Vi taber alt for mange af de børn i skolen. Deres selv­værd bliver flænset i stykker

Manu Sareen har selv prøvet det. Skæld ud i skolen, følelsen af at være dum, udbrændthed, forkerte og forhastede beslutninger – og ikke mindst følelsen af ikke at blive forstået.

Det er måske svært at forstå, at det er den samme mand, som har adskillige uddannelser, har skrevet 35 bøger og er tidligere minister. Manu Sareen blev som 50-årig diagnosticeret med ADHD. Og netop det fik mange ting til at falde på plads.

I sit arbejde med bøger, undervisning, podcast, ADHD-caps og senest et videnscenter om ADHD og autisme har han mødt mange børn og unge, som kæmper i skolen.

“Der er virkelig mange børn, der har en funktionsnedsættelse i større eller mindre grad. Og vi taber alt for mange af de børn i skolen. Det har voldsomme konsekvenser. Det har konsekvenser for ens karaktergennemsnit, sandsynligheden for om man tager en uddannelse, om man overhovedet gør folkeskolen færdig. Men vi kan se, at med den rigtige hjælp kan man forhindre mange af de ting,” siger Manu Sareen.

Selv­værdet bliver flænset i stykker

For Manu Sareen begynder problemerne i skolen nemlig ikke i barnet, men i måden skolen er indrettet på. En skole, der i høj grad er bygget op omkring én bestemt måde at være elev på – og hvor børn, der falder udenfor, hurtigt bliver gjort til problemet.

“Vi ved, at børn med de her diagnoser får meget mere skældud gennem skolelivet end andre børn. Og på et tidspunkt begynder man at tro på det. Selv­værdet bliver flænset i stykker. Og når man først begynder at tro, at man er problemet, så sætter det sig dybt i én – ikke bare i skolen, men i hele ens måde at se sig selv på.”

For mange børn bliver skoledagen derfor ikke bare fagligt vanskelig, men også en konstant kamp for at passe ind. De forsøger at holde sammen på sig selv, tilpasse sig og leve op til forventninger, de har svært ved at honorere.

“Der er sindssygt meget maskering. Man vil så gerne passe ind og være normal. Men man har svært ved det, og så holder man fast i sig selv hele dagen i skolen. Det er et kæmpe arbejde, som ikke nødvendigvis er synligt for andre – men som slider helt vildt,” siger Manu Sareen.

Han oplever samtidig, at børnene langt fra er uvidende om deres situation.

“De er pænt bevidste om deres situation. Vi behøver ikke sige det til dem, de ved det godt. Jeg har talt med børn, der sagde: ‘Vi ved godt, hvilke børn vores mor og far egentlig gerne ville have haft’. Den er hård. Den rammer direkte ind i selvforståelsen,” fortæller Manu Sareen.

Han har mødt mange børn, der har fået en diagnose uden at få en egentlig forståelse af, hvad den betyder.

“De får bare at vide: Du har ADHD. Og så kan du få noget medicin. Men de får ikke forklaret, hvad det betyder. Hvad sker der i din hjerne? Hvad betyder det for dig? Og hvis du ikke forstår det, så er det meget nemt at komme til at tænke, at det er dig, der er noget galt med,” siger han.

Forskel på skyld og ansvar

Ifølge Manu Sareen gør det en afgørende forskel, når den forståelse er til stede. Ikke som en undskyldning, men som en måde at tage skylden væk fra barnet.

“Det er ikke din skyld. Der er forskel på skyld og ansvar. Og når vi får forklaret det ordentligt, så kan børnene begynde at forstå sig selv på en anden måde. Så bliver det ikke længere: ‘Der er noget galt med mig’. Så bliver det: ‘Okay, det her er noget, jeg skal lære at håndtere’. Det betyder enormt meget,” siger han.

I arbejdet med børnene har han også set, hvad der sker, når rammerne ændres, og når børnene mødes på en anden måde. Blandt andet gennem en sommercamp, som han har været med til at etablere for børn med ADHD og autisme.

“De kunne spejle sig i hinanden. De var ikke alene. Og så blev de mødt af voksne, der forstod dem. Den forståelse var sindssygt vigtig. For mange af dem er det første gang, de oplever ikke at være dem, der skiller sig ud,” siger Manu Sareen.

Samtidig trådte noget andet frem, som ifølge ham ofte overses i skolen.

“Uanset hvem jeg har mødt, så er de gode til et eller andet. Det gælder alle. Problemet er bare, at det ikke nødvendigvis er det, der bliver anerkendt i skolen. Og hvis man kun bliver set for det, man ikke kan, så mister man hurtigt modet,” siger han.

Det peger på en grundlæggende udfordring, mener han. At skolen i højere grad forsøger at få børnene til at passe ind i rammerne, end at tilpasse rammerne til børnene.

Konsekvensen er ifølge Manu Sareen, at børnene igen og igen mødes som utilstrækkelige i stedet for at blive mødt som mennesker med potentiale. Derfor begynder forandringen et andet sted, end man måske skulle tro.

“Prøv at snakke med børnene. Spørg dem: Hvordan oplever du klasserummet? Hvad kan jeg gøre bedre for at hjælpe dig? Det betyder utrolig meget, når man vender det om. For så begynder man at forstå, hvad der faktisk er på spil,” siger Manu Sareen.

Konferencen ”Læring for alle” er arrangeret af Everway, der udvikler digitale værktøjer, der gør læsning, skrivning og matematik mere tilgængeligt for alle. Du kan høre hele interviewet som podcast her.