Uligheden er ikke skjult. Den er bare blevet normal

De fleste af os har jo allerede set den. Uligheden. På togstationen, hvor elevatoren er ude af drift, og et menneske i kørestol bliver stående på perronen, afhængig af tilfældige forbipasserendes hjælp. På fortovet, hvor et elløbehjul er smidt på tværs, og for de fleste blot er en irritation – noget, man træder udenom. Men for den svagtseende er det en reel risiko. Noget, man kan ramme, snuble over, komme til skade på.

Vi ser den også der, hvor den ikke altid er synlig. Hos mennesket, der ikke kan overskue et åbent kontorlandskab. Hos den, der får hjertebanken ved tanken om myldretid, høje lyde og uforudsigelige skift. Hos den, der bliver opfattet som besværlig, langsom eller ufleksibel – når det i virkeligheden er omgivelserne, der er for voldsomme, for støjende, for lidt til at holde ud.

Vi ser den, når kalenderen er fyldt med møder uden pauser. Når der forventes konstant tilgængelighed. Når systemer er bygget på tempo, pres og overstimulering, og dem, der ikke kan følge med, bliver gjort til problemet.

For mennesker med psykiske funktionsnedsættelser er det ikke en dårlig dag. Det er en hverdag, hvor man hele tiden skal tilpasse sig løsninger, der aldrig er skabt med en i tankerne. Og ofte uden mulighed for at forklare sig uden at blive mødt med skepsis eller mistillid.

Og så er der det, vi sjældent taler højt om: At funktionsnedsættelse ikke er noget, der kun rammer ’de andre’. For nogle er det et grundlæggende livsvilkår. For andre er det midlertidigt. En hjernerystelse. En stressreaktion. En depression. En kronisk sygdom. Et fald. Et brækket ben. Alderdommen.

De fleste af os vil i løbet af livet opleve perioder, hvor verden pludselig ikke passer til os, som den plejer. Hvor trapper, tempo, støj eller krav bliver for meget. Og dér opdager man noget afgørende: At det ikke er mennesket, der er forkert – men rammerne.

Det er den ulighed, vi allerede har set. Uligheden, der rammer nogle hele livet, og som før eller siden rammer næsten os alle.

Lever med skyklapperne på

Men hvad gør vi egentlig for at gøre den ulighed mindre? Hvad gørjeg for at gøre den ulighed mindre? Ikke ret meget, er det ærlige svar. For som så mange andre lever jeg også mit liv med skyklapperne på. Men en dag begyndte jeg alligevel at søge fakta om, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser er stillet. I takt med at mine google-søgninger kastede lys over områder som arbejdsmarked og uddannelse blev jeg både beskæmmet og skamfuld. Kunne det virkelig være sandt, at blinde og svagtseendes tilknytning til arbejdsmarkedet stort set ikke har flyttet sig over en periode på 40 år? Ovenikøbet i de årtier, hvor teknologien i den grad har skabt løsninger, som burde gøre det langt nemmere at inkludere mennesker med synsudfordringer i alle mulige erhverv. Og ja. Det er sandt. Og den slags viden forpligter.

Derfor besluttede jeg mig for at være en lille smule aktivistisk og sætte et projekt i søen, hvis formål er at kaste lys over de mange steder, hvor uligheden findes. Helt konkret oprettede jeg en Instagram-profil, som jeg kaldte #Se_Uligheden. Hver dag i januar deler jeg data om ulighed. Mit spinkle håb er selvfølgelig, at mange følger med. Men mest håber jeg, at flere får det som jeg selv; at den viden forpligter, og giver lyst til at gøre en forskel. Om den forskel er på arbejdspladsen, på uddannelsesinstitutionen eller i lokalsamfundet er selvfølgelig op til den enkelte. Det vigtigste er, at vi sammen får gjort noget.

For det er jo netop der, det bliver ubehageligt. At ulighed ikke først og fremmest lever i systemerne, men i vores manglende opmærksomhed. I de beslutninger, vi træffer og dem, vi undlader at træffe. I den måde, vi designer arbejdspladser, byrum, skoler og digitale løsninger på, uden for alvor at spørge os selv: Hvem falder fra her? Hvem bliver usynlig? Og hvem betaler prisen for, at det hele skal gå lidt hurtigt, lidt effektivt, lidt nemt for flertallet?

Det er dumt. Fordi vi mister mennesker. Kompetencer. Erfaringer. Perspektiver. Det er arrogant. Fordi vi bilder os ind, at verden kan indrettes ud fra en norm, og at alle andre må tilpasse sig. Og det er kortsigtet. For i det øjeblik vi selv snubler, bliver syge, mister overblikket eller tempoet, opdager vi, hvor skrøbelige de løsninger er, vi har accepteret.

Inklusion handler om kvalitet

Funktionsnedsættelse er ikke en niche. Det er et grundvilkår i et menneskeliv. Noget, der kan ramme pludseligt eller snigende. Midlertidigt eller varigt. Og når vi accepterer ulighed for nogle, accepterer vi i virkeligheden en model, hvor ingen af os er sikre.

Derfor er #Se_Uligheden ikke kun et projekt om funktionsnedsættelse. Det er et projekt om fællesskab. Om at insistere på, at løsninger skal kunne rumme flere, hvis de skal være holdbare. Om at forstå, at inklusion ikke handler om hensyn, men om kvalitet. Om at gøre sig umage allerede, når man tænker.

Jeg tror ikke på quickfixes. Men jeg tror på, at opmærksomhed kan flytte noget. At viden kan forpligte. Og at små, konkrete ændringer – i måden vi planlægger, leder, underviser og designer på – over tid kan gøre en reel forskel.

Vi kan ikke løse uligheden alene. Men vi kan holde op med at lade, som om vi ikke har set den. Og vi kan begynde der, hvor vi selv har indflydelse. Det er måske ikke stort. Men det er nødvendigt.

Du kan følge #Se_Uligheden her.