Vi skal stoppe med betegnelsen ADHD. For det er en stigmatisering af en personlighed

Jim Latrache gik ud af folkeskolen med følelsen af at være et problem. Han larmede, afbrød undervisningen, kunne ikke sidde stille og fik skældud. Meget skældud. Igen og igen fik han den samme besked.

“Prøv nu lidt hårdere, sagde de. Men du ved ikke, hvad det er, du skal prøve hårdere med. Fordi du forstår det ikke. Det er ligesom at få Windows og Mac til at tale sammen. Det er to forskellige frekvenser. Du forstår ikke den her tankegang, du forstår ikke det her game, og så bliver det utroligt udfordrende for dig,” fortæller Jim Latrache i et interview på konferencen ”Læring for alle” arrangeret af Everway.

I dag er han forfatter og iværksætter og har sammen med Nicoline Qvortrup Latrache skrevet bogen Neurospicy. Men for dem er det ikke først og fremmest en personlig fortælling om at vende noget svært til noget positivt. Det er en kritik af den måde, vi forstår børn som Jim på – og den måde skolen møder dem på.

“Jeg tror for det første, at vi skal stoppe med betegnelsen ADHD. For det er en stigmatisering af en personlighed. Hvis man skal tale styrke, så kan man ikke i sammen sætning sige deficit og disorder. Så vi skal helt væk fra den her betegnelse. Det er ikke en sygdom. Det er ikke en dysfunktion. Det er en anden måde at være person på,” siger Jim Latrache.

For Nicoline Latrache handler det også om at få vendt blikket. Hun har selv diagnosen ADD, som nogle betegner som den ADHD med en mere indadvendt uro.

“Vi har brugt rigtig, rigtig mange år på at tale om, hvad en neurotypisk verden synes er irriterende ved folk, som har den type hjerne, som vi har. Så vi har snakket rigtig meget om hyperaktivitet og besvær med at fokusere, men vi kunne også godt tænke os at vende den om. Der er virkelig også mange fordele ved at have den her type hjerne, men det har der bare ikke været særlig meget fokus på i de seneste år. Og det er et problem, fordi der er enormt mange evner, som de her mennesker faktisk har, og som er enormt vigtige for os som samfund,” siger hun.

Når Jim Latrache ser tilbage på sin skoletid, er det ikke fortællingen om et barn, der ikke ville, han husker. Det er fortællingen om et barn, der ikke kunne være i de rammer, han blev mødt med og som derfor langsomt begyndte at se sig selv som forkert.

Han peger på, at det ikke er det at være anderledes i sig selv, der skader børn. Det er det, der sker, når de igen og igen bliver mødt som et problem.

“Hvilket som helst barn, som føler sig misforstået eller udskammet, vil udvikle de samme ting. Alle, der bliver presset ned og føler sig som røven af fjerde division, kommer til at lide af spiseforstyrrelse, PTSD, angst eller depression. Det har ikke noget at gøre med at være anderledes.”

Nicoline Latrache genkender mekanismen – også selv om hendes egen skolehistorie ser anderledes ud end Jims. Hun klarede sig godt, tog en universitetsuddannelse og lærte tidligt de koder, der gjorde, at hun passede ind. Men det betyder ikke, at skolen fungerede.

“Jeg har da 100 procent ikke fået det fulde ud af min skolegang. Jeg sad og zonede ud og kiggede ud ad vinduet. Jeg drømte mig væk. Jeg fik ikke læst mine lektier, men jeg kunne så gå op til eksamen og præstere ret godt, fordi jeg lige hurtigt kunne læse op på det. Men jeg ville da ønske, at jeg havde haft mulighed for at følge hele undervisningen, fordi så havde jeg da fået meget mere med. Klasseværelset passer heller ikke særlig godt til min hjerne,” siger Nicoline Latrache.

Hvor Jim blev sendt uden for døren, gik hun under radaren. Men fælles for dem er oplevelsen af, at skolen ikke var indrettet til den måde, de lærer på.

Det ændrede sig først for Jim Latrache, da rammerne ændrede sig. Han tog sin HF i en fængselscelle.

“Jeg sad i en fængselscelle med høretelefoner på og hørte Mozart, helt lukket af fra omverdenen. Jeg kom ud af 9. klasse med røven i vandskorpen. Men jeg kom ud af min HF med 11,7 i gennemsnit. Men da jeg så startede på universitetet og havde klasseundervisning igen, så havde jeg det samme problem. Så det var ikke det her med, at jeg havde lært at gå i skole. Det var bare ved at ændre rammerne.”

