Alle døre skal være rigtige, når unge med dobbeltdiagnose banker på og søger hjælp

”Det er så vigtigt, at de unge mødes med et: ’Ja selvfølgelig vil vi gerne hjælpe dig, velkommen til’, når de opsøger hjælp til at komme ud af misbrug af rusmidler og håndtere psykiske lidelser. Men i dag mødes de desværre tit med: ’Vi er ikke helt sikre på, at vi kan hjælpe dig’, eller ’du er nok gået forkert’, eller ’du må finde et andet sted’.”

Det siger Katrine Schepelern Johansen, leder af Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser i Region Hovedstadens Psykiatri, der sammen med forskerkolleger på Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet har undersøgt, hvilke retningslinjer der findes herhjemme og internationalt for behandling af børn og unge med dobbeltproblematikker.

I tre rapporter beskriver forskerne blandt andet retningslinjer i USA, Australien og England, hvor det såkaldte ’No Wrong Door’-princip indgår. Rapporterne er en del af initiativet Fra viden til praksis, igangsat af UngeAlliancen, som er et netværk bestående af unge med erfaring med psykisk lidelse og misbrug samt pårørende, behandlere og forskere.

’No Wrong Door’-princippet betyder, at unge, der har brug for hjælp, ikke skal gå forgæves, uanset hvilken dør de banker på. Det være sig hos egen læge eller psykolog, på sygehusets psykiatriske afdeling, i kommunen eller i rusmiddelbehandlingen. Alle fagprofessionelle har ansvar for at sikre, at den unge kommer videre til den rette instans og får den nødvendige hjælp, forklarer Katrine Schepelern Johansen.

”De unge, som er ramt af dobbeltproblematikker, er ifølge ’No Wrong Door’-princippet alles ansvar. Det er en grundlæggende anderledes måde at se hjælpesystemernes rolle på, end vi gør herhjemme. Princippet fastslår, at det er et systemansvar at hjælpe borgerne, i stedet for at det er op til borgerne selv at finde den rigtige dør i hjælpesystemet at banke på,” siger hun.

Ikke mindst når det handler om hjælp til børn og unge er ’No Wrong Door’-princippet vigtigt, understreger forskeren.

”Mange af de unge, der er ramt af dobbeltproblematikker, har oplevet, at de skal passe ind i systemets kasser for at få hjælp. I psykiatrien afvises de, hvis de har et misbrug, og i rusmiddelbehandlingen får de ikke hjælp til deres psykiske lidelser. Derfor går mange af dem alt for længe med ubehandlede psykiske problemer og misbrug. Samtidig ved vi fra forskningen, at det er afgørende, at den her gruppe unge får den rette hjælp i tide. Jo før de kommer i gang med behandling, jo bedre virker det. Mange af dem bruger lang tid på at beslutte sig for overhovedet at bede om hjælp. Hvis de bliver afvist, når de endelig rækker ud, skubbes de i en helt forkert retning. Deres problemer risikerer at eskalere voldsomt, og det kan få alvorlige konsekvenser for deres voksenliv. Både i forhold til deres fysiske og mentale helbred og i forhold til fx uddannelse, job, bolig osv.,” siger Katrine Schepelern Johansen.

Nyt syn på behandlernes rolle

’No Wrong Door’-princippet nævnes i visitationsretningslinjen for et længe ventet nyt behandlingstilbud til personer, som er ramt af både psykisk lidelse og misbrug, som regionerne skal udvikle til næste år.

Det glæder Katrine Schepelern Johansen. Men hvis ’No Wrong Door’ skal fungere i praksis i det nye dobbeltdiagnosetilbud, kræver det blandt andet, at behandlere udvikler et nyt syn på deres egen rolle, påpeger hun:

”Hvis vi skal leve op til et ’No Wrong Door’-princip, nytter det ikke noget, at jeg som behandler kun ved, hvad mit eget system kan. Jeg er nødt til at se mig selv som del af et større hjælpesystem. Fordi de unge har brug for indsatser, der er langt bredere, end hvad vi hver især enkeltvis kan tilbyde. Vi skal i højere grad se det som en del af vores kerneopgave at tænke i organisationsforståelse og få et større overblik. For vi kan ikke lave god behandling, hvis vi kun er fokuseret på vores egne metoder. I dag har vi en tendens til at tænke, at vi kun er ansvarlige for vores egen del af opgaven. Men ’No Wrong Door’-princippet forpligter os til at tage ansvar for det samlede behandlingsforløb,” siger hun.

