre mennesker. Det blev der hyldet og klappet ad i biografen i USA, da vi dengang viste filmen derovre. Vold er jo så tilladt, og der er næsten ingen censur på vold i USA i forhold til børn, når de må gå ind og se de amerikanske film. Men hvis du viser sådan noget her, som jo ikke engang har noget at gøre med noget seksuelt, men bare er en rå ærlighed i at vise en krop i forfald, så er fanden løs. Og det er sindssygt interessant, synes jeg,” siger Frelle Petersen.

Film ”Hjem kære hjem”, produceret af Zentropa, har denne uge premiere i Danmark. Men den er allerede blevet vist ved flere forevisninger rundt om i ind- og udland og har høstet stor anerkendelse. Filmen havde således tidligere på året verdenspremiere på den internationale filmfestival i Berlin i den prestigefyldte Panorama-sektion, hvor den blev hædret med en Publikumspris. Og filmen høstede på premieredagen i Danmark adskillige seks-stjernede anmeldelser.

Blev meget fascineret af hjemmehjælperens arbejde

Netop ærligheden, troværdigheden og autenticiteten har været vigtig for Frelle Petersen, der med filmen vil vise en side af velfærdssamfundet, som vi sjældent får indblik i.

”For mig handlede det om, at jeg blev nysgerrig på noget, som jeg ikke kendte noget til.

Det var der, min idé opstod. Det sprang ud af at opleve en SOSU-assistent, og hvad det menneske udførte foran mine øjne overfor et ældre menneske, jeg havde kendt i mange år,” fortæller Frelle Petersen.

Manden var ramt af demens og kunne ikke længere genkende Frelle, men en hjemmehjælper fik ham til at blomstre op.

”Jeg blev meget fascineret af hjemmehjælperens arbejde. Hun fik hvert minut til at tælle, og selvom hun havde travlt, spurgte hun også lige ind til konen. Hendes engagement og personlige overskud gjorde et meget stort indtryk.”

Frelle Petersen tog herefter midlertidig ansættelse i hjemmeplejen og fulgte arbejdet og kollegerne tæt som en del af researchen til filmen. En metode, han i øvrigt har brugt ved sine andre film.

”Jeg oplevede omsorg i alle dets afskygninger. Altså det her med, at man gerne vil vise de her mennesker omsorg. Men du kan også møde folk, der bliver omsorgstrætte. Og du kan selv være en af dem. Du kan opleve, at du i sidste ende ikke kan vise dig selv omsorg, altså selvomsorg, fordi du bliver så mættet af arbejdet med at vise andre omsorg. Eller at du ikke viser omsorg over for din familie, når du kommer hjem, fordi man jo som menneske har en naturlig mæthed i forhold til at yde omsorg for andre. Især hvis vi ikke lige kan lade op på egne batterier og så være der for os selv. Hvis vi ikke kan være der for os selv, kan vi heller ikke være der for andre. Det var et umiddelbart udgangspunkt, og jeg kunne mærke, at det var det, filmen rigtig gerne måtte handle om,” siger Frelle Petersen.

Filmen er den sidste film i det, Frelle Petersen kalder en sønderjysk ”hjemstavnstrilogi”, som blev indledt i 2019 med den prisbelønnede spillefilm ”Onkel”, og i 2022 med filmen ”Resten af livet”. Filmene har indbragt ham flere priser, og noget af det helt særlige ved filmene er, at alle roller ud over hovedrollen spilles af amatørskuespillere. Flere af dem, der i ”Hjem kære hjem” spiller medarbejdere i hjemmeplejen, har selv en baggrund i hjemmeplejen.

Omdrejningspunktet for filmen er Sofie (spillet af Jette Søndergaard), der i filmen er en alenemor og nyansat SOSU-assistent i den kommunale ældrepleje et sted i Sønderjylland. Hun er god til sit arbejde. Men hun mærker også, hvad det koster personligt at yde omsorg for andre, og hvad det kræver at bevare sin medmenneskelighed i et system, der presser med tidsstyring, og hvor dokumentation er vigtigere end kontakten til borgerne.

Da hun modtager en ubegrundet klage fra pårørende til en ældre borger, bliver det starten på en udfordrende tid, hvor Sofies omsorg for de ældre og sin datter sættes alvorligt på prøve.

Det er ikke bare et arbejde, de udfører

I ”Hjem kære hjem” møder vi flere i hjemmeplejen end Sofie. Vi møder lederen Rikke, der skal forsøge at få det hele til at hænge sammen trods besparelser og slidte ansatte. Vi møder Katrine, der har været i hjemmeplejen i 34 år og har lært at navigere i systemet, så hun kan være i det, og vi møder Frederik, der virker som én, hvor forråelsen ligger lige for. De fleste af typerne i filmen er nogle, som Frelle Petersen har fået inspiration til i sit arbejde i hjemmeplejen. Og som alle navigerer forskelligt i det pres, som jobbet sætter dem i.