Det blev også et vendepunkt i hans selvforståelse. For første gang blev han mødt af en, der så noget andet i ham, end det han selv havde lært at se. Han møder Nicoline.

“For første gang møder jeg en, der ser mig for den, jeg er som person. Én der ser mig for mine egne værdier. Og det er jo aldrig for sent at vende en om. Hvis jeg kan gøre det i en alder af 40 år efter alle de stoffer, jeg har indtaget, så kan alle gøre det,” siger Jim Latrache.

Nicoline Latrache beskriver det som et skifte i blik.

“Jeg sagde jo til ham: Jeg ved, du kan tage en uddannelse. Det troede han jo ikke selv, han kunne. Så vi skulle bare finde en måde, han kunne lære på. Og så var han jo helt overrasket, da han gik op til eksamen og fik to 12-taller. Han var sådan: Nej, kan jeg det? Det var en helt ny verden, der åbnede sig for ham,” fortæller hun.

For dem begge peger erfaringerne på det samme. Der sidder mange børn i danske klasselokaler, som bliver opfattet som besværlige eller urolige, men som i virkeligheden reagerer på rammer, der ikke passer til dem.

“Hvis vi bliver overstimuleret, så kommer der knas på antennerne, og det slår ud i en negativ retning. Så mange af de her såkaldte utilpassede børn er jo mange gange bare børn, som simpelthen er blevet overstimulerede. For mig er det virkelig en udfordring at sidde i et klasselokale. Jeg skal have skyklapper på, jeg skal have høretelefoner på, jeg skal have en væg omkring mig, og så skal jeg kunne dykke ned i stoffet,” siger Jim Latrache.

Når de bliver spurgt, hvad lærere konkret kan gøre, peger de på mere bevægelse, mulighed for pauser, færre forstyrrelser og plads til at trække sig.

“Jeg ville jo synes, det var en fantastisk idé, at man bare tog børnene ud og løb 14 gange rundt på en fodboldbane, før de går i gang med undervisningen. Fordi de her børn, de skal have brændt noget krudt af. Og så er de bare lidt mere afslappede, når de starter.”

Men vigtigere end de konkrete tiltag er den måde, barnet bliver mødt på.

“Vi skal have de her børn til at se, at der ikke er noget galt med dem. De skal tænke: ”Jeg er ikke syg, jeg har ikke en lidelse”. De har en anden personlighed. Og så er det også vigtigt, at de lærer, at de ikke lærer lineært som andre børn. Det tager lidt længere tid for os at lære, men når vi så kan det, kan vi det,” siger Jim Latrache og fortsætter:

“Find ud af, hvad barnet er god til. Hvad er det her barn god til? Og så lad barnet starte ud med det. Barnet er god til et eller andet. Bare lad barnet sidde og arbejde med det, indtil du får bygget den her selvtillid op. Og så begynder du at bygge mere og mere af det kedelige på.”

Og potentialet er der, supplerer Nicoline Qvortrup Latrache.

“Altså på to minutter, så spotter vi de her børn. Og nogle gange tænker man bare: Hold da op, det her barn kunne have nogle superpowers, hvis rammerne bare lige var sat lidt mere stringent op.”

Konferencen ”Læring for alle” er arrangeret af Everway, der udvikler digitale værktøjer, der gør læsning, skrivning og matematik mere tilgængeligt for alle.

Du kan høre hele interviewet som podcast her. Eller du kan se det som video her.

Om Jim Latrache

Jim Latrache er iværksætter, foredragsholder og forfatter. Han har en opvækst præget af skift mellem skole for adfærdsvanskelige børn, børnehjem og plejefamilie og har senere haft en periode med kriminalitet. I dag arbejder han med formidling og udvikling af projekter med fokus på menneskeligt potentiale og alternative måder at forstå læring og udvikling på.

Om Nicoline Latrache Qvortrup

Nicoline Latrache Qvortrup er iværksætter, foredragsholder og medforfatter til Neurospicy. Hun har en akademisk baggrund fra Københavns Universitet og arbejder med formidling af neurodiversitet og læring. Hun er særligt optaget af, hvordan rammer og forståelser påvirker menneskers mulighed for at udvikle deres potentiale.

Neurospicy – min vilde ADHD-hjerne

Bogen er skrevet af Jim og Nicoline Latrache Qvortrup. Bogen kombinerer Jims personlige fortælling med parrets perspektiver på ADHD og neurodiversitet og stiller spørgsmål ved den måde, diagnoser og læring forstås på i dag.