Hun tilføjer, at selvom ’No Wrong Door’-princippet indgår i faglige retningslinjer flere steder i verden, har ingen lande endnu implementeret princippet fuldstændigt.

”Derfor er det svært at sige præcist, hvilken effekt ’No Wrong Door’ kan få i praksis. Men det betyder noget, at ’No Wrong Door’-princippet er skrevet ind i formelle styringsdokumenter på området. Fordi det skaber en fælles opmærksomhed på, at det altid er de fagprofessionelles ansvar at sikre, at borgeren får den rette hjælp. Det skal ikke være et ansvar, der overlades til borgeren,” siger hun.

Brug for fagligt fokus på børn og unge

Faglige retningslinjer spiller således en vigtig rolle i en række af de lande, som Danmark sammenligner sig med. Herhjemme er der dog kun én enkelt landsdækkende faglig retningslinje som omhandler dobbeltdiagnose. Men den mangler børne- og ungeperspektiv, fremgår det af rapporterne i Fra viden til praksis-initiativet. Førnævnte nye, regionale dobbeltdiagnose-tilbud omfatter da heller ikke unge under 18 år.

Manglen på retningslinjer på området undrer Birgitte Thylstrup, lektor på Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, der ligesom Katrine Schepelern er medforfatter til rapporterne.

”Dobbeltdiagnose-området adskiller sig fra det somatiske område herhjemme, hvor der i langt højere grad er klare faglige retningslinjer for udredning og behandling af børn og unge. Det kan undre, at der er så lidt fokus på landsdækkende, faglige retningslinjer for behandling af dobbeltproblematikker hos unge, når vi ved, at dobbeltproblematikker kan vise sig helt ned i 12-13 årsalderen,” siger hun.

I flere af de udenlandske retningslinjer er børn og unge da også i forskellig udstrækning omfattet af faglige retningslinjer, viser forskernes rapporter. Retningslinjerne beskriver ikke kun ’No Wrong Door’-princippet, men også andre faglige principper, som er gavnlige i behandlingen af børn og unge. Fx at der skal være fokus på helhedsorienteret hjælp, fortæller Birgitte Thylstrup.

”Sammenhæng og helhedsorientering i behandlingen er noget af det vigtigste for, at børn og unge kan komme ud af misbruget og håndtere deres psykiske problemer. Vi ved, at det, der virkelig gør en forskel for barnet eller den unge, er, at de forskellige hjælpeinstanser samarbejder. Så de unge og deres pårørende ikke skal begynde forfra, hver gang der opstår en ny situation, hvor de har brug for hjælp,” siger hun.

Fx er der gode erfaringer, også herhjemme, med at tildele de unge en forløbskoordinator, som kan være tovholder for behandlingsforløbet og fx holde styr på opfølgningsmøder, medicin, terapi, lægeaftaler etc. Og som kan følge den unge til behandling, hvis der er behov for det.

”Men det er så afgørende, at behandlingen har fokus på at give den unge mulighed for at sætte noget andet i stedet for misbruget. At den unge kan få støtte til et meningsfuldt liv med interesser, sociale relationer, skole, uddannelse eller job, sideløbende med at han eller hun får hjælp til at håndtere både sit misbrug og sine psykiske problemer,” siger Birgitte Thylstrup.

Blind vinkel i hjælpesystemerne

Manglen på fælles faglige retningslinjer for behandling af børn og unge med dobbeltproblematikker herhjemme afspejler ikke kun en blind vinkel i hjælpesystemerne. De manglende retningslinjer er også med til at skabe ulighed i behandlingen, alt efter hvor i landet børnene og de unge bor, fortæller forskeren.

”I visse kommuner kan de unge være heldige at blive tilbudt helhedsorienteret behandling med både udredning, terapi og misbrugsbehandling med særligt ungeperspektiv. I mange andre kommuner bliver de sendt rundt mellem hjælpeinstanserne i årevis uden at få den rette hjælp. Der er desuden store forskelle på de muligheder, de unge har i behandlingspsykiatrien, når de er over eller under 18 år gamle,” siger hun.

”Ansvaret for den her gruppe børn og unge ligger flere forskellige steder i hjælpesystemerne. Det skaber unødig ekstra belastning af både de unge og deres familier, som i forvejen står i meget vanskelige situationer, at de skal bruge store mængder tid og kræfter på at forhandle med offentlige instanser for at få den rette hjælp,” siger Birgitte Thylstrup.