”Jeg har haft en klar intention om at undersøge, hvordan vi som mennesker reagerer, når vi presses til at vise medfølelse – både i vores arbejde og i familien – selv når vores følelsesmæssige overskud er tvunget helt i bund.” fortæller Frelle Petersen, der med filmen vil vise et job og en gruppe mennesker, der ikke får ret meget taletid eller synlighed i hverken film eller medier.

”Vi hører hele tiden om, at du altid kan få et job i hjemmeplejen. Du kan bare søge ind. De mangler folk, og du kan være ufaglært. Så kan du tørre lidt røv på de gamle. Og det er så ærgerligt, at det er blevet reducerer til det. Så for mig er filmen også en hyldest til de mennesker, der går på arbejde hver dag og har en stor del af vores velfærdssamfund hvilende på deres skuldre. Det er ikke bare et arbejde, de udfører. Så filmen er også en anerkendelse af, at det naturligvis ikke er alle mennesker, der kan udføre den her slags job,” siger Frelle Petersen og fortsætter:

”Det er faktisk et enormt krævende arbejde, og et enormt opslidende arbejde, hvis man ikke passer på sig selv, og hvis man bliver offer for nogle systemiske ting, der ikke fungerer, og som ikke skaber de bedste rammer og vilkår. Det, at arbejdet kan være hårdt og slidsomt, kender vi alle, uanset hvad vi arbejder med. Men her har du altså med mennesker at gøre. Det er nemmere for mig, hvis jeg har en lortedag og har fået at vide, at jeg ikke har fået støtte til en film. Så kan jeg lukke døren til mit kontor, og så kan jeg splitte kontoret ad og gå amok. Eller jeg kan være sur rundt om buffeten til frokost, og så kan de andre mærke, at han har en dårlig dag. Men det kan du ikke tillade dig på samme måde, når du tager ud til ældre mennesker, der er dybt afhængige af din hjælp og faktisk glæder sig til, at du kommer, fordi du måske er det eneste andet menneske, som de får besøg af den dag, eller den uge, eller den måned.”

Jeg er ikke politisk aktivist

Hvis ”Hjem kære hjem” havde været en tv2-dokumentar frem for fiktion, havde den føromtalte medarbejder Frederik sikkert være skurken, som seerne ville se igen og igen. Frelle Petersen vil gerne hylde medarbejderne i hjemmeplejen, men han vil også vise hjemmeplejen så ærligt som muligt. Og vise, hvordan sliddet sætter sig forskelligt i mennesker.

”Jeg har ikke selv oplevet Frederik derude. Det er jeg lykkelig for, men jeg ved jo, at de medarbejdere eksisterer. Jeg har mødt dem gennem andres ord. Jeg har ikke kun snakket med folk i hjemmeplejen i Sønderjylland, men også i København. De har kunnet fortælle om dårlige oplevelser med kolleger, som har været forråede eller omsorgstrætte. Og ja, vi hører jo tit om de negative fortællinger, og alle dokumentarfilmene fra plejehjemmene, hvor det er ren elendighed. Vi må ikke glemme alle de andre mennesker, der netop gør et fantastisk arbejde hver dag. Men fordi det har været vigtigt for mig at have så meget med fra den virkelige verden, så er det vigtigt også at vise forråelsen,” siger Frelle Petersen, der ud over at bevæge og røre med sin film også er helt tydelig om, at han vil skabe en debat med filmen.

”Jeg er ikke politisk aktivist, og filmen er ikke tænkt som et politisk statement, men jeg håber, at publikum – og ikke mindst politikerne – vil se den og overveje, om det virkelig er sådan, vi ønsker at behandle vores ældre og de mennesker, der påtager sig det store ansvar at tage sig af dem.” siger Frelle Petersen, der selv har oplevet, hvordan dem, filmen handler om, tager filmen til sig.

”Nu var jeg forleden inde i biografen Imperial i København, hvor der sad 850 SOSU’er og skulle se filmen. Det var nok den fedeste oplevelse, jeg har haft i min filmkarriere, at de sidder og ser det, som jeg har været ude at skabe. Den reaktion, de havde på det, var allerede mere end rigeligt i forhold til, at jeg er glad for at have lavet den her film. Ved arrangementet valgte ældreminister Mette Kierkegaard også at dukke op og se den, og hun havde en masse kommentarer til filmen. Jeg kunne mærke, at de her SOSU’er følte sig set og lige rejste sig et par ekstra centimeter i sædet der, når ældreministeren også ligesom er ude og sige, hun godt ved, der er mange af de problemer, som også bliver påpeget i filmen. Og det gør mig bare glad, at man reagerer og tager hånd om det,” siger Frelle Petersen.

Lyt her til interview med Tanja, der spiller hjemmeplejens leder Rikke. Tanja har selv erfaring fra hjemmeplejen. Hør, hvordan det var at spille leder, og hvordan hun i dag mærker, hvor slidsomt et job det kan være at arbejde i hjemmeplejen.